Inden du selv stiller et spørgsmål
Hej
Hej
Hej, jeg har fået at vide at jeg har en hul i tanden. Og jeg skal få boret i tanden. Hvordan forgår det at få boret i en tand?
Hej dreng 13 år
Tak for dit spørgsmål om boring i tænder.
Det er ikke helt nemt at svare enkelt på - også fordi forskellige tandlæger gør det lidt forskelligt. Men jeg kan fortælle dig, hvordan jeg gør.
Jeg viser de ting frem, som jeg skal bruge og forklarer, hvad jeg skal bruge dem til. Typisk 2 forskellige boremaskiner, suget til at fjerne vand med, pusteren til at tørre tanden med, vatruller, "kradsepinden" osv. Hos mig er der et lille "bakspejl" på lampen, så du kan følge med i, hvad der sker inde i munden.
Som regel snakker vi også om bedøvelse. Hvis det er en ny tand - og det tænker jeg der er for dig, fordi du skriver du er 13 år - vil jeg anbefale bedøvelse, fordi det normalt gør ondt i en tand at blive boret i. Jeg har 2 slags bedøvelse: lattergas, hvor man trækker vejret gennem næsen, hvor der sidder en lille gummimaske. Lattergassen virker afslappende og nogen børn og unge synes ikke de kan mærke noget, der gør ondt, når de får lattergas. Lokalbedøvelse, hvor man får et eller to små prik og hvor jeg putter bedøvelsen ind i tandkødet lige ved siden af tanden. Jeg forklarer, at hvis jeg putter salve på først (tryllecreme) er der mange der ikke synes det gør ondt. Og at hvis jeg er forsigtig og kun trykker let på sprøjten, så er det heller ikke meget, man kommer til at mærke. Fordelen ved lokalbedøvelsen er, at tanden sover helt og at du så ikke kan mærke nogen smerte, mens der bores. Men du kan godt mærke snurren i tanden, at vandet fra boremaskinen er koldt og andre fornemmelser.
Jeg spørger om du vil bedøves - det er jo op til dig - og nogen gange hvis der er tale om et meget lille hul aftaler vi måske at prøve uden bedøvelse. Bedøvelsen kan godt lægges senere.
Jeg er altid omhyggelig med at aftale et stopsignal - normalt at hvis du løfter hånden, stopper jeg med det jeg er i gang med. På den måde kan du bede om en pause eller spørge om noget eller fortælle, at det gør for ondt.
Jeg tænker, at det allervitgtigste for dig er at få talt med dinb tandlæge om disse ting inden han/hun går i gang, sådan at du føler dig tryg ved det, der skal ske. Og husk at det er dig, der ved hvordan det mærkes i tanden. Så det er for eksempel dig, der ved om det gør ondt. I gamle dage kunne tandlæger godt finde på at sige at "det gør ikke ondt". Det er en gammeldags måde at opføre sig på. Og hvis du ikke kan lide måden det foregår på, så ræk hånden op og sig det. Og er det helt galt, så har du til enhver tid ret til at sige, at nu går du. Man kan altid skubbe til tingene og rejse sig op. Det er dine tænder! Og så kan du prøve hos en anden tandlæge en anden gang.
Held og lykke med det - de fleste unge siger efter behandlingen til mig, at de synes, at det ikke var noget særligt.
Niels Hansen, tandlæge.