Depression?
Depression?
Hej. Jeg har undret mig over om jeg kunne have depression. Jeg har ikke lyst til at leve, og jeg har sat en kniv til min strube. Jeg fanger også migselv i at "fake" at jeg har det fint og jeg er glad. Nogen gange gør jeg det bare fordi at jeg ikke føler noget når jeg skulle. Har jeg depression?
Kære du
Det lyder til, at du er inde i en periode hvor du har det rigtig dårligt. Det er ubehageligt at gå alene rundt med tanker om ikke at ville leve, og ikke at føle noget, når man burde, så det er rigtig godt, at du har skrevet ind til os.
Det er normalt at gå rundt og 'fake' at være glad, selvom man har det dårligt. Man kan gøre det for at skåne folk omkring en, eller måske fordi man er bange for hvordan folk vil reagere, hvis man åbner op om, hvordan man har det. Nogen prøver også at fake det over for sig selv, fordi de føler, at de 'burde' være glade.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, om du har en depression, men ud fra hvad du skriver, lyder det sandsynligt. Jeg er i hvert fald sikker på, at du har brug for hjælp. Man skal ikke gå alene rundt med tanker om, at man ikke har lyst til at leve. Jeg vil derfor råde dig til at snakke med nogen om det. I første omgang kan det måske være en veninde, din familie eller måske en nabo. Gerne en voksen, da de bedre vil kunne hjælpe dig. Måske kan du få brug for professionel hjælp, f.eks. fra en psykolog. Hvis du tager til din læge, kan han eller hun hjælpe dig med en henvisning. Du kan også prøve at snakke med en af dine lærere, de vil kunne henvise dig til psykologen som er koblet til din skole.
Hvis du overvejer at tage dit eget liv, er livslinien et godt sted at henvende sig. Du kan kontakte dem på telefon 70 201 201, og de har også en chat mm. Du skal også være meget velkommen på vores egen chat her på Cyberhus.
Kram
Luna