Stram Skede
Stram Skede
Jeg er en dreng og jeg har en kæreste som jeg er meget glad for. Vi vil gerne have sex men vi har et stort problem.. min penis er umådeligt stor og hendes skede så stram så det er umuligt at have samleje. Vi har prøvet med både glidecreme og finger og vi ved ikke hvad vi skal gøre, HJÆLP:((
Kære dig.
Hvor er jeg glad for, at du holder af din kæreste, og at I har lyst til at have sex med hinanden! Det lyder dog også rigtig svært det, du skriver med, at det der med sex bare ikke lige fungerer. Det kan være enormt frustrerende, for sex kan betyde rigtig meget.
Du skriver, I har prøvet med glidecreme og finger, men at hun er for stram og du er for stor. Det er rigtig godt, I har prøvet jer lidt frem, og glidecreme er altid en god ide. Det er også utrolig vigtigt, at kvinden er varmet godt om inden, især hvis hun i forvejen er lidt stram eller anspændt i underlivet. Det er sådan, at man som kvinde ikke altid har kontrol over alle musklerne i underlivet. Hvis nogle af dem er ekstra anspændte og bare ikke vil slappe af, kan det altså være meget smertefuldt eller helt umuligt at have sex. I kan læse mere om det her.
Ligesom for mænd, spiller det psykiske også en stor rolle. De fleste piger vil i starten af deres seksualitet have lidt svært ved at slappe helt af, og derfor kan det være svært at have sex. Jeg tænker derfor på, om det mon er første gang for din kæreste, og om det måske kan spille en rolle? Måske I skal snakke lidt om, hvad hun føler, om hun måske er lidt nervøs? Måske I skal bruge lidt tid på at varme hende op psykisk også, så hun føler sig rigtig godt tilpas og slapper helt af? I må huske på, at det er okay og ret normalt, at det ikke lige lykkes første gang. Giv jer selv god tid, prøv lidt med fingrene og hyg jer med at lave andre ting, der tænder jer. Hvis din kærestes muskler i underlivet er helt stramme og spændte, kan det tage lidt tid at lære at slappe af. Så øv jer lidt, når I ses, så skal det nok lykkes en dag. Det kan også være en god idé for din kæreste at prøve at få en gynækologisk undersøgelse, bare for at være sikker på, at der ikke er noget galt.
Jeg håber, du kan bruge mit svar!
Sophie