Kære du

Det lyder som om du har det rigtig dårligt i øjeblikket. Intet gør dig glad, alting virker ligegyldigt, og du er begyndt at gøre nogle uhensigtsmæssige ting, bl.a. at cutte og slås. Der er mange ting i dit brev, og jeg vil prøve at komme omkring det hele.

Først vil jeg sige, at det er meget normalt at fortælle andre, at man har det okay, selvom man egentligt ikke har det okay. Både hvis ting 'virker' for en, og hvis intet virker. Og så tænker jeg, at det er godt og imponerende, at du stadig fungerer fint, på trods af hvordan du har det.

Det er ærgerligt, at du ikke stoler på dine venner. Har du en grund til ikke at stole på dem? Hvordan er du bange for, at de vil reagere? Mange tøver med at fortælle selv deres nærmeste venner, når de har det dårligt, fordi de er bange for, hvordan de vil reagere. Nogen kan f.eks. være bange for, at de så ikke vil snakke med en længere, at de siger det videre, eller at de siger noget grimt. Overvej hvorfor du ikke stoler på dem. Måske de kunne reagere på en god måde, hvis du sagde noget. Det at du har det lidt bedre, når du går sammen med dem, er godt. Også selvom du bliver stille og ikke føler dig glad, når du kommer til at tænke over det. Selvom man ikke er glad, hvis man virkelig tænker over det, kan man nogle gange godt blive fanget i situationen, og faktisk føle sig glad i små glimt. Det er om at nyde de små øjeblikke, og for en kort stund prøve at ignorere, at man generelt ikke er glad.

Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig, at dit ønske om at blive 'fucked up' handler om, at du ville ønske, at der var noget andet. Du har oplevet, at den 'stille pige', du normalt er, er trist. Ved at starte med f.eks. at drikke eller slås, sker der noget. Du holder op med at være den stille pige og håber på, at det kommer til at betyde, at du holder op med at være trist. Derfor får jeg lyst til at sige, at hvis du egentligt har lyst til at være den stille pige, kan du godt være det, og stadig blive glad. Det at slås meget kan give dig problemer på længere sigt, især når det går så voldsomt til, som det lyder til, at det gør. Måske du blev ved med at sparke ham fordi det virkede ligegyldigt? Det er godt, at I ikke er uvenner nu, men det kunne godt gå galt på et tidspunkt. Du kan overveje hvad du egentligt ønsker at få ud af slåskampene. Følelsen af at være god til noget? Nærkontakt med andre mennesker? Komme ud med dine frustrationer? Måske du kan finde en mere hensigtsmæssig måde at gøre det på. Selvskade er også sjældent hensigtsmæssigt, og jeg håber, at du er stoppet, når du nu har fundet ud af, at det ikke virker. Hvis ikke, kan du som med slåskampene prøve at finde ud af, hvad du gerne vil have ud af selvskaden. Finder du ud af det, kan du prøve at gøre noget, der kan være mere hensigtsmæssigt på længere sigt. Nogle bruger sport, træning eller en hobby som maling til at komme ud med de svære følelser. 

Det lyder til, at det er ved at blive lidt for meget med det dystre. Ikke at du behøver at være 'tøset' med pink og farver, men det at du ville ønske, at det var din arm der så sådan ud, og især at du ikke vil leve mere, gør mig bekymret. Sammen med at alting er ligegyldigt, at du ikke er glad og at du har mistet interessen for de ting du plejer at elske, synes jeg at du skal opsøge noget hjælp. Det er jo ikke sjovt at synes, at livet er ventetid for døden. Nogle af de ting du beskriver kan f.eks. være tegn på depression. Under alle omstændigheder er det ikke rart at gå med alene.

Så er spørgsmålet hvordan du skal have hjælp. Det lyder til, at du har svært ved at åbne op, så det vil være vigtigt at finde en, du tør åbne dig op sammen med. Det kan være en forælder, lærer, veninde eller måske en nabo. Jeg vil dog også råde dig til at få noget professionelt hjælp. Kemi er vigtigt, når man går til psykolog, og det kunne lyde som om, at dig og din tidligere psykolog ikke var det match, du havde brug for på det tidspunkt. Du kan evt. prøve at få tid til en ny psykolog, en du tør åbne op til (evt. efter et par samtaler), og som kan hjælpe dig med dine tanker. Du kan få en henvisning igennem din læge, eller du kan tage kontakt til skolepsykologen.

Jeg håber, at jeg er kommet igennem det hele, og at mit svar har hjulpet dig. Hvis ikke, eller hvis du har brug for mere, skal du være meget velkommen på vores chat, eller du kan skrive til brevkassen igen.

Kram

Luna