Snydt til matematik eksamen (svar hurtigst muligt!!!)

brevkassespørgsmål

Snydt til matematik eksamen (svar hurtigst muligt!!!)

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Hej.. Jeg skal have svar hurtigst muligt!!!!!! Jeg går i 9. klasse og sidste uge havde jeg terminsprøver. Sagen er, at i dag så fik vi færdigheds regning tilbage, også sagde min lærer, at vi først får vores problemregning tilbage på onsdag, fordi at der er 1-2-3 personer som har snydt, og det må man ikke, sagde han! Jeg er så ked af det og jeg kan ikke tænke på andet, jeg græder hele tiden og jeg har det så forfærdeligt - for jeg har snydt til min matematik problemregning. Jeg har næsten kopieret alle svarene fra en anden opgave på opgaver.com. Jeg fortryder det så inderligt meget, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det, og jeg har det virkelig dårligt.. Hvad er konsekvensen for at snyde, og hvad kommer der til at ske med mig? Kan jeg blive bortvist på skolen. Jeg er så ked af det, og der er 2 dage tilbage til vi får det afvide, men jeg kan ikke holde mig. Hilsen den triste pige ;((

Svar: 

Kære triste pige. 

Øv en træls situation, du står i. Det lyder til, at du er rigtig ked af, at du har snydt og fortryder det rigtig meget. Det er selvfølgelig ikke så heldigt at snyde, men vi er jo alle bare mennesker, og alle begår fejl en gang i mellem. Og jeg gætter på, at du har lært rigtig meget af det her. Så selvom det hele virker rigtig træls lige nu, så kan det måske hjælpe lidt at huske på, at du faktisk har lært en hel masse, og det er faktisk meget godt.

Jeg ved desværre ikke, om der findes nogle overordnede retningslinjer for, hvad der sker, når man har snydt i en terminsprøve. Mit umiddelbare bud er, at din prøve ikke vil tælle som afleveret og du skal lave en ny prøve. Jeg kunne også forestille mig, at dine forældre vil blive orienteret. Men det er forskelligt fra skole til skole, hvad retningslinjerne er. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig frustrerende at vente på svar fra din lærer, så jeg tænker om du måske har mulighed for at kontakte din lærer, og fortælle ham sandheden og hvor meget du fortryder? Selvom du har snydt, og din lærer nok ikke er så tilfreds med det, så ved at fortælle ham sandheden, så viser du ham også, hvor meget du fortryder det og hvor ked af det du er. At fortælle sandheden er noget, som rigtig mange mennesker sætter stor pris på. Hvis du ikke har lyst til at fortælle ham om det, så tænker jeg, at det nok vil være en god idé at fortælle dine forældre om det, for de får det nok af vide uanset, og så er det nok bedre at det kommer fra dig. Jeg kan godt forstå, at det nok ikke er en rar samtale at have, men det vil være så stort af dig at fortælle sandheden, og det kan være, at det kan lette dit hjerte lidt.  

Selvom du har det rigtig dårligt nu, så husk på, at din dårlige samvittighed viser bare, at du har en god moral og gode værdier. For det vil faktisk være værre, hvis du ikke havde dårlig samvittighed over at du snød. Så du kan trøste dig lidt med, at du ved, at du er en god person, der blot har begået en fejl - som vi alle jo gør en gang i mellem. 

Jeg håber, at du finder ud af, hvad der skal ske hurtigst muligt.

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program