Mit håbløse liv, del 2.
brevkassespørgsmål
Mit håbløse liv, del 2.
Hej Cyberhus. Jeg har kontaktet jer med noget lignende før. Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere dette spørgsmål, men jeg tror at jeg bliver nødt til at skrive den. Jeg er 19 år og i sommers blev jeg student. Nu har jeg et sabbatår for at arbejde og det går mildt sagt ad helvedes til. I sommer var jeg ferievikar som skraldemand i en uge, hvilket gik fint. Siden har jeg haft to jobs som jeg ikke kunne finde ud af, eller kunne lide og som jeg blev fyret fra. Mit selvværd er i forvejen skrøbeligt på mange måder. Af hvilke årsager ved jeg ikke helt præcist, men det bunder nok i at jeg føler at jeg er dårlig til langt de fleste ting, ikke har mange særlig tætte venskaber, ikke føler at der er særlig mange jeg har meget til fælles med eller hører sammen med, at jeg er forelsket i en pige der har slået op med mig og at jeg oveni hatten selvfølgelig banker mig selv i hovedet med diverse negative tanker. Noget der nogle gange føles fortjent og andre gange ufortjent.
Mine forældre virker trætte af mig, da jeg har svært ved at finde 100% motivation til at søge job (selvom jeg arbejder lidt på det) og samtidig lever for meget i min egen verden. Jeg synes (ved?) at de overvejende har ret og jeg har dårlig samvittighed overfor dem, da de døjer med mindre fysiske mén efter en slem bilulykke. Jeg føler mig som en belastning og synes at jeg bør tage mig sammen. Det er som om mit forhold til dem smuldrer. Skylden og skammen blusser i mig når jeg er sammen med dem. Idag var jeg eksempelvis lige ved at græde mens vi spiste aftensmad. Jeg går lidt og håber at kontakten vil forsvinde, når jeg forhåbentligt flytter hjemmefra om 1-2 år. Det føles som om det ville være bedst for alle parter og det er et håb der også næres af en lyst til, at spare dem fra at døjes mere med mig. Jeg føler nemlig at jeg er en plage for dem. Jeg har ligefrem opfordret min mor til at smide mig ud hjemmefra, mens vi har skændtes. Måske mest i frustration, men også fordi jeg lidt synes at jeg fortjener det.
Jeg føler at livet er blevet en blindgyde. Jeg har ting jeg er passioneret omkring, navnligt at skrive kreativt, men det kan jeg ikke tjene penge på, i hvert fald ikke endnu. Jeg har svært ved at forklare hvordan jeg har det. Og jeg føler at jeg forekommer utrolig usympatisk og klynkende i det jeg skriver. Måske er jeg også det og måske bør jeg bare tage mig sammen, men derfor er det stadigvæk svært at gøre. Jeg har overvejende hadet de smagsprøver jeg har fået på 8-16 arbejdslivet, men jeg skal jo have et arbejde. Det skal jeg for min egen skyld, for at tjene penge til at lade mine forældre være, for ikke at virke som en taber og en milliard andre ting. Jeg skal få et arbejde sådan som tingene ser ud nu. Også selvom jeg ikke føler at jeg er egnet til et normalt job. Noget jeg skammer mig lidt over. Jeg har besluttet at jeg vil læse videre. Ikke så meget fordi jeg har lyst, men fordi jeg passer langt bedre til det end manuelt arbejde (det siger meget lidt) og fordi det måske vil give mig mere energi og flere muligheder for/til at dyrke de ting jeg brænder for. Og så fordi jeg jo skal lave noget, inden jeg forhåbentligt får vind i sejlene og opnår mine drømme.
Som sagt føler jeg at jeg lyder som et tudefjæs i mit spørgsmål og at det svært at formulere det. Trods alt dette føler jeg at jeg bør sende denne besked og få råd og måske en chat om tingene, eller en anden form for hjælp. Min situation er ikke holdbar, omend jeg selv synes jeg er den ansvarlige for at det går så elendigt. Skal jeg bare tage mig sammen? Skal jeg tvinge mig selv til det? Skal jeg tage til lægen og risikere at få en eller anden diagnose? Eller en psykolog? Hvad fanden skal jeg gøre? Det er den sætning hele mit sygeligt lange skriveri kan koges ned til. Jeg håber der er andet at gøre end at smide håndklædet i ringen. Men ind i mellem frygter jeg at det ikke er tilfældet, på længere sigt.
Svar:
Hej Kasper
Lad mig starte ud med at gøre det helt tydeligt. Du er IKKE et tudefjæs. Du er en ung fyr på 19 år, der har svært ved at finde ude af hvilken vej du skal gå.
Jeg kan garantere dig at der er mange andre unge der har det som dig. Langt de fleste mennesker oplever perioder i livet, hvor alting føles som om det står stille. Hvor man ikke kan finde meningen. Hvor man er i tvivl om hvad det er man vil og skal. Og mest af alt, hvor man slår sig selv oven i hovedet over, at man ikke kan finde ud af det ligesom alle andre kan. TRUST ME...alle andre kan heller ikke. Måske ser det sådan ud, men virkeligheden er en anden. Særligt de første voksenår, er ubegribeligt svære for mange. Man skal jo til at genfinde sig selv i en helt ny rolle, som et voksent menneske. Det er langt fra enkelt, og mange(hvis ikke de fleste)kæmper med det.
Jeg tror du skal prøve at tænke lidt anderledes omkring det her. Det her med at finde sin plads, og finde det som giver mening tager altså tid. De fleste mennesker skifter retning, mange gange gennem livet. Så en idé om at du skal finde det helt rigtige lige nu og her, tror jeg er at sigte lidt for højt. Det er på ingen måder unormalt at man pludselig skifter retning når man er 27, 35, 46, eller 52 år. Du er 19 år. Du har masser af tid.
Jeg kan godt forstå, at du let kommer til at slå dig selv oveni hovedet, efter at være blevet fyret to gange. Når du selv har den her oplevelse af at du ikke kunne finde ud af jobbet. Men altså...måske har du bare afprøvet de forkerte typer jobs? Ingen kan alle slags jobs. Mennesker der er fantastisk succesfulde til én ting, kan fejle voldsomt til andre typer af jobs.
De oplevelser du har haft, kan måske give dig en idé om hvilken vej du ikke skal gå? Men det siger ikke noget om, hvorvidt du kan finde ud af noget...for det kan du.
Hvad var det som var fedt ved jobbet som skraldemand? Friheden ved at være udenfor? At det var hårdt fysisk arbejde? Noget helt tredje måske? Prøv at spørge dig selv om hvad det var der gjorde det job fint. Nogle af de samme elementer kan sagtens findes andre steder også.
Samtidig tænker jeg også det handler lidt om forventningen til jobbet. Skal de være superfedt og absolut meningsfuldt? Det kunne også være at det "bare" skulle være et arbejde der giver dig noget erfaring, og penge. Et sted som du ikke nødvendigvis skal bruge så meget mental energi. Netop som du selv siger. Noget der giver penge på lommen, og så kan du fokusere din mentale energi på at skrive. På det du er passioneret omkring.
I det hele taget synes jeg det er vigtigt at du holder fast i de ting du er passioneret omkring. Måske kan du med tiden finde en måde at få din passion og et arbejdsliv til at hænge sammen. Har du overvejet at læse kommunikation, litteratur, journalistik, formidling eller en af de mange andre uddannelser der arbejder aktivt med det at skrive? Det er selvfølgelig ikke det samme, som at skrive som forfatter(hvis det er sådan du finder glæden) Men det er en chance for at blive bedre til at skrive, og måske også en chance for at opdage helt nye sider af det at skrive. En chance for at opdage nye veje, som du kunne finde glæde i.
Jeg kan godt forstå, hvor den her følelse af skam kommer fra. Følelsen af at du er til besvær, og at det på mange måder ville være lettere at bryde kontakten til dine forældre. Jeg fornemmer at du godt ved, at det ikke er rigtigt. Du vil på ingen måder glæde hverken dine forældre eller dig selv ved at bryde kontakten. Det er en desperat tanke, som naturligt opstår, når det er svært at finde gode løsninger.
Vi mennesker er vores egen værste fjende. Vi fokuserer på det negative, og vi er mestre i at fortælle os selv, hvad det er vi gør forkert. Så længe du går alene med de her tanker, og "kun" taler med dig selv, vil den udvikling bare fortsætte. Det er tydeligt at læse, at du allerede har stirret dig blind på alt det du ikke kan. Alt det du gør forkert. Og alt det der bare ikke er godt nok. Og så længe du "kun" spørger dig selv, vil du blive ved med at give dig de samme svar.
Her er din tanke om at få snakket med nogen vigtig...og helt rigtig. Du bliver nødt til at have hjælp til at se muligheder. Og endnu vigtigere. Hjælp til at se, at du er lige så god som alle andre. At der er masser af ting du kan.
Og Kasper...det har alle mennesker brug for. Har du overvejet at snakke med dine forældre. Måske kender dine forældre til den her følelse? Husk lige igen. Det er altså noget langt de fleste støder på før eller siden i livet.
Fortæl at du føler, at du er i en blindgyde. Og at du skammer dig over at du ikke kan få det til at virke, som du gerne ville. Du er bare et menneske, Kasper. Du er "bare" kørt fast, og har brug for lidt "starthjælp".
Jeg kan, som sagt, godt forstå din følelse. Der er så meget fokus på succes. At være målrettet og gå efter det man vil. Der er så meget fokus på de positive historier om unge der ved hvad de vil og "går efter det", at man let kommer til at tro, at de fleste har det sådan. I virkeligheden er det lige omvendt. De fleste har det som dig.
Giv lige dig selv en chance. For du er lige så god som alle andre. Jeg er sikker på du nok skal finde vej. Du skal sikkert prøve en masse af, og du vil helt sikkert også fejle. Men det gør ALLE. Mange taler ikke så meget om det. Gå med den her følelse du har, om at tale med nogen om det. Dine forældre, eller professionel hjælp måske. I din kommune findes der en Åben anonym rådgivning, hvor du kan henvende dig helt anonymt. Det kunne være et godt sted at starte. Man behøver ikke sige hvem man er, og man behøver ikke have et bestemt problem. Man behøver bare at have brug for at snakke...og det har du.
Nu nævner du selv chat, og du er selvfølgelig også altid velkommen til at klikke ind forbi vores chat, og få en snak.
Det vigtigste er at du får snakket med nogen om det her. At du får hjælp til at se nye muligheder, og tænke anderledes omkring dig selv og din fremtid. Derfra var du står, ser dit liv måske håbløst ud. Husk at der er tale om et øjebliksbillede. Husk at det kun ser sådan ud, fra lige præcis den éne vinkel du ser dit liv fra. Med hjælp, kan du med garanti, få øje på andre ting.
Ting ændrer sig. Jeg er sikker på, at det her vil ændre sig for dig. Du har masser at byde på, og der venter dig masser af fantastiske oplevelser. Du skal "bare" have lidt "starthjælp" til at få øje på dem.
Gode tanker
Niels-Christian
Relateret indhold
At miste og sorgen der følger med...
hej Cyberhus.. dette er en meget lang historie, som virkelig VIRKELIG går mig på. men jeg vil forsøge at beskrive det så godt jeg nu kan.. håber i forstår det jeg skriver, for det er ikke til at komme igennem ved jeres chat..
mig og min eks kom sammen i næsten 2 år.. jeg har skrevet flere...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Bipolar?
Hej. Jeg er en pige på 15 år. Jeg er Særlig Sensitiv, så det giver nogle gange nogle komplikationer. Men her på det sidste (de sidste par måneder) har jeg haft virkelig store humørsvingninger. Jeg ved godt, at der er noget alle teenagere har, men jeg er i tvivl om mine hører ind under det "...
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Ked af det
Hej.
Jeg er nødt til at finde ud af, om det er mig den er gal med eller om jeg har ret til at være ked af det.
Lige nu sidder jeg med hovedet begravet i eksamenslæsning (eller det burde jeg jo).. for det er sådan, at jeg har mistet overskuddet fuldstændig, og jeg kan ikke tage mig...
Mai har svaret på dette spørgsmål
