Kære dig

Tak for dit brev. Det lyder til at du er ved at gennemgå en længere arbejde med dig selv. Du beskriver hvordan at du er vokset op med nogle bestemte holdninger og syn på bl.a. sex, og at det nu påvirker dig på en måde som betyder at du føler skam og skyld. Det kan man kalde et mønster, hvilket betyder at dine tanker og følelser automatisk vil gå i en bestemt retning, når mønstret sættes igang - her når der bliver talt om sex eller hvis du onanerer. Det gælder også hvis andre nævner de her ting, så jeg tænker at det måske var derfor at du reagerede så kraftigt, da din psykolog sagde at du "bare skulle gå hjem og se et afsnit mere". Men det gode er, at du godt kan ændre dine mønstre! Det kræver hårdt arbejde - som du også selv skriver - og ofte kræver det at man samarbejde med en psykolog eller terapeut.

Ud fra hvad du beskriver, så lyder det til at du rejste dig og gik, da din psykolog sagde de ting til dig? Hvad nu hvis du havde fortalt hende om hvad det satte igang i dig - ligesom du gør her i brevet. At det havde taget mange kræfter for dig at fortælle om, og at du oplever hendes kommentar som fordømmende, ulækker og upassende. Hvad tror du så at hun ville sige? Måske ville hun prøve at undersøge hvorfor at hendes ord kan skabe så store følelsesmæssige reaktioner i dig, hvor de kommer fra og hvilken betydning de har (gør de gavn eller gør de skade?). Lige nu har dine tanker og følelser haft den konsekvens at du er stoppet ved din psykolog, og at du forsøger at undgå hende (og dermed undgå situationer hvor dine følelser måske kommer til udtryk). Og er det den bedste løsning?

Jeg kan selvfølgelig ikke vide om din psykolog er helt galt på den, og hvis du føler meget stærkt for aldrig at se hende igen, så skal du vide at du jo faktisk har frit psykologvalg. Du må derfor gerne vælge en ny psykolog - og du behøver ikke engang snakke med hende om det. Du skal bare kontakte en ny psykolog, og så sørger de for resten. Jeg tænker i hvert fald at det vil være rigtig godt for dig at samarbejde med en psykolog eller en terapeut, for det lyder som om at dit mønster er meget stærkt. Men jeg synes det er vildt sejt at du kan mærke at der sker en forskel og at du faktisk kan være OK med at du onanerer. 

For onani er en naturlig ting, og det er sundt at være nysgerrig på hvad kroppen kan - og hvad den ikke kan. Du spørger også ind til hvad mon almindelige omsorgsfulde mødre lærer deres børn, og jeg tænker at de lærer dem at onani og sex er en naturlig del af livet, men at det er meget vigtigt at man kan mærke sin egen grænse både ift. hvad man ønsker at andre må gøre ved en, og ift. hvor ofte man ønsker at onanere. Jeg tror også at en omsorgsfuld mor vil sige at man aldrig skal føle sig forkert over at gøre noget som er en naturlig del af livet. 

Så ja, du er på rette vej, men jeg vil klart anbefale dig at snakke med din psykolog igen - og være helt ærlig omkring hvad du oplevede sidst og hvad det gjorde ved dig. Hvis det er helt udelukket, så vil jeg anbefale dig at finde en ny psykolog. Du kan søge her: www.psykologeridanmark.dk

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du også er velkommen i vores 1-1 chat. 

Venlig hilsen

Signe