Hej brevkasse

Jeg skriver, fordi jeg har brug for at høre fra en anden, hvad jeg skal gøre med mit liv og med min situation, som jeg nu vil forklare. Og ja, det er noget af en smørre, som jeg kommer med.

Jeg er i starten af tyverne og det er min kæreste også. Vi har været kærester i snart 7 år og vi har nærmest været uadskillelige lige fra starten. Vi blev kærester på den efterskole vi gik på, og da året sluttede, flyttede jeg hjem til ham og hans familie, da jeg havde nogle problemer derhjemme med min mor og stedfar. Så jeg flyttede altså hjemmefra i en alder af 16. Dog var jeg super glad for, at jeg måtte flytte hjem til hans familie og de tog imod mig med åbne arme og de har den dag i dag en stor plads i mit hjerte. 

Min kæreste og jeg flyttede så ud af hans barndomshjem for over 2 år siden. De første måneder var fantastiske - endelig havde vi vores eget og endelig kunne vi være kærester over alt uden at tænke på, at hans forældre ville se os eller høre os. Men jeg er nu kommet til et punkt i vores forhold, at jeg ikke er lykkelig mere. Jeg fik for over et år siden en lille krise og denne krise er jeg ikke kommet ud af. Det hele startede med, at jeg kom i militæret og aftjente min værnepligt i 4 måneder. Hver weekend kom jeg hjem og hver evig eneste fredag, hvor jeg kom ind ad døren til lejligheden, så lignede lejligneden noget der var løgn. Vi havde på det tidspunkt en kat, og kattebakken var ikke tømt efter jeg sidst havde gjort det. Derudover var der en kæmpe opvask altid og lejligheden lignede bare altid noget der var løgn. Hver gang sagde jeg det til min kæreste, at jeg blev ked af at se lejligheden sådan og at jeg ville ønske, at han gjorde noget ved det. Hver gang blev han fornærmet og vi blev altid uvenner. Det fortsatte sådan hver weekend og jeg kom gang på gang hjem til en bombet lejlighed. Og jeg var ulykkelig og ked af det hver weekend. Jeg var jo træt efter en hård uge i militæret og tanken om at skulle hjem til en roddet lejlighed, det magtede jeg bare ikke. Og jeg blev så skuffet hver gang, fordi jeg kunne bare ikke forstå, hvorfor han ikke gjorde noget ved det, når han nu vidste, hvor ked af det jeg blev. 

De 4 måneder gik og jeg kom hjem igen og hjem til de gamle vaner. Men det var bare som om, at jeg ikke kom videre. Jeg følte mig bare så udnyttet og jeg følte, at min kæreste ikke respekterede mig. Jeg snakkede med nogle af mine veninder om det og var helt ude til det punkt, at jeg ville flytte og jeg simpelthen ikke kunne mere. For selvom min kæreste ikke lavede en skid, da jeg ikke var hjemme, så var der heller ikke nogen aktivitet, når jeg så var hjemme. Han er opdraget på en måde, at hans forældre altid har gjort alt for ham. Han har aldrig lavet huslige pligter og har aldrig skrællet kartofler, taget opvasken eller noget som helst. Derfor har han ikke forståelse for det nu og at jeg ikke kan gå og lave alt herhejmme. Den første tid hvor vi boede sammen i lejligheden, syntes jeg, at det var fint nok. Men efter et stykke tid og især efter min værnepligt, fik jeg virkelig øjnene op. Jeg vil ikke gå herhjemme og være husmor og opvarte ham i hoved og røv. Jeg vil have hjælp, hjælp til madlavningen og han skal selv se støvet på hylderne. Det er bare umuligt at få ham til at forstå det. Jeg har sagt det til ham så mange gange og alligevel er han ligeglad. Han kan finde på at ignorere mig totalt. Og hvis jeg skal ned og træne, så siger jeg lige til ham, at han godt må rydde sit tøj op fx til når jeg er hjemme igen. Og så ligger tingene der stadig, når jeg træder ind af døren. "jamen jeg glemte det", siger han bare. Det er så frustrerende. 

Det var mit første store problem! Det andet problem er, at jeg ikke føler, at jeg vil have børn med ham og stifte familie. Slet ikke når tingene er sådan herhjemme mht pligter. Jeg kan bare ikke se det for mig, at jeg går rundt med børn på armene og at jeg også skal ordne vasketøj og alt andet. For jeg er 100% sikker på - han ændrer sig aldrig på det punkt. Han er doven af natur og jeg græder bare ved tanken om, at skulle leve sådan i fremtiden.

Det tredje problem er, at han er min første og eneste kæreste. Jeg har aldrig været sammen med andre end ham og føler lidt, at jeg går glip af noget. At jeg går glip af at være ung og single. Min kæreste har været sammen med flere piger før mig, så for ham er han ligeglad og han føler ikke, at han har brug for at være sammen med andre end mig. Men jeg har derimod en følelse af, at jeg ikke har prøvet at være rigtig ung og dum endnu. Mine veninder siger dog til mig, at jeg ikke skal være ked af det - de fortryder mange ting nemlig. Men jeg har bare fået sådan en lyst til at være single og kun have mig selv at tænke på.

Lige til sidst er der også nogle andre ting. Min kæreste er blevet en smule tyk på maven, da han aldrig dyrker motion, og det bekymrer mig en del. Helt ærligt må han selv om, at han ikke har en flad mave længere, men det var jo ikke rigtig en tyk mand jeg blev forelsket i dengang. Han spiser usundt hver dag og kan ikke engang løbe 1,5 km uden at dø. Jeg er selv meget aktiv og træner næsten hver dag. Jeg kan godt lide at se godt ud, men det virker som om på ham, at han er ret ligeglad med sit ydre.

Den sidste ting er at han aldrig rigtig har været særlig glad for min familie. Min familie var heller ikke ellevilde med min kæreste i begyndelsen, og det er fordi min kæreste er meget stille, når han er sammen med dem. Privat er han sjov og udadvendt, men sammen med dem gik han helt sort. Dog efter nogle år begyndte de at kunne lide ham mere og mere, men min kæreste er stadig en helt helt anden person, når han er sammen med min familie - også efter 7 år! Han er meget stille og sidder tit bare og laver ansigter og svarer på spørgsmål med korte sætninger. Det irriterer mig helt vildt og han ved det godt, men han gør ikke noget ved det. Når jeg er sammen med hans familie, der er jeg 100% mig selv og glad og smilende. Han er bare fuldstændig anderledes og meget indadvendt og lukket.

Okay helt til sidst er mit spørgsmål så - hvad fanden gør jeg for at blive lykkelig? Jeg er med på, at vi nok er vokset fra hinanden, men er forholdet overhovedet til at redde? Jeg vil jo selvfølgelig godt blive med ham, men jeg har efterhånden kun dårlige ting at sige om vores forhold. Vi har det godt sammen generelt, men han er mere vild med mig, end jeg med ham og jeg har brug for hjælp.