Anoreksi??

brevkassespørgsmål

Anoreksi??

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej 

For ca. 1 år siden begyndte jeg at spidse mindre og mindre. Da jeg næsten ikke spidste, blev dem omkring mig urolige. jeg skulle tage på! Jeg veget på det tidspunkt 36 kg og var 13 år og 152 høj. Så da der blev taget hånd om det var der ikke mere. Men nu er jeg begyndt at tænke på at træne mere og at kigge på kalorier! Jeg er nu 162 høj og vejer 45 kg og føler at det er for meget. Jeg har også tangken om at være perfekt! Har jeg anoreksi eller haft???

Svar: 

Hej med dig

Det er rigtig fint, du skriver ind til brevkassen med dit spørgsmål. Jeg synes, det er godt, at du er opmærksom på, om dine tanker omkring mad, vægt og træning er ved at tage overhånd. Og især, når du har haft lidt udfordringer med det for et års tid siden. Det er vigtigt at få nok med god mad, så kroppen kan fungere ordentligt, og så du kan vokse, som du skal. Så jeg forstår godt, at dem omkring dig bliver urolige, når du ikke spiser nok.

Ud fra din højde og din vægt lyder det til, at du er en slank dreng, som ikke har behov for at tabe sig. Men derfor kan man selvfølgelig godt have følelsen af, at man vejer for meget. Måske skal du prøve at tænke over, hvorfor du ønsker at tabe dig. Er det fordi, du synes, du er for tyk? Eller er der en bestemt kropsdel, du er utilfreds med? Hvis der er en bestemt kropsdel, du er utilfreds med, kan du for eksempel fokusere på de ting ved dig selv, som du synes godt om, i stedet for at fokusere på den eller de ting, du bryder dig mindre om.

Det er svært for mig at sige, om du har eller har haft anoreksi. Anoreksi er nemlig en sygdom, så det handler om mere end bare mad, træning og vægt. En person kan for eksempel godt være meget tynd uden at have anoreksi. Derfor synes jeg, du skal bestille tid hos din læge, så I kan snakke om det. Lægen kan nemlig bedst vurdere, om det er anoreksi. Der er nemlig nogle forskellige symptomer på sygdommen, og det ved din læge sikkert en masse om. Og hvis du ikke har lyst til at komme til læge lige nu, så synes jeg, du skal finde en anden voksen, du kan snakke med om dine tanker om mad, vægt og motion. Det kan for eksempel være dine forældre, en lærer på skolen eller en pædagog i klubben. Det er nemlig vigtigt at få snakket om dine tanker, så du ikke går alene med dem. Så kan de voksne også hjælpe dig med at gå videre med det, hvis det bliver nødvendigt. Det kan også være anstrengende at føle at man skal være perfekt hele tiden, da det nok er ret umuligt, så det kan også være godt for dig, at prøve at sætte nogle ord på det. Måske kan det spille sammen med dine tanker om din vægt og kost, så jeg vil råde dig til at prøve at snakke med en voksen om det. Hvis du ikke synes, at du har en voksen omkring dig, som du kan snakke med, kan du prøve at kigge på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, hvor du både kan chatte og ringe ind.

Du skriver også, at der blev taget hånd om det sidst. Hvordan blev der taget hånd om det der? Hvis det blev gjort på en god måde, så skal I måske prøve at gøre det på samme måde igen. Det er en god idé, at der bliver gjort noget ved det, før det kommer til at fylde for meget for dig. 

Her til sidst vil jeg nævne, at det ikke er usundt eller unormalt at træne og kigge på kalorier. Det er sundt at være aktiv og ikke spise mere mad end kroppen har brug for, og der er mange mennesker, der træner en del og holder øje med, hvor mange kalorier de indtager. Dog skal du være opmærksom på, at træning og kalorier ikke kommer til at fylde for meget i din hverdag. Det skal ikke tage overhånd, så du tænker på træning og kalorier konstant. Et eksempel på, at det fylder for meget, kan være, hvis du ikke har lyst til at være sammen med dine venner, fordi du er bange for, at I skal spise sammen, og at du derfor ikke ved, hvor mange kalorier du indtager. Eller hvis du hellere vil træne end at være sammen med dine venner. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner fra Ditte

 

Dittes billede
Ditte har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program