Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Hvor meget sukker om dagen?

brevkassespørgsmål

Hvor meget sukker om dagen?

brevkassespørgsmål af
Taus
13 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hej tandlæger,

Jeg er en dreng på tretten og mig og min far vil lave en lille undersøgelse. Vi ville spørge om hvor meget sukker man må spise om dagen?

Forresten snakker vi ikke om naturelt sukker men altså det man putter i chokoladebare og sodavand

Tak på forhånd

 

 

Svar: 

Hej dreng 13 år

Tak for dit spørgsmål om sukker. Jeg kan desværre ikke svare konkret på dit spørgsmål. Dels fordi du ikke skriver noget om, hvad det handler om (hvad vil du opnå ved at spise mindre sukker?). Dels fordi der ikke er nogen, der har sat et tal for, hvor meget sukker "man må spise". 

Der er ikke engang enighed om, hvor meget sukker en dansker i gennemsnit spiser - altså hvor meget vi selv køber og putter i og på maden og hvor meget der er puttet i industrielt fremstillet mad, drikke, snacks, slik osv. De tal jeg har kunne finde i aften siger over 30 kg sukker pr år. Og da en del danskere er spædbørn og nogle har sukkersygej og nogle ikke kan fordrage sukker, så bliver der jo gennemsnitligt mere sukker til os andre.

En noget vattet form for svar er, at eet af statens kostråd er "spis mindre sukker". På Sundhedsstyrelsens hjemmeside anbefaler man desuden, at "unge"højest drikker 1/2 liter sodavand/saft om ugen.

Anbefalingerne om at spise og drikke mindre sukker kommer af, at der er en lang række sygdomme som har forbindelse til dit sukkkerforbrug. Huller i tænderne, overvægt, diabetes, hjerte-kar sygdomme osv. I alle dokumenterede sammenhænge er der individuelle forskelle. Der er for eksempel børn og unge, der ikke får huller i tænderne, på trods af, at de spiser og drikker rigtig meget sukker.

Du skriver ikke noget om, hvad dit spørgsmål handler om - altså hvorfor du vil undersøge det at spise mindre sukker. Men da du har sendt spørgsmålet til en tandlægebrevkasse, så måske er det tænderne, du tænker på?

Så vidt jeg ved, har sukkerforbruget i Danmark ligget stabilt i mange år. På trods af det falder antallet af huller i tænderne hos børn og unge stadigvæk. Ikke så hurtigt som det gjorde for 25 år siden, men det falder stadig. Så som tandlæge tolker jeg det sådan, at de daglige vaner har ændrer sig på måder, så børns og unges tænder tåler sukkeret bedre end de gjorde for een eller flere generationer siden.

Omkring 80 % af danske børn og unge har aldrig - eller næsten aldrig - huller i deres tænder. På trods af, at de sandsynligvis spiser lige så meget sukker som de sidste 20 %. Vi ved ikke helt nøjagtigt hvorfor antallet af huller er faldet så meget. Men vi ved, at det er noget, der sker overalt i verden. Det bedste bud er at det handler om at næsten alle børn og unge børster deres tænder og bruger fluortandpasta 1 eller 2 gange dagligt. Og at mange familier har en sukkerpolitik, der går ud på ikke at spise sukker hele tiden. De børn og unge, der ikke får huller i deres tænder, vil sandsynligvis ikke få bedre tandsundhed, hvis de spiser mindre sukker.

De sidste 20 % af børnene får rigtig mange huller i deres tænder. Hvis du er een af dem og dit mål med at se på dit sukkerforbrug er at få færre huller, så kan jeg som tandlæge klart sige til dig, at det vil gøre en stor forskel, hvis du laver dine vaner om med hensyn til sukkeret.

Eksperterne er ikke helt enige om, om det med sukkeret handler mest om præcis hvor meget sukker, du spiser. Altså jo mere sukker, jo flere huller. Andre mener, at det mere handler om hvordan dine sukkerspisevaner er. Helt konkret: jo flere gange om dagen du putter sukker ind i munden, jo flere huller får du. Mængden er ikke så vigtig.

Sukkerfabrikkerne har et helt andet slogan, de siger: "Der går aldrig hul i en ren tand" (det står vist stadigvæk på sukkerposerne). Det er et citat fra tandlægeforskningen fra for mange år siden og det holder nogenlunde - men ikke helt stik. Men på den måde behøver sukkerfabrikkerne ikke at påtage sig nogen skyld for dine huller. Du kan bare børste dine tænder bedre rent for bakterier, så får du ikke huller i tænderne.

Den sidste form for svar er, at hvis du systematisk fodrer dine tand-husdyr - mundens bakterier - med sukker mange gange om dagen, så ændrer de kemiske forhold i din mund sig. Bakteriernes syre gør munden mere "sur" (lavere Ph). Det betyder over tid, at sammensætningen af dine bakterier ændrer sig, så du får flere bakterier, der kan lide de sure omgivelser. Og de sure bakterier er dygtigere til at lave (mere) syre af sukker. Så du kan faktisk træne dine bakterier til at blive hurtigere til at ødelægge dine tænder.

Den sidste store faktor er arvelighed. Hvis dine foældre havde mange huller i deres tænder som barn, så er det mest sandsynligt, at du også får samme problem. Det handler helt konkret om sammensætningen af dit spyt, noget der ikke kan laves om på. Men naturligvis også af dine forældres - og dermed dine - vaner og livsførelse.

Hmmph. Nu var det jo altså et helt enkelt spørgsmål, du stillede mig. Som jeg ikke kan svare på. Så derfor fik du i stedet en fristil om sukker.

Med venlig hilsen

Niels Hansen, tandlæge

 

 

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program