Hvad er det?
Hvad er det?
Hej Cyberhus.
Har i de seneste måneder oplevet, at jeg på et eller andet tilfældigt tidspunkt er blevet nervøs. Det er mega forvirrende, for det sker altid på dage hvor jeg egentlig ikke skal noget overhovedet. Det startede hen med bare at være en lille uro jeg fik i kroppen og nu er det gået hen til at være direkte nervøsitet. Jeg har tænkt over om det kan være angst, men mennesker med angst får jo også kun deres anfald når de skal noget, ikke? Det er da mærkeligt bare sådan at blive nervøs når man ikke skal noget som helst?
Har i nogle ideer til hvad det kan være? Det begynder at ske oftere og oftere og jeg er begyndt at blive lidt bekymret.
Kære dig
Tak for dit brev. Det er rigtig sejt at du skriver herind, nu når du begynder at være bekymret for det du oplever.
Som udgangspunkt er det svært for mig at sige om der er tale om angst eller bare naturlig nervøsitet, fordi du ikke konkret beskriver hvad du er nervøs for (dine tanker når det sker) eller om det sker på nogle bestemte tidspunkter. Derfor kan jeg alligevel godt forestille mig at det må være meget forvirrende og måske endda frustrerende at gå rundt med en uro i kroppen som man ikke kan finde en årsag til. Så jeg vil prøve at fortælle dig en smule om hvad angst er, og hvordan det opleves. Hvis du mener at det passer godt overens med din oplevelse, så vil jeg klart anbefale dig først at snakke med dine forældre, og så tage ned til din læge. Det er meget vigtigt at man tager tegn på angst alvorligt, fordi det kan udvikle sig og være meget ubehageligt - det kan endda forhindre dig i at gøre nogle af de ting som du ellers godt kan lide at lave.
Først og fremmest, så kan man godt opleve angst uden at der er en bestemt grund. Jeg forestiller mig at du tænker på angst som en fobi, hvor man f.eks. er rigtig bange for edderkopper. Det er også angst, men angst kan også godt komme i mere eller mindre grad uden at man lige kan se en synlig grund til det. Men der er dog stadig forskel mellem at føle sig nervøs, og så være direkte angst. Derudover er der forskel på hvordan angsten opleves. Der er nogen som oplever panikanfald (de begynder at hyperventilere, få kvæningsfornemmelser, svimmelhed og lignende), og så er der andre som oplever det mere som tankemylder og mere som nogle indre fornemmelser.
I det danske diagnosesystem skelner man mellem følgende former for angst:
Agorafobi: Angst for at være på steder med mange mennesker, hvor man ikke kan komme væk, f.eks. i en bus, i toget eller en kø i supermarkedet.
Socialfobi: Angst for at føle sig observeret eller kritiseret, hvis man spiser sammen med andre, siger noget når man er flere sammen eller går ud med en ny kæreste.
Enkelfobi: Angst i specielle situationer, f. eks. i mørke, tordenvejr eller i lukkede rum eller ved synet af blod, edderkopper eller slanger.
Panikangst: Anfald af angst som er så uudholdelige at man forsøger at undgå situationer, hvor man tidligere har haft panikanfald - man undgår f.eks. bestemte steder eller situationer.
Generaliseret angst: Konstant angst hvor man er nervøs, får hjertebanken, bliver svimmel, sveder, ryster og spænder i musklerne. Her oplever man også ofte mange ubehagelige tanker.
Blandet angst – depressionstilstand: Blanding af angst og depression i så høj en grad at der er tale om en sygdom, men ikke så udtalt at man har en angsttilstand eller en depression.
Som allerede sagt, så er det svært for mig at bedømme om det du oplever, er nervøsitet eller om det er angst. Hvis du har mulighed for det, vil jeg anbefale dig at komme ind i vores chat og fortælle lidt mere om din oplevelse til en af vores rådgivere. Så kan han/hun hjælpe dig med at blive lidt klogere på hvad du oplever og hvad du kan gøre ved det. Eftersom at det bekymrer dig, så er det også noget som du skal tage alvorligt.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Kærlig hilsen
Signe