Hej kære du.

Jeg er helt overbevist om at psykologen ikke har ønsket at gøre dig ked af det eller få dig til at føle at du ikke er god nok/grim/dum. Jeg tror ikke hun har forsøgt at se ned på dig eller være nedladende, men måske har hun forsøgt at fortælle dig at du nok skal nå det hele - du har bare haft mere at kæmpe med end andre på din alder. Pas på at du ikke overtolker det der bliver sagt til dig. Er det noget hun egentlig siger eller er det noget du tolker ud af det hun siger?

En anden ting: Det er altid farligt at samligne sig selv med andre for der er mange grunde til at vi er forskellige steder i livet, både økonomisk-, kærligheds- og karriere-mæssigt. Vi skal finde vores egen vej her i livet og være glade for og stolte over hvad vi har, er og gør - og huske at ting tager tid :)

Nu ved jeg ikke hvad du har snakket med psykologen om, men det virker mig en anelse uprofessionelt at hun fortæller om sine børn med mindre du selv har spurgt ind til det. Hendes opgave er jo og hjælpe dig, og jeg har svært ved at se hvordan det hjælper dig at høre om hendes børn og hendes liv. Måske det ikke er en dum ide at finde en anden psykolog eller måske en terapeut? Snak evt. med din læge om det - måske han/hun kan henvise dig til en dygtig psykolog/terapeut. Ellers tænker jeg at du kan overveje at rette henvendelse til psykologen igen og fortælle hende hvorfor du føler at hun gør dig ked af det. Det er jo meningen hun skal hjælpe dig - ikke gøre dig ked af det.

En ting er helt sikkert: Du er IKKE en fiasko! Glem aldrig det :) Held og lykke videre frem!

De bedste hilsner

/ Trine