har brug for svar
har brug for svar
kære dem der nu svarer jeg vil gerne spørge om det er meget underligt at ryge og at ryge hash som 12 årig. jeg kommer tit til at gøre dumme ting som jeg ikke lige tænker over fx. jeg har røget (både hash, cigeratter og el cigeratter) drukket, stjålet og malet grafitti. jeg ved det lyder utroligt men det er sandt. disse ting sker bl.a. p.g.a min vennekreds. vi kommer tit til at køre hindanden op. please giv jeres ærlige mening. har brug for svar
Hej med dig,
Jeg vil starte med at prøve at svare direkte på dit spørgsmål: "er det meget underligt at ryge og at ryge hash som 12 årig". "Underligt" kan jo betyde mange ting.
Hvis du mener underligt som i at det er unormalt, så vil jeg svare ja til dit spørgsmål. Forstået på den måde, at det er langt de færreste unge på 12 år, som ryger/ryger hash.
Hvis du mener underligt som i at det er usmart at ryge/ryge hash, så vil jeg også svare ja til dit spørgsmål. Der er en masse alvorlige konsekvenser ved at ryge (både cigaretter og hash), som kan komme til at gå ud over én selv senere i livet. Fx er rygning årsag til næsten alle tilfælde af lungekræft og rygning øger kraftigt risikoen for mange andre kræftsygdomme og hjertekarsygdom. Du kan læse mere om helbredsskader ved rygning hér. Hash indeholder et stof, der hedder THC, der påvirker din hjerne, også i en længere periode end den, hvor du egentlig føler dig skæv. Ryger man meget hash, er der større risiko for afhængighed, psykisk sygdom, indlæringsvanskeligheder og opmærksomhedsproblemer. Når man er barn og ung er ens krop i fuld gang med at udvikle sig, og det gælder også hjernen. Der er store og meget vigtige områder af din hjerne, blandt andet det område der kaldes frontal lapperne, der slet ikke er færdige med at udvikle sig. Både hash og alkohol i store mængder kan påvirke udviklingen af de her vigtige områder. Det er også derfor hash er ulovligt og alkohol først anbefales at drikkes, når man er ældre. Du kan læse mere om hjernen og rusmidler her.
Du skriver, at du gør mange ting uden at tænke over det. Jeg får alligevel en fornemmelse af, at du tænker lidt over det, fordi du også skriver, at du kommer til at gøre "dumme ting". Når du skriver dumme ting, så må det være fordi, at du godt selv ved, at det ikke er en særlig god idé at ryge, stjæle, drikke og så videre. Det er i hvert fald vigtigt, at du kender konsekvenserne af dine egne handlinger. Så du er klar over, at det går ud over dit eget helbred, når du ryger. På samme måde skal du vide, at det også kan blive en hindring for dig senere, hvis du bliver taget i at lave kriminalitet, fx at stjæle. Eksempelvis er der flere uddannelser (bl.a. politibetjent), som man kun kan tage, hvis man har en ren straffeattest - det vil sige, at man aldrig har lavet kriminalitet eller andet ulovligt.
Hvis disse ting sker pga. din venneskreds, så tænker jeg, at I måske kunne tage en snak og overveje, hvorfor det er, I kører hinanden op til at lave "dumme ting"? Og om alle i vennekredsen egentlig kender konsekvenserne af de ting, I laver? Måske I kunne finde på andre ting at få tiden til at gå med? Det kunne være skateboarding, fodbold, spil, playstation, svømning, film og så videre - der er mange ting, man kan lave, uden det behøver have negative konsekvenser. Hvis du ikke føler dig tilpas med de ting, I laver i din vennekreds, kan du også tænke lidt over, om det er den rigtige vennekreds for dig. Det kan være svært at ændre på selv, men måske dine forældre kunne hjælpe dig med nogle af disse overvejelser?
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at det har givet stof til eftertanke.
Venlige hilsner
Simone