Halløj alle i dejlige mennesker.

Først og fremmest vil jeg gerne sige undskyld fordi jeg ikke har skrevet nogen indlæg i det sidste lange stykke tid, men det skyldes primært to ting. Jeg har været nede med stress flere gange siden mit seneste indlæg – og jo jeg ved godt stress ikke er noget at spøge med, så derfor har det været vigtigt for mig at komme ned i gear efter et par veloverstående eksaminer og nu en masse arbejde. Udover at have været stresset over alt og intet i en længere periode har jeg også tilrevet mig en rimelig kedelig depression, godt nok i den blide ende.
Jeg har haft en masse ting på det seneste som krævede at jeg tænkte mit liv og også min fremtid igennem.
Jeg har mødt en dejlig fyr, som jeg måske skal bruge noget af livet sammen med, jeg skal bare lige finde ud af om jeg tør satse på endnu et forhold, i ved om nogen at ikke alle mine forhold har været spændende eller motiverende, og det er uden at have hørt om de to sidste jeg har befundet mig i.
Derudover har jeg stillet spørgsmålstegn ved min uddannelse – ikke så meget ”er det virkelig det her jeg vil bruge mit liv på?” mere spørgsmål som gider jeg virkelig at sidde på skolebænken og være til grin.
Der er stor forskel på uddannelse og selvstudie, men det skel kan min lærer desværre ikke se, eller også er hun ikke interesseret i at lære os noget.
Studiet er ikke blevet et hak bedre siden jeg startede på grundforløbet for 1½ år siden, og der er desværre ikke udsigt til forbedring i den nærmeste fremtid. Så valget har stået på om jeg ville gøre det færdigt eller ej. Alt på uddannelsesfonden taler for at give op, men jeg er stædig og vil virkelig ikke fejle mere. Så jeg gør uddannelsen færdig og håber på lysere sider.
Selvom det måske virker som to små banale ting ligger der en lang række tanker og følelser bag, som man ikke bare kan skubbe til side, selvom dette ville være det absolut nemmeste.
Jeg har svært ved at træffe valg, måske fordi jeg tidligere har taget så mange af de forkerte, jeg er bange for fremtiden og hvad den vil bringe og derfor prøver jeg altid at fastlægge alle konsekvenserne og veje dem op mod hinanden, herefter kan jeg måske tage et valg.

Nu lyder det sikkert helt sindssygt men jeg har hele mit liv været vant til at ”kæmpe for min overlevelse” – men efter jeg er blevet rask er det som om der ikke er mere at kæmpe for, og jeg føler at jeg sidder fast.
Jeg tager hver dag som den kommer, når jeg lukker øjnene om aftenen, eller midt på dagen, fordi der ikke er noget at lave, beder jeg til at det hele er bedre, at der sker noget, når jeg åbner øjnene igen, men sjovt nok sker der intet af sig selv. Jeg ligger som jeg har redt, for jeg har ikke overskuddet til at gøre noget ved det.
Jeg kan ikke overskue at leve på denne måde, men jeg kan heller ikke overskue at ændre noget. Et eller andet sted gør det mig bange, for hvad nu hvis jeg aldrig får overskuddet tilbage, hvad hvis jeg aldrig kommer videre.

Trist, ja jeg ved det godt, men det er desværre blevet en realitet.
Og nej, jeg har heller ikke overskud til at sidde og skrive dette indlæg, men i dag havde jeg i det mindste
tiden – for den står som sædvanligt på selvstudie.  

Nu ved i hvorfor jeg ikke har blogget og jeg skammer mig, men dette er skylden.

Jeg håber i stadig vil følge med i min historie, for den er endnu ikke færdig.

Kram til alle Pallione.