Mere moden end mine veninder

brevkassespørgsmål

Mere moden end mine veninder

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Jeg har lyst til at prøve at have sex, og onanere, osv. jeg har ingen kæreste og der er ingen jeg kan lide, så kommer nok ikke til at prøve det lige foreløbig. Men jeg kan ikke tale med mine veninder om det, da jeg føler at jeg er noget mere moden end dem, de kan godt snakke om pik og sådan noget, men ikke noget om om de har lyst og sådan. Jeg tænker på pik HELE tiden. Ved ikke hvad jeg skal gøre, for at passe bedre ind med mine veninder?

Svar: 

Hej med dig

Når man er teenager, som du er, så er det helt normalt at begynde at få lyst til at onanere, at have sex og sådan nogle ting. Men det kan godt være lidt svært at snakke med sine veninder om sådan noget. Nogle føler, det er lidt pinligt at snakke om, og måske tænker du på, om dine veninder mon har det på samme måde som dig. Så jeg forstår godt, hvis du ikke helt føler, du passer ind på det punkt.

Men måske har dine veninder det i virkeligheden ligesom dig. Måske er de også begyndt at få lyst til at onanere og til at have sex, men måske tør de bare ikke snakke om det. Det kan være, de går med de samme følelser, som du gør, men at de heller ikke fortæller det, fordi de er bange for venindernes reaktion. Så næste gang, I snakker om pik, kan du prøve at fortælle, hvordan du har det. Ellers kan du også spørge, om de nogensinde har haft lyst til pik, og i den forbindelse kan du fortælle, at du nogle gange har lyst til pik. Det kan være, de synes, det er sejt og modigt, at du fortæller det. Og hvis dine veninder ikke er begyndt at få lyst endnu, så skal det nok komme på et tidspunkt. Unge udvikler sig nemlig i forskellige tempoer, så det kan være, de først begynder at få lyst til pik om nogle måneder eller måske først om nogle år.

Jeg håber, I kan få snakket om det. Det er ikke en rar følelse, når der er noget, man føler, man ikke kan snakke med sine veninder omkring. Og jeg forstår godt, at du ikke helt føler, du passer ind sammen med dine veninder, fordi du føler dig mere moden i forhold til dem. Men forhåbentlig passer du ind sammen med dem på rigtig mange andre punkter. I har sikkert en masse andre ting til fælles, som I kan snakke om. Og fordi du er lidt mere moden end dem i forhold til sex, kan I måske stadig godt snakke om lyster og om sex. Det kan jo godt tænkes, at de er nysgerrige på at høre, hvordan det føles at have lyst, og hvordan du har det.

Hvis du har brug for at snakke om dine lyster, og du ikke vil gøre det med dine veninder, har du måske en anden person, du kan snakke med om det? Det kan være en anden ven, et familiemedlem eller en helt tredje person. Sommetider kan man blive nødt til at bruge forskellige personer til forskellige ting. Det vil sige, at du sagtens kan hygge dig og passe ind med dine veninder på rigtig mange punkter, men at du måske skal finde en anden, som du kan snakke om sex, onani og lyster sammen med. Men jeg synes godt, du kan prøve at snakke med dine veninder om det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du får en god snak med dine veninder eller en anden om det hele. Hvis du fortsat har en følelse af ikke at passe ind sammen med dine veninder, er du altid velkommen til at skrive til brevkassen igen. Ellers kan du skrive i chatten, hvis du har brug for en snak.

Mange hilsner fra Ditte

Dittes billede
Ditte har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program