Dilemma

brevkassespørgsmål

Dilemma

brevkassespørgsmål af
Emilie
20 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Hej brevkasse

jeg står i en meget svær situation. Jeg vil hoppe direkte til det: Sagen er den, at min bedste ven, Frederik, som er forelsket i mig, ikke kan lide, at jeg taler med andre drenge. Han bliver meget hurtigt jaloux, og har op til flere gange skåret i sig selv, udelukkende fordi han har set mig tale med en klassekammerat (dreng). Jeg har flere gange bedt ham lade være, men det nytter simpelthen ikke, han bliver ved med at skade sig selv, når bare den mindste kontakt til andre drenge sker. Jeg ved så ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg vælger at droppe kontakten til ham, sker det, at han siger han vil begå selvmord. Vælger jeg at fortsætte venskabet, ender jeg i den lorte situation, hvor det hele udvikler sig til et kæmpe skænderi hvis jeg taler med en anden fyr. Når det sker, går det også udover mine drengevenner, da de føler, at de skal tage lidt afstand fra mig, pga. ham. Jeg føler, at han på den måde kontrollerer mig, og hvis jeg lader ham blive sur og jaloux hver gang, ender det nok med, at han kommer til at bestemme en hel masse. Jeg er ikke typen der går med til det, og derfor vil jeg meget gerne finde en løsning. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg dropper kontakten så vil han begå selvmord, og han kan sagtens finde på det. Hvis jeg fortsætter venskabet, kan jeg ikke have andre drengevenner, eller bare den mindste kontakt til andre, for så 'sårer' jeg ham. 

Jeg håber virkelig I kan hjælpe mig! 

Svar: 

Kære du,

Jeg kan sagtens forstå, at du føler, du står i en meget svær situation, hvor du på en måde får påtaget dig et kæmpe ansvar af din ven Frederik. Jeg vil starte med at sige, at du lyder til at være en rigtig god veninde, som går op i, at dine venner har det godt. Det er en positiv egenskab, at du er der for dine venner og er opmærksom på ikke at såre dem.

Når det er sagt, så synes jeg, det lyder til, at din ven Frederik har det rigtig svært. Du skriver, at han har skåret i sig selv udelukkende fordi, han har set dig tale med en anden dreng. For mig at høre, så lyder det til, at Frederik giver dig en masse skyldfølelse og dårlig samvittighed, uden du har gjort noget som helst forkert. Uden jeg selvfølgelig kan vide det med sikkerhed, så tror jeg, at din ven Frederik kæmper mig andre problemer, udover at være forelsket i dig. Uanset hvad, så er det vigtigt for mig at understrege, at det aldrig kan være din skyld eller dit ansvar, at din ven skærer i sig selv - ligesom det heller ikke er din skyld, hvis han i værste fald begår selvmord. Det lyder lidt som om, at han forsøger at kontollere eller styre dig ved at gøre skade på sig selv, men det er jo på ingen måder hensigtsmæssigt eller i orden.

Det jeg kan anbefale dig at gøre, det er at tage en god, alvorlig snak med din ven Frederik. Spørg ind til, hvordan han generelt har det og om han har nogle udfordringer eller problemer, som fylder meget i hans liv. Jeg synes også, du skal opfordre Frederik til at tage kontakt til 'Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade', fordi jeg tror, det ville være godt for ham at få hjælp til at stoppe med at skære i sig selv. Det er en alvorlig adfærd at skære i sig selv, og det er oftest et tegn på, at man virkelig har brug for hjælp. Hos 'Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade' kan han få gratis hjælp, rådgivning og viden omkring de problemer, han kæmper med. Du kommer ind på deres hjemmeside, ved at trykke hér.

'Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade' hjælper også pårørende, som kender en person, der gør selvskade. Hvis du føler, du har brug for at snakke med én, der ved mere om, hvordan man som pårørende skal hjælpe en person, der skader sig selv, så kan du evt. kigge på linket hér.

Jeg synes også, du skal gøre det klart for Frederik, at du holder rigtig meget af ham, men at du ikke vil lade dig kontrollere af ham. Han skal altså stoppe med at give dig skylden for, at han skærer i sig selv, og han skal stoppe med at true med selvmord. Hvis han går med selvmordstanker, så skal han søge professionelt hjælp - fx hos 'Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade'.

Når Frederik bliver meget jaloux af at se dig snakke med andre drenge, så er det højst sandsynligt et tegn på, at han er bange for at miste dig, hvis du fx får en kæreste eller en anden rigtig god drengeven. Derfor ville det måske være en ide at gøre det klart for ham, at han ikke vil miste dig - heller ikke selvom du har andre drengevenner eller får en kæreste. Fortæl ham, hvor god en ven han er, og at du ikke vil "bytte ham ud" med en anden dreng. Og hvis han har andre problemer i sit liv, så vil du være der for ham.

Jeg håber meget, at du kan bruge mit svar. Afslutningsvis vil jeg igen understrege, at det på ingen måde er din skyld, at din ven Frederik skærer i sig selv, ligesom det aldrig vil være din skyld, hvis han kunne finde på et selvmordsforsøg.

Venlige hilsner

Simone

 

 

 

Simone har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program