Hvorfor tror folk, så snart jeg siger det mindste de ikke kender, ikke bryder sig om eller som ligner noget der er imod dem, at de skal diskutere? Diskussion er egentlig bare udtryk for, at om ikke kan omsætte sin viden og derfor taler på en måde der mere eller mindre består af vrøvl og selvmodsigelser. Når jeg beder folk om at fortælle mig, hvad jeg må tage og ikke tage, så siger de intet. Ingen skriver navn på tingene. Det er som om at de er fuldstændig ligeglade med hvad der er hvad og hvem der ejer hvad, man gætter bare og så tager man noget. De holder også bare fast i noget, der ikke er virkelighed, men en illusion eller det de i psykiatrien kalder vrangforestilling. Og hvordan skal man forholde sig til, at folk tror det handler om diskussion, når man fortæller fakta og forventer, at de kan finde ud af at handle på baggrund af de fakta jeg fortæller og det de selv ved?