piller :(
piller :(
Har piller til at lægge ved siden af mig, overvejer virkelig at tage dem! kan virkelig ikke holde det her liv ud mere, det hele er blevet for meget... men hjemme og kommune systemet! :(
Kære du
Det gør mig rigtig ondt, at du skriver, at du ikke kan holde livet ud længere, og derfor også har overvejet at tage nogle piller. Jeg får lyst til med det samme at sige, at selvom det her og nu måske kan virke som en god løsning at tage her fra, er der altid en bedre mulighed. Der er altid en udvej som er bedre - det tror jeg på, at der også er for dig!
De fleste vil i løbet af deres liv opleve dårlige perioder, der bliver fyldt op af en masse svære tanker og følelser, som har en masse smerte med sig. En smerte der kan være rigtig svær at håndtere og være i, for hvad skal man dog stille op med den? Ville det ikke bare være lettere hvis man ikke levede, så ville man jo ikke kunne mærke alt den smerte? Uanset hvad tænker jeg, at der altid er en anden løsning. En løsning hvor man igen vil komme til at opleve alle de gode ting, der venter her i livet, alt det du har tilgode. Jeg har skrevet med en del unge som har haft selvmordstanker, og det mange af dem har tilfælles er, at de faktisk ikke ønsker at dø. Men de ønsker at få fred og ro, for alt den smerte som de oplever, alle de problemer og udfordringer som de bakser med. Så ligesom at du skriver, at det hele er blevet for meget, tænker jeg måske også du har lyst til bare at få fred fra det hele? Men fred er heldigvis ikke det samme som døden. At ønske sig fred kan også være et ønske om forandring, at din situation bliver ændret, så du får det bedre, og igen kan få et dejligt liv som du fortjener. Du kan selv være med til at skabe den her forandring. Du skriver ikke meget om din situation, men det lyder som om, at du har det svært derhjemme, og også har haft problemer med at snakke med nogle fra kommunen. Jeg ved godt, at det derfor kan være lettere sagt end gjort, at skabe forandring og det kan være op ad bakke, men jeg tror på at du kan finde modet og styrken til at klare det.
For at kunne skabe forandring tænker jeg, at det er enormt vigtigt at kunne be om hjælp. Vi mennesker er her for at hjælpe hinanden, og de fleste oplever faktisk stor glæde ved at hjælpe andre, da det kan gøre, at man føler sig betydningsfuld. Jeg synes derfor også, at det er rigtig godt, at du har skrevet til os her i Cyberhus - det er et vigtigt skridt på vejen. Jeg tænker også på, om du har nogle tæt på dig, som du kan snakke med om, hvordan det er at være dig, og hvordan du går og har det? Det lyder som om, at du bærer rundt på en masse ting. Det kan måske være rigtig svært at få taget hul på alle de ting, men når først du er i gang er jeg næsten sikker på, at du vil opleve det som en form for lettelse. Det kan nemlig være så afgørende, at snakke med et andet menneske om hvordan man egentligt har det. Så er der mon en voksen i dit liv, som du kunne betro dig til? Det kan være en mor, far, moster, venindes mor, moster, onkel, lærer, nabo eller anden. Sammen kan I måske vurdere, hvad det bedste er der bliver gjort i din situation og hvordan du får den hjælp, som du har brug for.
Derudover vil jeg anbefale dig en hjemmeside som hedder livslinen.dk. Her sidder dygtigere rådgivere klar til at hjælpe, og du kan både ringe til dem, men også chatte. De har stor erfaring med at hjælpe mennesker, der har tanker om at tage sit liv, og de har hjulpet rigtig mange. Hvis du har lyst til at læse mere, synes jeg, at du skal kigge nærmere på deres hjemmeside.
Du skriver ikke noget om, hvor længe du har haft det på den her måde, men jeg håber virkelig snart, at det hele ser lysere ud for dig. Du vil på din vej højest sandsynligt opleve nedture, men jeg tror på at du alligevel kan holde dig op og stå igennem det der skal til for at du igen vil få det godt. Sender alt lys og styrke din vej.
De bedste hilsner
Annika