Hej jeg har brug for hjælp

brevkassespørgsmål

Hej jeg har brug for hjælp

brevkassespørgsmål af
Rasmus
11 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej jeg er 11år kommer fra S, jeg tror jeg hører stemmer. 

af og til begynder jeg at tænke og imens jeg tænker så kommer der nærmeste små stemmer frem ved ikke hvad jeg skal gøre tør ikke at sige det til min mor 

 

Svar: 

Kære Rasmus. 

Du skriver, at du tror du hører stemmer, og det kan jeg godt forstå, du er lidt skræmt af. Derfor synes jeg, det er rigtig modigt, at du skriver herind.

Det må være rigtig ubehageligt at gå rundt og være urolig for, om der er noget helt galt. Jeg kan ikke svare på, om det er noget alvorligt, så derfor synes jeg bestemt, at du skal tale med din mor om det. Jeg kan godt forstå, at det kan være grænseoverskridende, og at du er bange for, hvad hun vil sige til det, men jeg er sikker på, at hun ville kunne hjælpe dig med at afgøre, om det er noget du skal gå og være bange for.

Når vi tænker, har vi alle en form for indre stemme, eller flere, det er helt normalt. Fordi vi tænker i sprog, kører vores tanker i en slags indre tale, og det kan godt minde lidt om stemmer. Nogle mennesker hører de indre stemmer tydeligere end andre. Jeg tænker derfor, at du skal prøve at afgøre, om stemmerne føles som om, de er inde i dit hovede og er nogle du selv styrer, eller om de kommer ude fra, som om der er nogen, der taler til dig. Her tror jeg igen, at det vil være en stor hjælp for dig at snakke med nogen om det, enten din mor eller en anden. Så kan du jo spørge, hvordan det er for dem, når de tænker. Hvis de også føler, der er en slags stemmer de tænker igennem, så er det jo helt normalt.

Jeg tror også, du skal tænke over, om stemmerne er generende for dig, og hvad de siger til dig. Hvis de er det, eller begynder at være det på et tidspunkt, synes jeg, det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, så der kan blive gjort noget ved det. Udover dette, synes jeg også, du skal vide, at der faktisk er rigtig mange mennesker, der føler de hører stemmer uden at være syge, så det behøver slet ikke være alvorligt. Nogle mennesker synes endda, at det kan være en fordel. Så gå ikke i panik! Snak med nogen om det. Det skal nok gå!

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive igen eller komme på chatten, vi vil altid gerne snakke med dig. 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program