Kære Nanna

I dit brev har du opdelt dine spørgsmål i 3 dele, og jeg vil gøre det samme med mine svar. Først vil jeg lige sige tak fordi du har skrevet ind til vores brevkasse. Dit brev giver udtryk for at du har en del følelser og tanker som fylder rigtig meget lige nu, og det er rigtig flot at du har sat ord på, og har taget første skridt til at få det bedre.

1. Det er ikke din skyld! I dit brev beskriver du en oplevelse, hvor din far lagde sig ind i din seng - beruset - og begyndte at tage på dig. Du skriver at du prøvede at få ham til at stoppe, men han lyttede ikke. Du skal vide at det ikke er okay at han gjorde det mod dig, og at det aldrig kan være din skyld. Din far skal være den voksne og passe på dig, ikke omvendt. Det kan være rigtig svært både at få sagt fra i situationen og man kan bagefter få (ligesom du) følelsen af at man selv var skyld i det eller at man skulle have gjort mere for at sige fra. Det er meget svære følelser og de kan virke meget overvældende. Fordi du har et anspændt forhold til din (sted)mor, så lyder det ikke til at du føler at du kan fortælle hende om det der skete. Jeg vil altid anbefale at du fortæller nogen om hvad der skete, og måske du har en anden som du kan stole på? Det kan være en lærer, din læge eller en veninde. Det lyder ikke som om at det er noget der er sket igen siden dengang, men derfor kan selv en enkelt oplevelse af den slags, sætte sig fast og påvirke hvordan du fremadrettet møder andre, særligt mænd. Du skriver selv at du generelt har mistet tilliden til andre mennesker, og det er helt forståeligt. Du fik dine grænser overtrådt, og det skal tages alvorligt. Ud fra hvad du skriver længere nede i brevet, vil jeg også anbefale dig at overveje at begynde hos en psykolog. Hos en psykolog kan du få bearbejdet din oplevelse i et trygt rum, og samtidig få redskaber der kan hjælpe dig med at få det bedre. At snakke med en psykolog er ikke udtryk for svaghed eller for at du er mislykkedes. Det kan være rigtig svært at spørge andre om hjælp - eller at erkende at man har brug for at snakke med nogen om de ting der er sket for en. Så når man tager det skridt (ligesom du allerede har taget et skridt ved at skrive ind til os), så viser man enorm styrke og vilje til at få det bedre.

2. Det du beskriver her, kan lyde som socialangst. Socialfobi er også angst, men i så høj grad at selv tanken om at være social giver angst/panikanfald. Socialangst kan komme i flere forskellige grader, og det kan variere fra situation til situation. Det er ikke utænkeligt at det du oplever er et resultat af dine oplevelser i din barndom, og jeg synes virkelig at det er flot hvor reflekteret du er omkring det. Du er rigtig god til at sætte ord på både dine oplevelser, men også de følelser og tanker der hænger sammen med oplevelsen. Igen vil jeg mene at det kunne være godt for dig at snakke med en psykolog. Når du er vokset op med en alkoholisk mor, vil du højst sandsynligt have oplevet en masse voldsomme og svære situationer. Uanset om man kan huske hvad der er sket eller ej, vil de ting vi oplever i vores barndom, påvirke os som voksne, og derfor kan det være rigtig vigtig at forstå hvad der skete, for at forstå sig selv. Du kan, hos lægen, få en henvisning til en psykolog for din angst. Det kan også være en henvisning for den reaktion du oplever nu, som er opstået pga. de ting du har oplevet. Det kaldes en belastningsreaktion, og kan komme til udtryk på mange måder. F.eks. ved angst, depression, ptsd eller andet. 

3. Det du beskriver her er både tegnene på at du er et introvert (eller indadvendt) menneske og på at du oplever angst i mere eller mindre grad. Der er overhovedet ikke noget galt i at være introvert, men det kan nogle gange virke som om at man ikke fungerer lige så godt som andre mere udadvendte mennesker, som f.eks. din søster. Her er det vigtigt at du husker på at I er forskellige, og at ligesom I har forskellige måder at være på, så har I også forskellige styrker. Som introvert kan det nogle gange være rigtig svært at overskue mange andre mennesker, men hvis man samtidig er følsom, kan man nemt komme til at føle sig lukket ude af fællesskabet - også selvom at man måske har mest brug for at være alene. Det kan være en rigtig god idé at lære mere om hvad det vil sige at være introvert, og snakke med sine venner om hvad det betyder for måden at være sammen på. Som du skriver, så føler du dig meget mere tilpas når I er på tomandshånd. Snak med dine veninder om hvordan du har det, og fortæl dem hvad du har brug for at de gør (f.eks. tager mere initiativ til at I skal ses, eller at de accepterer det hvis du pludselig har brug for at gå hvis I er sammen et sted med mange mennesker). Her kan du læse mere om hvad det vil sige at være introvert/ekstrovert

Alle dine tre punkter får mig til at tænke at det ville være rigtig godt for dig at snakke med en psykolog. Fordi du er over 15 år, behøver dine forældre ikke at vide noget om at du går til psykolog og du vælger selv hvem du vil fortælle det til. Du skal først og fremmest tage kontakt til din læge og forklare ham - ærligt - hvad du oplever.. Jeg vil også gøre dig opmærksom på et andet tilbud, som er til unge der er vokset op i familier med rusmiddelproblemer. Du nævner både at din mor var alkoholiker, og din far var beruset da han forgreb sig på dig. Projektbrus er et tilbud, hvor man kan få gratis og anonym rådgivning, men det er kun tilgængeligt i 12 kommuner i Midtjylland. Jeg ved ikke hvilken kommune du bor i, men måske er det noget for dig. Du kan se hvilke kommuner her. Hvis du bor udenfor en af de 12 kommuner, så kan du også besøge tuba.dk hvor du kan finde både chat og behandling.

Jeg håber at du kan bruge mit svar, og jeg håber at du vil tage det næste skridt til at få det bedre - også selvom at jeg ved at det kan være utrolig svært! Det er kun en styrke at man kan bede andre om hjælp når man har brug for det, og fordi du skrev herind, er du allerede godt på vej! Husk at du altid er velkommen til at skrive igen eller besøge vores chats.

Kærlig Hilsen

Signe