Gøre mænd en tjeneste

brevkassespørgsmål

Gøre mænd en tjeneste

brevkassespørgsmål af
B
22 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej. Jeg er en pige/kvinde på 22, som har haft en meget svær fortid blandt andet med seksuel misbrug, og er plaget af en masse negative symptomer af den grund. Jeg kæmper dagligt for at få det bedre, og der er også sket mange fremskridt i min personlige udvikling. Jeg har dog stadig især én ting jeg kæmper med. Det er når fyre/mænd fortæller mig hvad jeg skal gøre.

Det er både i forhold til personlige relationer, fx en ven der beder mig om at skænke ham et glas vin, en lærer der beder mig om at tie stille eller rydde op efter mig, eller værst af alt i et parforhold, hvor min kæreste beder mig om almindelige tjenester, som at tage opvasken, give ham et kys eller et knus osv. Jeg kan simpelthen ikke klare det psykisk, fordi det giver mig store flashbacks, angstanfald og gør mig utryg og trist og vred.

Det er jo helt almindelige ting og små tjenester, som jeg også selv beder andre om, og der er absolut intet i vejen når kvinder eller piger beder mig om noget, og det går mig meget på, for jeg hader jo ikke mænd, og vil bare gerne have et normalt forhold til mænd. Men ligeså snart en mand beder mig om noget, føler jeg mig udnyttet, også selvom jeg med min logik ved, at det langt fra er sandheden. Jeg har generelt svært ved at skelne mellem hvornår jeg "bare bør gøre, hvad jeg bliver bedt om" og hvornår jeg bør sige fra, fx hvis jeg bliver antastet af en fyr til en fest.

Jeg reagerer derfor meget voldsomt og følelsesladet over selv de mindste ting. Jeg har i et par måneder haft en kæreste, som jeg elsker rigtig højt, men jeg føler ikke at jeg kan tilfredsstille ham, fordi jeg stadig har dette store problem med at gøre, hvad jeg bliver bedt om. I min krop føles det som om, at jeg enten er nødt til at give mig 100% hen og bare være en form for slave for alle andre eller at være 100% selvkørende og udelukkende tænke på mig selv. Normalt er det sundeste vel at finde en mellemvej, hvor man passer på sig selv men også kan hjælpe andre, men det har jeg svært ved...

Jeg føler nogle gange at jeg er nødt til at dulme min smerte med alkohol eller stoffer, fordi det gør at jeg har lettere ved at slappe af i mig selv og gøre hvad mænd beder mig om. Når jeg er i en rus, føler jeg endelig at jeg har fundet den gode mellemvej, hvor tingene ikke påvirker mig så meget. Håber jeg kan få nogle råd til, hvordan jeg kan blive mere afslappet omkring at skulle gøre ting for mænd, for det kan jeg jo ikke flygte fra resten af livet. :/ 

Mvh. B.

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt se hvor meget du kæmper med følgerne af de oplevelser du har haft med seksuelt misbrug. Jeg tænker det er helt naturligt at du kæmper sådan. Det er desværre nogle ret typiske følgevirkninger at overgreb. 

Jeg kan godt forstå den trang du føler til at dulme din smerte med alkohol eller stoffer. Det er en strategi til at få det der gør ondt til at gå væk. Du prøver at passe på dig selv og gøre noget godt for dig selv. Selvfølgelig er det ikke en god strategi på den lange bane. For som du selv siger, så dulmer det kun smerten. Det for ikke årsagen til smerten til at forsvinde. 

Jeg er, ligesom du, slet ikke i tvivl om at de her smerter indeni, kommer fra dine oplevelser med seksuelt overgreb. Det der er sket kan man selvfølgelig ikke slette, og derfor kan man måske også tænke at der ikke er noget der kan få smerten til at gå væk. 
Der er helt sikkert ikke noget der kan få oplevelsen til at forsvinde. Det vil altid være en del af dig og dit liv. Men du kan godt arbejde med oplevelsen, så den ikke fortsat skal være en smertefuld del af dit liv. Så du kan lære at leve med den på en måde der gør at den ikke skal fylde negativt og være styrende for den måde du tænker og føler...ligesom du oplever nu. 

Du nævner ikke noget om hvorvidt du nogen sinde har talt med nogen om det du har oplevet? Jeg tænker i hvert fald det er tydeligt at du har enormt behov for at tale med nogen om det. Og når jeg siger nogen så tænker jeg både på de mennesker du har omkring dig, og måske også professionel hjælp. 
Eksempelvis kunne det måske være en fordel for dig at fortælle din kæreste at du har oplevet nogle ting der gør at du godt kan finde på at reagere voldsomt. Både for at tage lidt af presset af de situationer hvor du føler du reagerer voldsomt. Men også for at din kæreste kan være opmærksom på hvordan I taler sammen. Du behøver jo ikke fortælle mere end du er tryg ved, men jeg tænker at det måske kunne give dig mere ro?

Endnu vigtigere er at få noget professionelt hjælp. Når du fortæller om de her tanker, angsanfald, og brugen af stoffer og alkohol tænker jeg at det er tydeligt at de her følgevirkninger af det seksuelle misbrug fylder alt for meget og alt for negativt i dit liv. Det kan du ændre på.
Det kunne være med samtaler med en psykolog eksempelvis. Der findes også forskellige muligheder for at tale sammen med andre mennesker der lider af følgeskader fra seksuelle overgreb. Jeg tænker det måske også kunne give et helt andet billede af dig selv, hvis du møder andre som kan fortælle om lignende tanker og følelser?

Din egen læge har mulighed for at henvise dig til en psykolog eller et center for ofre for seksuelt misbrugte. Måske er du ikke klar til at skulle fortælle om det til en læge, og så er der også mulighed for anonym hjælp. Hos Center for Seksuelt misbrugte Øst kan du eksempelvis få anonym rådgivning via chat og telefon. Du kan læse mere om dem her

Jeg kan umuligt sige hvad der er rigtigt for dig at gøre. Men jeg kan høre at det her fylder rigtig meget i dit liv, på en rigtig negativ måde. En måde der hindrer dig i at leve det liv du ønsker og har mulighed for. Jeg tænker du skal tage de her tanker og dig selv så alvorligt at du handler yderligere på den bekymring der fik dig til at skrive her til brevkassen. Det var et stort og vigtigt skridt...jeg håber du kan tage det næste skridt også og søge mere hjælp. 

Jeg håber det lykkes for dig at skabe en positiv ændring i måden det her fylder på i dit liv. Jeg er sikker på det kan lade sig gøre. 

Mange tanker
Niels-Christian
 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program