Kære Malle

Jeg kan forstå på dit brev at du oplever at dine forældre presser dig til en masse aktiviteter, som du ikke har lyst til, og at det påvirker dig på forskellige måder. Jeg kan forstå at det fylder rigtig meget for dig, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. 

I dit brev skriver du at presset får dig til at føle dig fortabt, og samtidig oplever du at du ofte bliver hurtigt ked af det. Du skriver også at det betyder at dine venner er begyndt at trække sig væk fra dig. Jeg synes du skal vide at det er meget normalt at man reagerer ved at blive ked af det, når man føler at man ikke kan leve op til de forventninger som andre stiller. Det kan være fordi at man ikke føler sig god nok, men det kan også være fordi at man føler at man slet ikke kan følge med i de krav som der stilles. Dine forældre vil rigtig gerne have at du deltager i en masse forskellige aktiviteter, og samtidig oplever du også at de ønsker at du skal være på en bestemt måde. Det er enormt hårdt hele tiden at skulle være den person som man tænker at andre ønsker at man skal være. Så bruger man en masse energi på at "være mere", "være bedre" og hele tiden aflæse om man rent faktisk gør det, som man tror at andre mener at man skal. Hvis der så er nogen som, som du skriver, siger "det mindste forkerte" til en, så kan det føles som om at alle ens anstrengelser - al den energi man bruger - ikke er nok. At man ikke er nok. Og derfor græder man. Ikke nødvendigvis fordi at det der blev sagt, var slemt eller ondt, men fordi at det kan føles som om at man (stadig) ikke gør "nok". Udover det, så skal du også bruge energi på at gå til aktiviteter - som du ikke har lyst til - og bruge energi på det. Som jeg læser det, så bruger du lige nu utrolig meget psykisk energi, og hvis man ikke også finder måder at lade sin energi op igen (f.eks. ved at gøre de ting man godt kan lide), så kan man føle sig fortabt, ked af det og træt. Man kan, som du skriver, føle sig nede i et dybt hul, og man har ikke energien til at komme op. Så du skal vide at dine følelser er helt naturlige, og at det er virkelig flot at du er opmærksom på det, og skriver ind til os.

I forhold til at gøre noget ved det, så synes jeg at du skal starte med at snakke med dine forældre om hvordan du har det. Jeg ved godt at det måske kan virke skræmmende, men det er vigtigt at de ved at du ikke kan følge med i de ting som de ønsker at du skal lave. Forklar dem at du føler dig presset af deres ønsker, og at det gør dig ked af det. Det er meget vigtigt at du er ærlig over for dem. Måske kan du vælge at læse brevet her højt, fordi du allerede her forklarer dine følelser rigtig godt. Du skriver at du nogle gange har sagt til dem at du ikke vil, og så er de blevet sure. Har du fortalt dem hele historien? Om dine følelser, at du nogle gange græder meget hurtigt, og at du overvejer at hoppe ud af vinduet for at få det hele til at stoppe? Nogle gange så hører forældre ikke altid efter, og måske forstår de ikke alvoren. Derfor er det vigtigt at man er helt ærlig og får det hele med - også selvom det kan være svært at snakke om det. 

Hvis du nu ikke føler at du kan snakke med dine forældre, eller hvis de reagerer ved at blive sure igen, så vil jeg anbefale dig at snakke med en anden voksen, som du stoler på. Det kan måske være en pædagog i klubben eller din lærer. Han eller hun kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan du bedst kan skære ned på de planlagte aktiviteter og gøre mere af de ting som du gerne vil (biblioteket og ooVoo), og måske endda tage snakken med dine forældre sammen med dig. 

Det er rigtig vigtigt at du fortsætter med at være opmærksom på hvordan du har det, og søger om hjælp hvis du oplever at det hele bliver for tungt at bære. Ligesom du har gjort her. Husk også at hvis du har flere spørgsmål, er du altid velkommen her på Cyberhus.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Kærlig Hilsen

Signe