Parforhold

brevkassespørgsmål

Parforhold

brevkassespørgsmål af
Den splittede
19 år
Oprettet 8 år 3 uger siden

Hej. 

Jeg er en pige på 19 år som har været kærester med en rigtig skøn fyr i over to år. Min kæreste og jeg havde det rigtig svært i starten som kærester da han er etnisk dansk og jeg ikke, men vi kæmpede rigtig meget for den og i dag er det blevet accepteret 100% af mine forældre, hvilket jeg selvføgelig er super glad for! 

Jeg har i rigtig lang tid haft det forfærdeligt svært med min kærestes fortid, dvs eks-kæreste og korte bekendtskaber. Det ødelagde næsten hele vores forhold for jeg kunne slet ikke slippe tanken om, at han har været interesseret i andre end mig. Jeg gik til psykolog med dette, hvilket hjalp og jeg blev student i sommers, som gør at jeg ikke længere ser min kærestes eks'er særligt ofte længere. 

 Jeg kun været forelsket og i seng med én fyr før min nuværende kæreste og det PLAGER mig. Og det er derfor jeg skriver. Problemet er netop det, at jeg går i byen næsten hver weekend og jeg nyder at snakke med fremmede drenge og tænker nogle gange på hvordan det ville være, at have dem med hjemme, især fordi, at jeg kun har haft sex med én fyr før min kæreste. Jeg føler virkelig, at min kæreste og jeg har noget helt specielt - Han er min bedsteven og vi har det bare så dejligt sammen og jeg er vildt forelsket i ham. Jeg ser os være sammen i rigtig lang tid fremadrettet, men jeg vil også gerne have sex med andre fyre. Og måske egentlig ikke så meget for sex’ens skyld, men bare fordi, at jeg føler, at det er noget man skal have prøvet i livet. Jeg ved selvføgelig ikke om det er min kæreste og jeg ‘forevigt’, men jeg føler bare at jeg har undværet noget som hører livet til. Min kæreste har haft sex med andre piger og er derfor meget ‘settled’ mht at vi to er kærester og ‘sådan er det’ hvorimod at jeg er plaget af at ville have begge dele!  Jeg har prøvet at snakke med min kæreste om dette og det var rigtig hårdt. Jeg vil jo slet ikke såre ham, for jeg elsker ham jo utroligt højt. Jeg har forslået trekanter, swingerklub og at åbne vores forhold, så han har sex med en pige og jeg med en dreng. Han slår fast at vi SLET ikke kan være sammen hvis vi åbner forholdet af to grunde:

  1. Min jalousi 
  2. Han vil ikke kunne være sammen med mig efter en anden/andre fyre har haft sex med mig. 

(Min kæreste blev ikke sur over mine forslag)Jeg vil bare så gerne begge dele. Jeg føler ikke længere vi har en ‘længere’ fremtid, fordi at jeg ikke vil være bundet og kun have haft sex med 2 fyre i alt.  Jeg både forstår og ikke forstår mig selv, for jeg ved jo godt med mig selv, at de tilfældige fyre i byen ikke kan give mig det min nuværende kæreste kan - Dybere kærlighed, støtte gennem hårde tider m.m, men jeg synes bare det ville være så sjovt at prøve!  Jeg føler bare, at mange af mine veninder har sex med forskellige og vi griner og hygger os med historien om det og jeg vil faktisk gerne være en del af det. Jeg har fortalt det til én veninde som synes at jeg er super heldig for at have en kæreste som min og at de tilfældige fyre hun var sammen med var fuldstændig ligegyldige..  Hvad skal jeg gøre?? Kan jeg gøre mere?  Kærlig hilsen ‘Den splittede’ 

Svar: 

Hej med dig,

Først og fremmest skal du have stor ros. Både for dit meget velformulerede brev, som virkelig viser, at du tænker meget over tingene og er meget velovervejet og fornuftig. Derudover skal du have stor ros for, at have sat dig ned og talt med din kæreste om dine tanker - det lyder til at I har et sundt forhold, og det er en meget voksen handling - også fra din kærestes side, da han lyder til at have taget det rigtig pænt.

Men hvor hulan, hvor kan jeg godt forstå, at du synes det er rigtig svært! Du har jo gjort dit. Du har talt med din kæreste om dit ønske, og han var desværre ikke med på idéen med swingerklub osv., hvilket jo selvfølgelig er helt okay. Så hvad skal dit næste træk være? Du kunne selvfølgelig være sammen med fyre uden din kæreste ved det, men ud fra hvor stærkt jeres forhold lyder, så tror jeg dette, ville være en rigtig dårlig idé, da det ville smadre jeres tillid til hinanden, og formegentlig give dig rigtig dårlig samvittighed, hvilket med stor sandsynlighed også vil ødelægge jeres forhold.

Det er helt normalt, at du føler som du gør. Du må ikke slå dig selv oveni hovedet over, at du har lyst til andre end din kæreste. Især i din alder, kan man nemt føle, at man går glip af noget, og man kan ønske, at man kan snakke mere med om det, de andre snakker om. Man ønsker så at sige lidt det, som man ikke kan få. Det samme kan du jo høre lidt gør sig gældende for din veninde, som siger du er heldig, at have så dejligt og trygt et forhold. Kan det hjælpe, hvis din kæreste og dig fx bliver mere eksperimenterende, når I har sex? Vil noget "ny" og måske lidt mere spændende sex kunne gøre, at du ville føle, at du også havde noget at tale med om?

Du må gøre op med dig selv, om dit forholde til din kæreste er så godt og stærkt, at du vil kunne gå fra ham på baggrund af, at du har lyst til andre fyre. Tror du det vil hjælpe dig med at føle at du bedre kan slå dig ned på længere sigt, eller tror du det i sidste ende vil gøre dig ked af det, fordi det måske alligevel ikke er så spændende, som du tænker? Er det blot en periode du skal igennem? Ligemeget hvad du tænker, så er det helt i orden. Det er en ærlig sag, ikke at have "løbet hornene af sig" i din alder, og det er hverken din eller din kærestes skyld. Sådan er det bare. Det skal bare være det DU føler inderst inde, og hvis du ikke føler, at du kan leve resten af dit liv uden at have prøvet noget mere rent seksuelt, så er det sådan det er.

Det er så svært, og jeg kan heller ikke give dig en endelig løsning. Du spørger om du kan gøre mere, og nej, jeg tænker faktisk, at har gjort hvad du kunne, og at du nu må gå i tænkeboks og mærke efter hvilke konsekvenser begge dele ville have for dig, og derudfra træffe en beslutning. Du har et langt liv foran dig, så det kunne også være, at du skulle give forholdet med din kæreste lidt længere tid for at se, om lysten til sex med andre forsvinder eller blot bliver større?

 

Jeg håber du træffer den beslutning, der er den bedste for dig!

 

Mange hilsner

Christina.

 

 

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program