Første gang

brevkassespørgsmål

Første gang

brevkassespørgsmål af
Den forvirrede pige
16 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Jeg er en pige på 16 år som lige har prøvet den første gang, med en fyr som jeg har kysset med flere gange og rigtig godt kan lide. Det er bare endt ud i at jeg har virkelig mange spørgsmål og bekymringer. 

Min første gang synes jeg selv var ret dårlig. For det første var det rigtig svært at få hans pik op, og så tænkte jeg om det var fordi jeg var for stram dernede, eller om det bare var fordi det var første gang? For det andet synes jeg det var rigtig svært at blive tændt. Før vi gik igang med selve sex´en, prøvede han at få mig tændt, ved at stimulere min klitoris og give mig finger. Men jeg blev slet ikke tændt af det. Det endte også ud i at jeg ikke fik en orgasme under sex delen. Så blev jeg rigtig bekymret over om jeg overhovedet kunne lide den her fyr, eller om der er noget galt med mig. Fordi jeg føler at jeg godt kan lide ham, men jeg følte mig bare slet ikke tændt da vi var sammen. Men det mærkelige er, at det er det samme når jeg selv onanerer, så kan jeg heller ikke blive tændt eller få en orgasme. Jeg har aldrig prøvet at få en orgasme endnu. 

Svar: 

Hej med dig

Jeg tror der er rigtig mange, som ikke synes deres første gang var særlig vellykket. Og faktisk tror jeg det er helt normalt, da det er en helt ny situation og oplevelse, der samtidigt er meget intim. Så selvom man måske ikke lige tænker det er sådan, tænker jeg det er ligesom mange andre nye ting - det kræver øvelse og erfaring, og så kræver det især, at man er trygge ved hinanden.  

Så først får jeg lyst til at sige, at det er meget naturligt at være forvirret efter sådan en oplevelse, og jeg kan høre, at du har mange bekymringer om det hele. Men jeg tænker du kan tage det helt roligt - alt du har skrevet er helt normalt og sikkert et meget realistisk billede på den første gang. Du fortæller både at det var svært for ham at trænge ind i dig og du havde svært ved at blive tændt. Jeg tænker der kan være forskellige grunde til det, men det har måske været svært fordi du netop skriver at du ikke rigtig var tændt, du var måske slet ikke lige klar på det der skulle ske, selvom du troede det og synes han er sød? Når man ikke er tændt, er man ikke våd og det kan gøre at det er svært at trænge ind i dig. Du skriver også at du ikke fik orgasme, og heller aldrig har fået det før. Det er også helt almindeligt, da det kræver tid og at man kender sin egen krop rigtig godt. Derfor kan det faktisk være, at man har haft en kæreste i rigtig lang tid, og stadig ikke har haft en orgasme og det er helt naturligt. Hvis man er stresset, ikke har lyst, er træt eller befinder sig et andet sted i sine tanker, kan det også være med til at man ikke får en orgasme, så der er mange ting der kan spille ind. Den første gang kan for rigtig mange også være lidt anspændt eller måske akavet, og det kan også være med til at du ikke kan blive tændt og derfor heller ikke få orgasme. 

Du skriver, at du er bange for om du ikke kan lide den her fyr alligevel, siden du ikke kunne blive tændt eller om der er noget galt med dig. Bare fordi du ikke kunne blive tændt her den første gang, behøves det slet ikke at betyde at du ikke kan lide ham. Det hænger ikke nødvendigvis sammen, da der er så mange andre ting der spiller ind. men prøv at mærk efter inde i dig selv, og tænk på om han gør dig glad? Bobler det lidt i maven når I ses? Tænker du meget på ham? får han dig til at grine osv.? Det kan være tegn på om du egentligt kan lide ham eller ej. Jeg tror bestemt ikke, at der er noget galt med dig, selvom du har haft den her oplevelse, og du sidder med de her bekymringer bagefter. Det her med sex og den første gang er noget der kan fylde rigtig meget i ens tanker, og det kan samtidigt være et emne, der måske fylder en del når man er sammen med sine venner. På grund af det, kan det være man får en masse forventninger til den første gang, som måske er alt for høje i forhold til hvordan det vil være i virkeligheden. 

På sexlinien.dk står der en masse god og brugbar viden om seksualitet og lyst. Der står også noget om den første gang og orgasme, og jeg tænker det måske kan være meget rart for dig at læse lidt om. Hvis du har lyst har de også både en chat og brevkasserådgivning, hvor der sidder rådgivere med masser af viden indenfor emnet. Så hvis du har lyst til at læse lidt mere om det hele, kan du trykke her for at komme ind på siden. Ellers er du også altid velkommen til at skrive her igen. 

Bedste hilsner

Annika

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program