Hej Cyberhus!

Jeg kæmper i øjeblikket med en skyld og skam over en handling, jeg ville ønske, jeg kunne gøre om. Jeg havde gennem flere måneder haft et, for mig friends with benefits-forhold (fwb) til en mand. Jeg havde ikke indtrykket af, at han var interesseret i mere, da jeg følte, han lagde an på samtlige af mine veninder, før han endte hos mig, som godt kunne bruge et one night stand. Fremover når vi mødtes var alt, hvad vi lavede, noget der byggede op til og endte med sex, og når jeg havde menstruation sneg han altid uden om at se mig, indtil den var ovre. Jeg tror et eller andet sted, at jeg følte mig en smule udnyttet af ham, men for at bevare min værdighed og beskytte mig selv gemte jeg følelsen væk og snakkede ikke med ham om det. Derfor blev jeg meget overrasket, da jeg fandt ud af, at han havde en intention om MÅSKE at udvikle vores forhold til mere og havde således svært ved at forholde mig til det. Det var som om, at når kommunikationen var gået så galt fra begyndelsen, var det svært at oprette den ordentligt, hvorfor jeg på en måde opgav det og undlod at snakke med ham om mine anderledes følelser. 

Der gik lidt tid, fra vi så hinanden, og i mellemtiden mødte jeg en fyr, jeg blev meget glad for (det skal lige nævnes, at jeg havde været single i et års tid, da jeg mødte ham, og at han er den første i lang tid, som jeg har rigtige følelser for). Min tidligere fwb havde jeg ikke haft kontakt til i en måneds tid, og jeg tog heller ikke kontakt til ham for at sige, at jeg havde fundet én - det havde på sigt været det smarteste, indser jeg nu, men på den anden side håbede jeg også på, at han nok bare var lidt ligeglad med mig og selv havde fundet en anden - til grund for de tanker i mit hoved vurderer jeg er en blanding af den manglende tro på, at jeg er interessant nok i længere tid og at jeg bare ville ud af det og at jeg har svært ved at erkende, at jeg er nødt til at skride til handlingen trods det ubehag, det kan medføre.

Pludselig skrev han igen og spurgte, om vi snart skulle ses, og at han savnede mig. Jeg blev igen overrasket og udsatte at besvare beskeden, selvom jeg vidste, jeg var nødt til at fortælle ham om situationen, men samtidig syntes jeg, det var forkert at skrive det. Jeg udsatte at svare ham i så lang tid, at da jeg endelig gjorde det, beklagede dybt, lagde mig på alle fire og var klar til at forklare ham, hvad der var foregået - hvis han altså selv ønskede det - bekendte han, at nu ville han blokere mig.

Her sidder jeg tilbage med en masse følelser, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Jeg er skuffet over mig selv, da jeg nu kan se, at min handling fuldstændig går imod det billede, jeg har af mig selv og de værdier, jeg værdsætter så højt: respekt og ærlighed. Jeg føler skyld over at have ligegyldiggjort et andet menneske, som viste sig at bekymre sig om mig, og have såret ham så meget, at han er endt med at tage så drastist en beslutning som at blokere mig - i min verden er det noget, man gør, hvis man føler sig chikaneret eller påtrængt af en person, hvilket jeg jo ikke føler, jeg har gjort. Jeg tænker, at det måske er noget, han har gjort i magtesløshed - for selvom han påstår, jeg er et overstået kapitel, hvorfor skulle han så have behov for at blokere mig? Jeg har lyst til at føle mig såret og krænket over hans beslutning og ved samtidig, at jeg ikke kan tillade mig det - det er jo mig, der er den skyldige, den der har begået synden at forurette ham. Jeg er meget opsat på at bære min skyld frem for at undvige den ved at retfærdiggøre min handling (fx ved at se mig selv som det udnyttede offer, jeg ikke nødvendigvis har været hele vejen igennem). Derfor gør det også særligt ondt på mig, at jeg ved, jeg muligvis aldrig kan få tilgivelse fra ham - han har jo netop forhindret mig i at kontakte ham. 

For at opsummere den lange smøre: Hvordan kan jeg tilgive mig selv og håndtere, at en anden person er så vred på mig, uden at jeg har mulighed for at ændre det? Er der en måde, jeg kan gøre det på? Jeg har tænkt på at dele det med mine venner, forældre og min nye fyr, men skammer mig jo så meget over det, at jeg frygter at møde fordømmelse frem for forståelse - for det er vel dét, jeg fortjener. 

Denne følelse æder mig op indefra, og jeg vil så gerne kunne tackle den. Jeg håber, I kan hjælpe. 

Kærlig hilsen den samvittighedsfulde