P-piller
P-piller
Hej cb..
Først vil jeg lige spørge om man bruger p-piller fordi man er blevet gravid, eller bruger man det bare som beskyttelse?
Tidligere idag opdagede jeg en masse små piller på min søsters værelse, og da jeg googlede "p-piller" mindede det meget om dem..
Skal jeg sige det til mine forældre, eller er det bare som beskyttelse?
Hej med dig.
P-piller bruger man som beskyttelse mod at blive gravid, og det er altså ikke noget man tager, når man er gravid. Hvis din søster har en kæreste, så er det meget almindeligt at komme på p-piller, for at være sikker på ikke at blive gravid. Men nogle piger bruger også p-piller mod kraftig menstruation og mange menstruationssmerter, da p-pillerne kan føre til, at man ikke bløder så meget eller har mange smerter. Og nogle piger får det også mod akne, altså meget uren hud. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om p-piller her. P-piller kommer i en pakke, hvor der er dato på hver pille, så hvis de har ligget løst på din søsters værelse, så kan det godt være, at det ikke er p-piller.
Det kunne lyde til, at du er lidt bekymret for din søster, og det er derfor du tænker på at sige det til dine forældre, Umiddelbart tænker jeg ikke, at du skal sige det til dem i første omgang, da man skal have sine forældres tilladelse til at få p-piller, hvis man er under 15 år. Så det kan være, at dine forældre allerede ved, at din søster får p-piller, hvis hun er under 15 eller har brugt det fra hun var under 15. Jeg tænker, at du i stedet kan prøve at tale med din søster om pillerne, hvis det er noget, der går dig på, eller du er nysgerrig på det. Du kan fx sige, at du ved et tilfælde kom til at se pillerne på hendes værelse, og du har tænkt på, hvad de er.
Jeg håber, at du har fået svar på dit spørgsmål.
Mange hilsner
Pernille