Konfirmationen
blogindlæg
Konfirmationen
7. Kontakt
Det var først der jeg blev 13 år og skulle konfirmeres, så jeg så min far igen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg på ingen måde kunne passe min fine kjole, som var en str. xxx small. Så min mor var nød til at få nogen til at sy den ind, men den var stadig for stor. Min mor havde kontaktet min far og han kom til min konfirmation. Jeg havde ikke snakket med ham i et år, han havde ikke husket nogen af mine fødselsdage, han var ikke mødt op eller bare kontaktet mig på nogen måde. Jeg var nervøs, nervøs for at skulle se ham igen. Jeg husker at min mor havde fundet en, som skulle sætte mit hår og lægge makeup på mig, jeg husker at jeg så mig selv i spejlet og følte mig smuk, for første gang i mange år.
Min far så på mig en gang og det første han sagde til mig, efter et helt år hvor vi ikke havde snakket sammen, var: ''Hvordan fanden er det du ser ud?,, Jeg mærkede hvordan tårende begyndte at komme frem i mine øjne, men jeg prøvede hårdt ikke at græde, for jeg vidste hvordan min far hadede når jeg græd. Han mente at jeg var for svag og ikke kunne klare livet hvis jeg græd.
Jeg husker hvordan jeg med en knude i maven, gik ind på mit værelse og tog læbestiften og pudderet af. Jeg kiggede mig i spejlet, man kunne nu se alle mine bumser, mit hovede så for stort ud i forhold til min krop og kjolen så forkert ud. Igen følte jeg mig tom og ligegyldig.
Som dagen gik, blev min far mere og mere fuld. Han snakkede højere end de andre gæster og jeg var flov. Jeg hader at tænke på den dag. Jeg hader at tænke på min far. Han har ødelagt mig. Han skulle aldrig have fået mig. Han har aldrig ønsket mig. Hvorfor var der ingen der reddede mig? Hvorfor var folk ligeglade? Alle gav skylden til min mor, selvom det var ham der virkelig var skyld i mit helvede. Hvorfor så ingen det?
Lykke 13 år
Dagbog 2008
Jeg ved jeg er svag. Men jeg kan ikke gøre for det! Jeg prøver at være stærk, men det gør ondt inden i. Jeg kan ikke lide mig selv. Jeg vil være anderledes, jeg vil tænke, føle og have det som andre. Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg mig selv, men jeg kender ikke pigen derinde. Jeg vil ikke være hende. Jeg vil ikke være sådan her, jeg vil være normal! Jeg vil ikke gå med en skam mere. Jeg vil være en anden end mig. Alle siger jeg ser gladere ud. Jeg må være en bedre skuespiller end jeg troede..
Kommentarer
Må virkelig være ærlig og sige, at jeg elsker at læse det du skriver! også selvom, det virkelig lyder til at du har haft et hårdt liv, så har virkelig ondt af dig, og det påvirker mig faktisk!
Men må jeg godt spørge hvordan dit liv så er i dag, og hvor bor du henne nu, og hvordan du sådan har det pga din fortid?
Kæmpe personligt selv, med rigtig mange problemer! så det her gør virkelig indtryk på mig! og jeg har også en far som drikker, og laver overgreb, så noget af det du skriver kan jeg genkende :(
Hej Cecilie. Tusind tak for din kommentar. Det glæder mig meget, at du kan lide hvad jeg skriver. Ja, livet har ikke altid været nemt for mig. Men jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg nu kan hjælpe andre, hvilket jeg også håber jeg gør, igennem min blog.
I dag bor jeg sammen med min dejlige kæreste, som jeg snart har været sammen med i 3 år. Derudover har jeg lige taget en HG og er nu ved at uddanne mig som salgsassistent.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at mit liv bare er rosen rødt i dag. For et halvt år siden, følte jeg mig nødsaget til at droppe kontakten med min far. Det var ikke nemt, da der skete en masse ting inden, men det kommer jeg til at fortælle meget mere om i min blog. I dag ser jeg mig selv som en stærk og selvstændig kvinde, men det tog mig lang tid at komme dertil. Noget af det der hjalp mig allermest, var at bryde tavsheden. At fortælle nogen om hvad der foregik ude ved min far. Det hjalp mig med at komme af med den skyldfølelse jeg konstant gik med, ved at få bekræftet, at det var min far som havde et problem og at det IKKE er MIN skyld at han har det.
Især misbrugscenteret i Herning hjalp mig, da jeg deltog i et VBM'kursus (Voksne børn med alkoholiske forældre), der fik jeg for første gang den professionelle hjælp, som jeg virkelig havde brug for. Der mødte jeg andre, som oplevede det samme som mig. Min kontakt person derinde, hjalp mig med at tage mit liv tilbage. Men alt det, vil der også komme blogindlæg om.
Det gør mig ondt at hører, hvad du oplever. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål. Jeg ønsker dig alt det bedste Cecilie! Der er ingen der fortjener at opleve det som du gør! Jeg håber jeg fik svaret på dine spørgsmål, ellers endelig skriv igen!
De varmeste hilsner Lykke.
Tilføj kommentar