Vil han mig, som jeg vil ham?

brevkassespørgsmål

Vil han mig, som jeg vil ham?

brevkassespørgsmål af
Alex
15 år
Oprettet 8 år 3 måneder siden

Hej!

Jeg har nu i rigtig lang tid (ca. 1 år) været vild med denne her dreng, som går i min parallell klasse. Vi startede ud med slet ikke at snakke, men begyndte lige så roligt at snakke sammen. Henover sommerferien blev vi en del bedre venner, skolen startede og vi blev tættere end før og kan nu fortælle hinanden seriøse ting og snapper sammen i løbet af dagen. Vi er fornygeligt, begyndt at skrive lidt hjerter og flirter også en smule (måske lidt for sjov) og han har også en enkelt gang kaldt mig babe. 

Jeg står så med en masse spørgsmål, skal jeg fortælle ham at jeg er vild med ham? Er han mon vild med mig?

Jeg er bange for at miste det venskab vi allerede har opbygget, for han er også bare en virkelig god ven som jeg på ingen måde har lyst til at miste. En af mine veninder har tidligere snakket med ham, og spurgt ham hvad han tænker om mig, hvor han har sagt at han ikke helt ved hvad han føler. Jeg har også selv snakket med ham, og der giver han ikke udtryk for at kunne li' nogen og slet ikke mig. Det skal nok også lige siges at han er min bedstevenindes bedsteven, og jeg på ingen måde kan snakke med hende om det. 

Føler bare at tingene tyder på at han måske også kan li' mig, men han ikke helt selv ved om det er det han vil. Måske er jeg helt galt på den? Burde jeg tage chancen? Er det bare fordi han er en go' ven?

Kh Alex

 

 

Svar: 

 

Hej med dig

Jeg tror de fleste har prøvet at være vild med en, uden at vide om den person man er vild også kan lide en. Det kan fylde så meget i ens tanker - måske fordi man går og er lidt forelsket. Du spørger, om du skal tage chancen og fortælle ham hvordan du har det. Det er rigtig svært for mig at svare på, hvad der er allerbedst at gøre i den her situation, men jeg vil prøve at skrive mine tanker til dig herunder.

Jeg kan høre, at du går og har en hel del bekymringer og tanker om, hvad der kan ske. Du er bange for, at du er galt på den og tænker på om I kan miste jeres venskab. Du skal vide, at det er nogle helt naturlige tanker at have i din situation, og jeg tror faktisk, at de er rigtig svære at undgå. Der er nemlig altid en form for risiko forbundet med at kunne lide et andet menneske, fordi man kan blive såret og fx risikere at miste det forhold man har i forvejen. Men jeg tænker, at for det meste er det, det hele værd. Det er nemlig helt fantastisk at være forelsket. Man føler sig måske helt lykkelig og glad indeni, når man er sammen med det andet menenske, og jeg tænker at det er en følelse der er værd at risikere lidt for. Men selvfølgelig skal man mærke efter, og gøre det som føles mest rigtigt for en.

Du skriver at I snapper i løbet af dagen og også er blevet tættere her efter sommerferien. Du skriver også at I flirter lidt og fx sender hjerter til hinanden, og jeg vil give dig ret i at det alt sammen kan være tegn på, at han også er lun på dig. Men måske du kan gøre nogle små ting, for at undersøge nærmere, om han også har følelser for dig, hvis du stadig føler dig lidt for usikker i forhold til at skulle sige til ham, at du er vild med ham. Jeg tænker I fx kan prøve at bruge mere tid sammen. Du kunne fx spørge ham, om I skal ses en dag efter skole. Her kunne du foreslå at I bare kunne gå en tur, se en film, drikke en kop kakao eller noget helt andet. Det behøves ikke at være noget der er kæresteagtigt, men noget I også bare kunne lave sammen som venner. På den måde kan I lære hinanden endnu bedre at kende, og du kan måske blive klogere på, hvordan han har det med dig. Måske du også når I snapper sammen kan prøve at være lidt "modig" og fx kalde ham "søde" eller noget andet. På den måde kan du også sende nogle lidt klarere signaler til ham, og det kan være det gør ham mere åben omkring hvordan han har det. Det kan nemlig være en periode, hvor det er rigtig svært at finde ud af hvordan hinanden har det, men ved at tænke på, selv at sende nogle mere tydelige tegn kan det sagtens være det smitter. Der er nemlig chance for, at han går med de samme bekymringer som dig, og fx tænker på om du mon er vild med ham.

Det lyder som om, at din mavefornemmelse fortæller dig nogle ting, men jeg forstår godt at det alligevel kræver mod at stole på den. Måske det kunne være rart at snakke lidt mere med nogle af dine andre veninder om situationen. Måske de også selv har nogle gode erfaringer de kan dele med dig. Alt held og lykke med kærligheden herfra.

Bedste hilsner

Annika

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program