Tvinger mig til sex?
Tvinger mig til sex?
Hej, det er sådan at min kæreste tvinger mig til sex, og jeg føler mig ærligt talt voldtaget. Den første dag vi kom sammen rev han bare mine bukser ned selvom jeg sagde lad vær og stak den imd i mig. Under akten sagde jeg mange gange stop hvor det ikke lykkedes, og enda prøvede at skubbe ham væk. Jeg har prøvet at talt med min eks kæreste om det som også er min bedste ven, som siger jeg skal holder mig fra ham. Jeg har prøvet at slå op med ham men det som om han ignorer mit svar. Jeg har også snakket med ham om det at jeg på ingen måde bryder mig om det og faktisk bliver en del ked af det, hvor han så siger at han lover de ikke sker igen. Han har gang på gang gjordt det. Enda tvunget mig til at give ham blowjob. Jeg fortæller ham hvergang at jeg ikke kan lide det og prøver at skubbe ham væk, men han er alt for stærk og holder mine hænder fast. Jeg er ærligt talt virkelig bange for ham? Hvad skal jeg gøre? Please gi mig hurtigt svar
Kære dig
Det lyder rigtig ubehageligt, at din kæreste tvinger dig til sex, og jeg kan godt forstå, at du er bange for ham, og ikke ved, hvad du skal gøre. Det han gør, er på ingen måde i orden! - og det er rigtig godt, at du har forsøgt at sige fra. Det er en god egenskab, at du kan sige fra, når du kan mærke, at du overskrider en grænse. Hold godt fast i den! Det er altid okay at sige nej, også overfor en kæreste.
Når man bliver tvunget til sex mod ens vilje, er der tale om voldtægt. Så det er helt naturligt, at du føler det. Der er nogen, der synes, at det kan være sværere at sige nej overfor en kæreste, familie eller en god veninde, sammenlignet med en man ikke kender så godt. Er det også sådan, du har oplevet det? Uanset hvad, er det rigtig flot, at du siger fra, og at du også har fortalt om det til din ekskæreste.
Det er ikke godt at blive i et forhold, hvor du og dine grænser ikke bliver respekteret, og hvor han tvinger dig til sex, så jeg synes, at det lyder som det rigtige, at du har intentioner om at gå fra ham. Derfor tænker jeg, at du skal holde fast i beslutningen om at komme ud af forholdet. Er der mon en voksen, du har tillid til og kan gå til og fortælle om det her? Måske dine forældre, en lærer eller en venindes mor? Så vil de kunne støtte dig i det - også hvis han bliver ved med at kontakte dig.
Her tilsidst har jeg lyst til at sige, at mange tror, at voldtægter sker af fremmede - men de fleste voldtægter sker mellem nogen, der kender hinanden. F.eks. i et parforhold. Det kan opleves rigtig hårdt, fordi der sker et tillidsbrud til en, man holder af. Måske du også oplever det sådan? At det er en kæreste, der gør det, gør det ikke mindre forkert, og derfor kan du overveje at melde det til politiet. Du kan også kontakte Center for Voldtægtsofre, hvor du har mulighed for at henvende dig anonymt, hvis du ikke ønsker at melde det.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar - ellers er du meget velkommen til at skrive igen eller snakke med en rådgiver i vores chat.
De bedste hilsener,
Pernille