Gruppechatten d. 18. august
Gruppechatten d. 18. august

Tak for en rigtig god gruppechat i går - hvor er det dejligt at se, hvordan snakken bare kørte, og hvordan I var både støttende, lyttende, åbne og ærlige overfor hinanden. Det er slet ikke en selvfølge - så hold godt fast i dét! Der var i alt 25 unge forbi chatten i går, og vi kom omkring mange forskellige emner f.eks. uddannelse, selvmordstanker, forelskelse, seksualitet og selvskade.
Sociale medier skaber et pres
I den første del af chatten snakkede vi om, hvordan det kan være hårdt og opslidende at have høje krav til sig selv i skolen. I snakkede om, hvordan I både oplever det som et ydre og indre pres.
En af jer skrev: "Jeg tror de indre krav kommer pga de ydre, fordi man ser hvor godt det går alle på de sociale medier, og det er jo ikke ligeså tit man hører om det, der ikke går godt". Vi snakkede om, at det kun bliver delt på facebook, når man får 10 og 12, og ikke når man får 2 eller dropper ud. Der er tale om en selviscenestættelse, hvor vi prøver at udstille os selv i det bedste lys, og derfor er det sjældent det hele billede (og menneske), på godt og ondt, der bliver fremstillet på de sociale medier. I gav udtryk for, at I er klar over, at det ikke er det hele billede, I ser på jeres venners Facebook profiler, men alligevel kan det være svært ikke at føle det som et pres, som indimellem kan være svært at leve op til.
Selvskade - hvad kan jeg gøre?
Vi snakkede også om selvskade, og flere af jer der var i chatten, fortalte om at I har skadet jer selv. I kom også med gode råd til hinanden om, hvad man kan gøre for at få tankerne over på noget andet, hvis man får lyst til at skade sig selv. I foreslog blandt andet at man kunne løbe en tur med musik i ørerne. En anden fortalte at hun tog ud i stalden til ridning. I går gav jeg jer et link til LMS - landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade - de har nemlig både telefon-, chat- og smsrådgivning, og jeg vil anbefale at kontakte dem, hvis du skader dig selv. Det kan du gøre her.
Her til sidst vil jeg sige, at efter vores snak i går, kom jeg til at tænke på billedet, jeg har sat på til dette blogindlæg. At I beskrev en masse tunge ting og tanker, som I kæmper med. Nogen beskrev hvordan de kæmper med noget indeni dem selv, og andre at det er noget udenfor dem selv f.eks. problemer i familien. Det kan måske synes umuligt at bryde igennem alt det svære og hårde. Men selv i den hårdeste sten, er det muligt for en lille spire at trænge igennem.
Der er håb - husk det.
God weekend.
De bedste hilsener,
Pernille
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Tak
Tilføj kommentar