Den ensomme
Den ensomme
Hvad skal man gøre vis man er en trio og de to andre holder mig udenfor og tager sammen i sommer hus og danser hip hop sammen ?
Mvh den ensomme
Kære ensomme.
Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært at blive holdt udenfor af sine to venner. Det er aldrig rart at føle, at man ikke er velkommen eller man ikke bliver inddraget i sine venners aktiviteter.
For det første vil jeg sige, at du ikke er den eneste, som har prøvet at føle sig ensom. De fleste oplever på et eller andet tidspunkt i sit liv at være ensom, og det er en rigtig ubehagelig følelse. Man kan faktisk også godt være ensom, selvom man har venner eller er sammen med andre. Når man oplever at være ensom, så er der mange, der kan føle, at der er noget galt med dem, siden de har den her følelse eller fordi de bliver holdt udenfor af sine venner. Og det kan betyde, at man kan få det dårligt med sig selv, hvilket heller ikke er særlig rart. Så jeg synes, at det er rigtig godt, at du har skrevet herind, så du forhåbentlig kan få noget inspiration til, hvordan du kan få det bedre med dine venner og ikke føle dig ensom mere.
En af de bedste måder at komme ud af ensomheden på er ved at turde at åbne sig. Så derfor tænker jeg, at det vil være en god idé at prøve at snakke med dine to venner om, at du oplever at blive holdt udenfor af dem. Måske har de slet ikke tænkt over det eller måske er der en anden grund til det. Men du finder kun ud af det ved at spørge dem. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle, men jeg synes, at det vil være rigtig sejt, hvis du tør! Hvis du ikke har lyst til at sige det til dem ansigt-ansigt, kan du også prøve at skrive en besked til dem begge. Du kan måske prøve at sige til dem, at du bliver ked af det, når de laver så mange ting uden dig, og at du gerne vil være sammen med dem. Du kan måske også foreslå nogle ting, som I kan lave sammen. Hvis du nu fx også gerne vil danse hip hop med dem, så kan du spørge, om de vil have det okay med, at du starter sammen med dem.
Når man er i en vennegruppe, så er det naturligt, at der er nogen, der kan have nogle fælles interesser og de kan derfor bruge mere tid sammen. Måske kan de i en periode også snakke mere sammen, fordi de har flere fælles oplevelser sammen. Det kunne lyde til, at det er tilfældet i jeres vennegruppe. Men selvom dine to venner laver mange ting sammen, er det dog ikke ensbetydende med, at de ikke kan lide dig. Men det kan være en god idé at finde noget, som I alle deler en interesse for, så du ikke vil føle, at du altid bliver holdt udenfor af dem. Det behøver fx ikke være hip hop, blot fordi de interesserer sig for det, men det kan også være noget helt andet.
Til sidst vil jeg sige, at det kan være en god idé at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det er aldrig rart at gå rundt og være ked af det eller trist, og ofte kan det hjælpe at fortælle nogen om de tanker, man går rundt med. Måske du kan snakke med dine forældre eller en anden ven? Du er også altid velkommen i vores chat, hvor der sidder voksne, der altid er klar på at lytte.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du finder ud af det med dine venner.
Mange hilsner
Pernille