Kraftige smerter og blod under sex

brevkassespørgsmål

Kraftige smerter og blod under sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hey

Jeg er en pige på 16 år, der har været seksuel aktiv i omkring 1,5 år. I det første års tid, var jeg på p-piller, men droppede det, da min kæreste og jeg slog op. Efterfølgende har jeg kun haft sex med kondom - en enkelt gang uden, hvorefter jeg tog en fortrydelsespille (der var ingen forandring i min menstruation efterfølgende). Det skal lige siges, at jeg kun har været sammen med min tidligere kæreste, og så min nuværende fyr, som der begge kun har bollet mig - der er altså ikke chance for at det er noget sexsygdom eller noget. For et par dage siden, da jeg bollede med min "fyr" blødte det (er 100 procent sikker på, at jeg ikke har menstruation, da jeg heller ikke blødte efter akten). Jeg har prøvet dette et par gange efterhånden. Jeg har aldrig prøvet at have smertefri sex, og når jeg snakker med mine veninder om det lyder det på dem som om det IKKE er normalt at det skal gøre så ondt. Smerten jeg får er meget svær at beskrive. Det føles på en eller anden måde som om noget bliver mast op i mit underliv, som ikke burde være det. Det gør ondt hele tiden under samlejet, men smerten stiger jo længere den kommer ind. Jeg har googlet lidt på det, og nu har jeg mega meget noia på, da jeg er bange for at det evt kunne være noget livmoderhalskræft eller hvad ved jeg. Har i en ide til hvad det kan være? 

takos for loshjælpos

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå du bekymrer dig om hvad der mon er i vejen når du bløder uden for din menstruationsperiode. Jeg synes det er rigtig godt at du skriver ind, så du kan finde ud af hvad der kan være på spil, i stedet for at gå med bekymringerne alene. Det lyder til, at du er god til at mærke efter i kroppen og lægge mærke til om alt er som det plejer at være. Det er rigtig godt at du gør det, da det er en god ide at holde lidt øje med helbreddet. At bløde når man ikke har menstruation er altid noget man skal være opmærksom på. Når det er sagt er det altså slet ikke sikkert at det er noget alvorligt, da man kan komme til at bløde af mange forskellige grunde.

Du beskriver hvordan du oplever smerter under hele samlejet og at du også har oplevet at bløde nogle gange efter sex. Dine veninder har ret i at det ikke er meningen at det skal gøre ondt at have sex, så jeg synes det er en god ide at finde ud af hvorfor du oplever denne smerte, så du forhåbentlig kan komme til at nyde sex uden at det skal gøre ondt. Mit bedste råd til dig er derfor at tage et smut forbi din læge. Jeg ved godt at det kan være angstprovokerende og lidt pinligt at skulle snakke med sin læge om den her slags problemer, men din læge er den, der er allerbedst til at give dig svar på hvorfor du mon oplever smerte og blødning og er også den der bedst kan fortælle dig hvordan du gør noget ved det. Husk på, at din læge slet ikke synes det er pinligt eller mærkeligt at du spørger om den slags og kun synes det er godt at du spørger så I kan få det undersøgt og så du ikke skal gå at bekymre dig om det.

Som jeg skrev tidligere kan der være mange grunde til at man kan bløde efter sex. Jeg vil prøve at skrive nogle mulige årsager til det, men husk at det ikke er sikkert det er nogle af de ting.
1) Sådan helt teknisk kan det godt skyldes at du/I ikke får varmet din krop nok op inden selve akten. Det lyder måske lidt klinisk, men det betyder egentlig bare, at du ikke når at blive våd nok inden selve sexen. Det kan godt gøre ondt, og det kan også godt føre til at man kommer til at bløde lidt efter sex. I kan prøve at have længere forspil inden sex og se om det gør det rarere for dig.

2) Det kan også skyldes at du får nogle ridser oppe i skeden, hvilket så bløder og gør ondt. Det er faktisk ikke så ualmindeligt at det kan ske under sex. Det er ikke farligt, men det er selvfølgelig ikke rart hvis det gør ondt. Du skriver dog, at du aldrig har haft sex uden at det gør ondt og derfor tænker jeg det er usandsynligt at det kun skyldes ridser.

3) Det, at det gør ondt og bløder kan også skyldes en svampeinfektion i underlivet, eller anden underlivsinfektion. Hvis det er det, der er i vejen, så skal du ikke være bekymret, da det er nemt at behandle. Det er dog noget der godt kan smitte, men eftersom I er gode til at bruge kondom, så er der ingen fare for at han har fået det. Jeg vil dog tro at du ville have oplevet andre symptomer hvis det er svamp du har, da det ofte også giver kløe, svie og ændret udflåd.

Uanset hvad det skyldes, så vil din læge kunne afklare det for dig og sørge for at det kan blive bedre. Måske skyldes det noget helt fjerde eller femte? Du skriver i dit brev, at du er bekymret for om det kan være livmoderhalskræft og jeg kan godt forstå din frygt. Det er helt naturligt at blive bekymret når kroppen pludselig ikke opfører sig som den plejer at gøre. Jeg vil dog fortælle dig at det er sjældent at livmoderhalskræft rammer så unge kvinder som dig. Jeg synes dog helt klart du skal snakke med din læge om det, så du for det første kan blive tjekket og for det andet, så du kan få svar på dine bekymringer.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program