Kære du,

Det lyder til, at du har rigtig mange tanker omkring dit liv, som fylder rigtig meget hos dig. Det er ikke nemt at have det som du har det og jeg synes det er rigtig sejt af dig at du skriver ind, for at få delt dine tanker med en anden. Det kræver faktisk en del overskud og mod at fortælle andre om ens inderste tanker og det vil jeg rose dig for! Det er virkelig godt gået af dig. Du får det nok ikke bedre alene af at skrive det her brev, men det er et vigtigt første skridt i den rigtige retning imod at få det bedre. Jeg håber du kan bruge mine råd og kæmpe dig væk fra de tunge tanker og negative følelser.

Du nævner en række ting, som gør at det hele er rigtig svært lige nu. Jeg vil prøve at svare på dem en ad gangen.

Skilsmisse: I forhold til dine forældres skilsmisse kan jeg sagtens forstå du følte det var svært helt at følge med mens du var på efterskolen. En skilsmisse er altid svær for hele familien og fordi den ændrer så meget ved ens liv, kan man ikke undgå at blive påvirket af det. Hvad der dog er vigtigt for mig at fremhæve i forhold til det du skriver i forbindelse med skilsmissen er den skyldfølelse du føler overfor din lillebror. Man har et helt specielt bånd til søskende og måske særligt storesøstre og storebrødre kan føle et ansvar overfor deres små søskende, fordi de er vant til at passe på dem. Måske er det noget du kan genkende? Skyld er dog en meget svær følelse at sidde med og det lyder til, at den stadig tynger dig. Derfor synes jeg også det er rigtig vigtigt, at du får gjort noget ved det. Du skriver ikke, om det er noget du har talt med din bror om, men måske kunne det være en ide at fortælle din bror at du håber I kan støtte hinanden igennem den her svære tid. Det kan være rigtig godt at sige det højt, hvis man har det svært, fordi de svære tanker så kommer ud og man er ikke længere alene om dem. Jeg tror det vil give dig ro i forhold til din skyldfølelse, hvis du fik en god snak med din bror om hvordan I begge har det med skilsmissen. Det er noget du kan overveje.

Forældre: Alle teenagere oplever af og til at deres forhold til deres forældre ikke er særlig godt. Det er derfor helt normalt, at du også kan opleve at dine forældre altid er sure eller ikke gider dig. Hele din familie er i en situation hvor alle er under pres, fordi alting er forandret. På en eller anden måde, bliver I nødt til at finde hinanden igen. Det lyder måske lidt åndssvagt, men faktisk er det vigtigt at man finder hinanden efter store forandringer, som fx. en skilsmisse. Du skriver, at du har et ekstra stort behov for at mærke at de er der for dig i denne her svære tid og det synes jeg du har helt ret i. Jeg vil derfor råde dig til at fortælle din mor at du føler du aldrig kan gøre hende tilfreds og fortælle din far, at du føler han ikke gider dig når du er ved din mor. Jeg ved godt, at det er rigtig svært at skulle have sådan nogle samtaler, fordi det er svært at skulle snakke om de ting, der gør ondt indeni, men det er den bedste måde at finde hinanden igen - at tale ærligt om tingene. Hvis du tænker det kunne gøre det nemmere, kunne du prøve at skrive det hele ned i to breve - et til din mor og et til din far. Et brev er en god måde at få fortalt om alle ens tanker og følelser og man får mulighed for at sige ting, man ikke føler man kan sige højt. Jeg tror sådan et brev vil gøre et stort indtryk på dine forældre. Måske er de slet ikke klar over at du oplever det sådan her?

Flytning: Jeg synes helt sikkert også du skal fortælle dine forældre om din bekymringer i forhold til at flytte. Du skriver blandt andet, at du er bange for at du ikke skal se din far igen. Det er vigtigt at få det sagt.
Der er dog også noget andet omkring flytningen som jeg vil snakke med dig om. Det lyder nemlig som om du er ambivalent omkring flytningen. Ambivalent er når man er lidt delt omkring noget. Du skriver, at det bliver besværligt, men at du også glæder dig til komme væk. Jeg får dog en fornemmelse af at det er en trang til at flygte fra det hele du glæder dig til? Jeg tænker det er helt naturligt at man kan have lyst til bare at stikke af når alt "brænder på". Men at flytte er sjældent nok til at løse ens problemer. Måske kan et nyt sted at bo godt gøre at nogle minder forsvinder, men dine følelser omkring hele situationen forsvinder ikke - de flytter med dig. Jeg håber det giver mening det jeg skriver her? Det er derfor rigtig vigtigt at du får snakket med din familie om alle de ting, der fylder hos dig, så I kan få en rigtig god ny start det nye sted. Der er muligt at begynde et nyt kapitel, men det kræver at man får afsluttet det gamle kapitel på en ordentlig måde.

Søvn: Når man er under sådan et pres som du er under, så kan det godt gå ud over søvnen. Søvn er en rigtig vigtig del af hvordan vi har det og fungerer i hverdagen. Hvis ikke vi sover godt, så har vi det heller ikke godt. Vi har ikke overskud og vi kan ikke klare så meget som vi plejer. Søvn kan også godt påvirke appetitten, som du også beskriver. Søvn er en vigtig ting at prioritere, så måske kunne det være en ide for dig at holde det man kalder en søvndagbog. Det er en bog hvor man skriver ned hvordan man har sovet. Hvornår man faldt i søvn (sådan cirka), hvornår man vågnede igen (sådan cirka) og hvor mange gange man vågner i løbet af natten (hvis man gør det). Så kan man få en fornemmelse af hvordan ens søvnmønster er, og derudfra kan man forsøge at skabe et mere regelmæssigt mønster. Gode råd er: 1) at gå i seng på samme tid hver dag, så din krop vænner sig til at skulle sove på det tidspunk, 2) stå op på samme tid uanset hvordan du har sovet, så din krop lærer at den skal sove i timerne mellem du går i seng og du skal op igen, 3) undgå tændte skærme (computer, mobil, tv, ipads og den slags) på det værelse hvor du sover, da det lys der kommer fra dem påvirker din søvnrytme, 4) undgå at være for aktiv i timerne op til at du skal sove, da det også kan "vække" kroppen inden du går i seng.

Når man har så mange tunge tanker og er i en presset periode, så kan man godt få nogle skræmmende tanker eller have brug for at få afløb for "smerten" på en eller anden måde. Når du skriver at du kan få tanker om at gå ud foran en bil eller begynde at selvskade, så sender det et signal om at det allerede er blevet alt for meget. Dit brev har du kaldt: det bliver snart for meget, men som sagt, vil jeg sige at det allerede er blevet for meget. Forestil dig at man har sat en vægtstang på dine skuldre og den har du altid kunne bære, men nu bliver der ved med at komme flere og flere vægtskiver på stangen og du kan snart ikke løfte den mere. Det er vigtigt at du får stoppet op og gjort noget ved det inden stangen knækker dig. Det er bare for at give et billede at at selvom du kæmper en brag kamp for at blive stående med alle vægtskiverne, så kan man ikke løfte hele verden, og det at du får tanker om at det ville blive nemmere hvis du gik ud foran en bil eller at selvskade ville hjælpe dig er tydelige signaler om at vægtstangen er ved at blive for tung til dig. Derfor skal du have hjælp til at tage nogle af vægtskiverne af igen. 

Så mit råd til dig er at få taget en god snak med dine forældre om alle dine tanker og følelser. Vær ikke bange for at fortælle dem alt det du har fortalt mig. Du skal ikke være bekymret for om du gør dem kede af det eller bekymrede, for det bliver de sikkert, men de bliver også glade for at du har betroet dig til dem og turde fortælle dem hvordan du virkeligt har det, så du giver dem en chance for at hjælpe dig.

Jeg vil også fortælle dig, at du altid er velkommen til at bruge vores 1-1chat, hvis du har brug for at snakke med en voksen om alle de tanker og følelser, som du har. På vores chat kan man snakke helt anonymt med en voksen rådgiver. Det kan være rart at snakke med nogle som hverken kender dig eller din familie. Du kan finde chatten her.

Du skriver, at når du ser det på skrift, så føles det ikke som om at det er nok til at du skal have det så dårligt som du har det, men jeg synes det lyder til der er mere end nok til at enhver der gik igennem det du går igennem ville blive påvirket af det. Du er under et stort pres og det kan du mærke. Det er der ikke noget underligt i. Hvor er det godt, at du tager tegnene på at du ikke fungerer optimalt seriøst, så du kan få hjælp til at få det bedre! Husk på, at du er en sej pige, med masser af gode egenskaber. Du er omsorgsfuld og stærk. Det kan du være rigtig stolt af!

De allervarmeste hilsner,

Astrid