Lidt deprimerende
Lidt deprimerende
Hej jeg er en gut på 17 år som virkelig har fundet sin drømmeprinsesse.
Hun er virkelig en rigtig dejlig pige og jeg elsker hende overalt på jorden, en måned efter vi mødte hinanden forsøgte vi os med at have sex, det gik forholdsvis ok, jeg bøvlede lidt med at holde den oppe men det syntes hun ikke at blive påvirket det store af, i starten brugte vi kondom et par gange og derefter gik vi over til at hun tog p-piller, og efter vi holdte op med kondom forsvandt mig rejsningsproblem og jeg var helt i skyerne. Jeg er en beskeden gut så det endte med at det ofte var hende der spillede op til sex, efterhånden følte jeg at hendes liderlighed nærmest forsvandt og hun gad nærmest ikke mere, jeg snakkede med hende om det og hun sagde at jeg skulle prøve at spille op og det gjorde jeg så. Her kommer problemet, efter en eller to omgange med p-piller (fuldstædnigt overholdt reglerne) fik hun at vide af sin læge at hun ikke kunne tage pillerne grundet chancen for en blodprop. Dette havde jeg selvfølgelig fuld forståelse for og foreslog at vi kunne gøre det med kondom istedet og det prøvede vi hvorefter rejsningsproblemet vendte tilbage (tror det er grundet koncentration), og efter en gang med kondom efter pillerne erklærer hun at hun ikke har lyst til at have sex med mig mere og begrundelsen lyder at hun ikke tager pillerne mere, jeg havde et par uger forinden købt 50 kondomer for at vi ikke skulle løbe tøt inden for det næste år..... Og hun mener efter dette ikke at kondomer vil beskytte hende mod grividitet hvilket jeg også har forklaret hende, men svaret ligger fast, hun vil ikke have sex med mig mere af den grund. Da jeg er et meget fornurtsvæsen kan jeg ikke forstå hende i dette og blev derfor ekstremt frustreret da jeg altid har været af den overbevisning at sex er en måde men viser at man elsker hinanden på. Dette har resulteret i at jeg mere eller mindre har grædt mig selv i søvn de sidste mange nætter fordi jeg ikke føler at hun har lyst til mig, og hun vil nærmest heller ikke engang ligge ved mig i sengen om natten og jeg aner virkelig ikke hvorfor. Jeg håber i kan hjælpe mig eller lede mig på rette kurs igen.
Mange hilsner en deprimeret dreng.
Hej med dig
Hvor lyder det dejligt, at du har fundet drømmeprinsessen, det er så skønt at være sammen med en som man er så glad for. Men det kan også nogle gange gøre ondt indeni, da man kan møde en masse udfordringer på vejen, ligesom det lyder som om I nu har gjort omkring jeres sexliv. Jeg vil prøve at skrive lidt om hvad jeg tænker om din situation herunder.
Jeg forstår virkelig godt, at det her med at din kæreste ikke længere vil have sex med dig må være rigtig svært at være i. Specielt når du bare synes, at hun er så dejlig, og derfor bare ønsker at det skal fungere, så I på den måde også kan vise og mærke jeres kærlighed til hinanden. På det du skriver, lyder det som om, at din kæreste er bekymret for at blive gravid, selvom I bruger kondom og derfor ikke vil have sex med dig, men jeg tænker på om der måske kan være andre grunde til, at din kæreste har det sådan. Jeg kommer til at tænke på flere ting. Når du nævner det her med at du har haft rejsningsproblemer når I har brugt kondom, tænker jeg på, om det er noget I har snakket om? Jeg tror nemlig, at der er mange piger, der kan tro at det er deres skyld, at fyren får rejsningsproblemer. Hos pigen kan der måske opstå tanker om at fyren ikke synes hun er god nok, pæn nok eller bare ikke kan tænde ham, hvilket kan være noget som kan gøre at pigen måske ikke har lyst til sex, pga. alle de her svære tanker. Jeg ved slet ikke om det er sådan for din kæreste, eller I har snakket om at det ikke har noget med hende at gøre, men hvis ikke, kunne det måske være en mulighed at få snakket lidt om det sammen. Du skriver fx det her med at du tror, at det er fordi du skal koncentrere dig, og måske det kunne være fint at få delt med hende, hvis du ikke allerede har gjort det. Du skriver også, at du er en beskeden fyr, og det derfor var hende der lagde mest op til sex i starten - måske det også kunne være rart at snakke om at det dengang ikke handlede om at du ikke havde lyst til hende, men at du fx bare er lidt tilbageholdende som person - bare så det er klart at det ikke har noget med hende at gøre.
Det kan godt være, at din kæreste helt reelt er bekymret for at blive gravid når I bruger kondom fremfor p-piller, da man siger at der er en lille lillebitte større risiko for graviditet. Men jeg kommer også til at tænke på, hvordan du ellers synes at din kæreste går og har det? Er der sket noget I hendes liv der kan gøre hende utilpas eller er hun ekstra presset for tiden? Hvordan er det mellem jer to, er der sket noget på andre fronter end det seksuelle, som kan være med til at gøre det svært? det kan også være sådan, at hvis det går skævt på nogle områder, kan det smitte til andre dele af forholdet. Så det at din kæreste ikke vil have sex for tiden, og du er frustreret over det - mærker I mon også det når I laver andre ting sammen? At have sex kan være så intimt, og hvis der er noget, der generer en, eller man har det svært, kan det blive grænseoverskridende at være så tæt med et andet menneske, også selvom det er ens kæreste. Så jeg tænker, at det måske kunne være en mulighed at tage en god snak om hele jeres forhold, hvor I fortæller hvordan I hver især har det på en omsorgsfuld måde. Når du skriver, at du har grædt om aftenen, kan du måske fortælle hende at du har været rigtig ked af det, fordi du er bange for at hun ikke har lyst til dig. Hvis man tør åbne op for noget sårbart, kan man nogle gange komme rigtig tæt på hinanden, og gøre ens forståelse for hinanden større, og måske genopbygge noget, der har været svært.
Jeg er helt enig med dig i, at sex kan være en måde at vise, at man elsker hinanden på, men jeg tænker også at der er rigtig mange andre måder. Fx bare at holde i hånden når man går en tur, nusse hinanden og kramme, men også bare at have det sjovt sammen eller ligge en arm om hinanden når man ser film. Så selvom at de her bekymringer og frustrationer du går med omkring jeres sexliv lige, fylder rigtig meget for dig, tænker jeg på, at det nogle gange kan være en hjælp at fokusere på noget andet end problemet. Fx kan I næste gang I er sammen, måske lave noget vildt hyggeligt, noget I begge synes er dejligt, om det så er at gå i biografen og spise slik, tage på cykeltur med en madkurv eller noget helt andet. Giv din kæreste en masse komplimenter, fortæl hende hvor dejlig du synes hun er, så hun ikke er i tvivl om, hvor vild du er med hende. Det kan de fleste piger nemlig rigtig godt lide. Ved bevidst ikke at fokusere så meget på det, kan det være hendes lyst til sex opstår helt naturligt igen, hvis du fortsat lader hende mærke, at du synes hun er helt fantastisk, og ikke bare tænker på sex. Måske det så vil komme helt af sig selv. Jeg får lyst til også lige at skrive, at sexlivet i et forhold, er noget der vil gå op og ned gennem tiden i alle forhold. Det kan være forskelligt hvor meget lyst man har, også afhængigt at hvad der ellers foregår i ens liv. Det er bare vigtigt at man passer på hinanden, og skaber et trygt rum hvor begge parter har lyst til det der skal ske.
Jeg kan høre at det her er noget der fylder rigtig meget for dig, og gør dig rigtig ked af det. Jeg tror derfor at det kunne være rigtig rart at få en rigtig god snak med din kæreste. Hvis det er svært at snakke om, kan det nogle gange være lettere at skrive alle dine tanker og følelser ned i et brev, da man på den måde får mere tid til at tænke over det. Hvis der opstår spørgsmål omkring sex, lyst, prævention eller andet om emnet vil jeg anbefale dig at kigge på sexlinien.dk som er en hjemmeside, der skriver rigtig mange brugbare ting om emnet. Her kan man også chatte med en rådgiver helt anonymt eller skrive et brev. Du kommer ind på siden ved at trykke her. Hvis du har lyst, er du selvfølgelig også altid velkommen til at skrive til os her i Cyberhus igen.
Alt held og lykke herfra.
Bedste hilsner
Annika