Forskelligt om jeg kan mærke noget under sex?

brevkassespørgsmål

Forskelligt om jeg kan mærke noget under sex?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Hej, jeg har en kæreste som jeg er rigtigt glad for og jeg elsker ham rigtigt højt. Vi har været sammen i næsten et år nu og er for et stykke tid siden begyndt at have sex. Det er bare sådan  at jeg nogle gange ikke føler at jeg kan mærke noget, ellers så gør det nogle gange ret ondt, også hvis han bare giver mig finger. Jeg tænder på ham så der kan jeg ikke se problemet også fordi at han kan tænde mig ret hurtigt. Men når vi så er begyndt at have sex og han skal til at komme ind i mig så er det som om at det lige pludselig gør ondt på en mærkelig måde ved skede indgangen. Og som om min skede nogle gange svulmer op. Men andre gange har jeg det også som om at jeg ikke kan mærke noget. Min kæreste og jeg har snakket om det mange gange og har søgt lidt rundt på svar men uden held, så derfor spørg jeg nu ind her. Hvad kan det være?

Svar: 

Hej med dig

Hvor lyder det skønt, at du har en kæreste som du er så glad for. Det lyder som om at I er gode til at snakke om tingene, da du skriver det her med, at I har snakket om de udfordringer du oplever I har under sex. Det er virkelig godt I gør det, da det at kunne dele de ting, der fylder er rigtig vigtig, når man er kærester.

Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt frustreret over at det nogle gange gør ondt på dig når din kærester kommer, og at du andre gange ikke føler, at du kan mærke noget under sex, da sex skal være noget dejligt. Du spørger hvordan det kan være, og jeg må starte med at sige at jeg ikke kan sige hvorfor du oplever det du gør, da jeg tænker der kan være mange forskellige årsager. Nogle piger har smerter under sex, fordi de spænder rigtig meget i de muskler der sidder omkring skedeåbningen og som bækkenbunden består af. Det er ikke noget man gør med vilje, men ubevidst - måske fordi man ved det har gjort ondt før og derfor er bange for, at det kommer til det igen. Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle bestemte stillinger eller situationer, hvor det gør mere ondt end andre? Og samtidigt nogle bestemte hvor du ikke føler, at du kan mærke noget? Hvis I bliver bevidste om det, kan det nemlig være at I kan blive klogere på hvordan det fungerer bedst for jer. Sex kan opleves og føles meget forskelligt fra gang til gang, og der er i udgangspunktet derfor ikke noget unormalt I at der er forskel på hvordan det opleves for dig. Men selvfølgelig skal sex gerne være rart, og jeg synes derfor at det er godt du er så opmærksom på hvordan du har det undervejs.

Ens tanker kan også have indflydelse på, hvordan man har det under sex. Hvis man fx har tanker om at det måske kommer til at gøre ondt, eller er nervøs for det, kan det automatisk gøre at det også vil gøre ondt. Samtidigt kan det påvirke oplevelsen, hvis man fx kommer til at tænke på noget helt andet imens, fx hvad man skal lave bagefter eller andre hverdagsting - det kan måske gøre at man ikke synes man kan mærke lige så meget. Derfor kan det måske være hjælpsomt, at holde koncentrationen på det der sker her og nu. Det kan nogle gange være svært at være fuldstændig tilstede, fordi ens tanker kan fylde så meget, men det kan være rigtig godt hvis man kan slippe dem fri. Jeg tænker også, at det kan være rart, at huske at være opmærksom på de ting, der fungerer rigtig godt, når I har sex. Ved at bevare fokus på det der fungerer, kan de ting der ikke fungerer måske pludselig forsvinde, fordi man ikke er så opmærksomme på dem. Du skriver også at din skede nogle gange svulmer op. Det er faktisk helt normalt, at den gør det under sex, da der ved seksuel stimulering kommer mere blod i de blodåre som er i skeden, hvilket gør at den svulmer op og udvider sig - så det tænker jeg ikke, er noget som du skal bekymre dig om.

Jeg ved ikke ikke hvor lang tid du har haft det sådan her, men det kunne lyde som om at det stadig er ret nyt for jer det her med at have sex, og jeg tænker derfor, at det I oplever også bare kan være fordi, at I er i gang med at lære hinanden at kende på det her område og først næsten lige er begyndt. Derfor kan det være, at du med tiden finder ud af det hele lige pludselig bliver bedre, da sex især handler om at være trygge ved hinanden, kende hinanden rigtig godt og udforske hvordan det føles. Derudover kan man sige, at det også handler om at øve sig, og blive klogere på hvad hinanden godt kan lide. Men hvis du fortsat synes du har meget ondt, eller ikke kan mærke noget, tænker jeg, at det kan være en mulighed at tage til læge. Jeg forstår godt hvis du synes, at det kan være grænseoverskridende, men en læge kan finde ud af, om der er nogle problemer rent fysisk, som du vil kunne få hjælp til.

Derudover får jeg lyst til at fortælle dig om sexlinien.dk som er en hjemmeside, hvor du/I kan få en masse viden om sex. Fx kan man læse om smerter under samleje og hvad det kan skyldes. Man kan også chatte med rådgivere, der har meget viden og erfaring med at rådgive unge indenfor det her emne. Du kommer ind på hjemmesiden ved at trykke her - linket er til det sted på siden, hvor de skriver om smerter.

Jeg håber du kunne brug mit svar, ellers er du også altid velkommen til at skrive igen - både her i brevkassen og i vores 1-1 chat.

Bedste hilsner

Annika

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program