Har jeg en spiseforstyrrelse?

brevkassespørgsmål

Har jeg en spiseforstyrrelse?

Hej Cyberhus. Jeg har altid været buttet. I starten af 5. klasse besluttede jeg mig for at jeg skulle gøre noget ved det. Men nu er jeg bange for at det har taget overhånd. Altså jeg var rigtig dårlig til det med slankekure. Jeg tabte mig måske 1 kg. Men så tog jeg 5 på igen fordi jeg ikke kunne holde mig væk fra alt det usunde. Har adskillige gange prøvet at gå på forskellige slankekure. Men er overhovedet ikke kommet nogen vejne. Tværtimod, er jeg nu ved at gå fra buttet, til overvægtig. Det lod jeg mærke til i midten af 6. klasse. Jeg ville have noget som var nemt. Men det vidste jeg jo selvfølgelig godt at der ikke var. Indtil for nylig. Det var faktisk bare en dag ligesom alle andre, bortset fra at jeg ikke havde fået spist så meget. Det var bare tilfældigheder, ikke noget jeg gjorde med vilje. Fx. nåede jeg ikke lige at spise min madpakke eller havde for travlt om morgenen til at få spist morgenmad. Bare sådan nogle ting. Og så om aftenen.. Så jeg til min overraskelse, at min mave næsten var helt flad. (Jeg havde jo selvfølgelig ikke tabt mig så meget på 1 dag, det var bare fordi jeg ikke havde fået så meget at spise, tror jeg) Nåmen, så snart jeg fandt ud af, hvor hurtigt jeg egentlig kunne tabe mig ved at sulte, blev jeg ved med det. Jeg elskede resultaterne. Tror ikke jeg har tabt mig så meget faktisk, men min mave ser flad ud, og det er hvad jeg elsker. Har altid spekuleret på hvordan det føles at være tynd. Men kan godt se at det nu er ved at tage overhånd. Er begyndt at snyde rigtig meget med mad. Står tidligere op om morgenen end mine forældre, ligger nogle brødkrummer på min tallerken, og siger jeg har spist min bolle. Prøver bevidst at spise så lidt som muligt, og når jeg gør, ryger det ud i toilettet bagefter. Jeg ved det er forkert, men jeg føler at jeg får det bedre af det. Det er svært at forklare, men jeg føler mig simpelthen så klam, ulækker og fed hvergang jeg spiser. Hvis jeg på et tidspunkt ikke lige får kastet op, så lader jeg det gå ud over mig selv.. Jeg har lavet en "regel" for mig selv om, at hver gang jeg tager mere end 1 kg på, så skal jeg skære 5 snit i min arm. Kan godt finde på at skære samme sted hvis det ikke blev dybt nok. Min mor fandt ud af at jeg cuttede for nogle uger siden, og har fortalt det til min far og søster. Så min familie ved godt at jeg cutter. Men er ikke sikker på at de kender til min mulige spiseforstyrrelse. Skal jeg fortælle det til dem? Eller til nogle veninder måske? Skal jeg overhovedet fortælle det til nogen? Hvis jeg skal, hvordan skal jeg så få det sagt? Vær sød at hjælpe mig, har virkelig ikke ingen ide om hvad jeg skal gøre. Var så tæt på at fortælle min veninde det forleden dag. Vi talte om spiseforstyrrelser, og jeg havde så meget lyst til bare at sige hvordan jeg havde det. Men for det første, så er jeg ikke engang sikker på om jeg har en spiseforstyrrelse. For det andet, er jeg bange for at hun bare vil tro jeg gør det for opmærksomhed eller sådan noget. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen C

Svar:

Hej C

Jeg kan godt forstå du er bekymret for dine tanker og de mønstre du har lavet for dig selv omkring mad. Om det er en spiseforstyrrelse kan jeg ikke afgøre, da det kræver lidt flere snakke. Men jeg kan fortælle dig at de tanker du beskriver, og de handlinger og regler du har lavet for dig selv minder meget om noget jeg har talt med andre unge, der har haft en spiseforstyrrelse, om.

Og derfor tænker jeg også at du faktisk gør det helt rigtige. Du bekymrer dig, og så vælger du at skrive her i brevkassen for at finde ud af om det er noget du skal gøre mere ved. Det mener jeg helt sikkert du skal. En spiseforstyrrelse kan være svær at kæmpe sig ud af hvis den først har bidt sig rigtig fast, og derfor tænker jeg afgjort at du skal snakke med nogen om det nu. Du nævner selv dine forældre, og jeg synes helt sikkert at de vil være et godt valg for dig.
De ved allerede at du cutter, og derfor tænker jeg at de i forvejen er opmærksomme på at du har det svært lige nu.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er super svært at skulle fortælle de her ting. Både fordi det kan være svært at forklare hvordan det er man har det og selvfølgelig også fordi man kan være bange for hvordan dem man fortæller det til vil reagere. Kan det måske lade sig gøre at snakke alene med din mor, din far eller begge to på en gang, på et tidspunkt hvor I ikke lige bliver forstyrret og ikke skal noget bestemt. Bare sådan at I ikke bliver afbrudt...så I har god tid til at snakke. Og så måske bare starte ud med at fortælle at der er noget du er bekymret for som du gerne vil høre deres mening om.

Hvis du er nervøs for om du kan få det sagt, kan du måske overveje at skrive et brev, hvor du fortæller alt det du gerne vil. Det at skrive det hele ned kan først og fremmest hjælpe dig med at finde ud af præcis hvad det er du gerne vil fortælle, men samtidig kan det også være en hjælp fordi du så "bare" kan læse op af brevet og ikke selv skal finde orderne når I skal snakke. Eller du kan give brevet til dine forældre så de selv kan læse det.
Du har beskrevet det hele rigtig godt her i dit spørgsmål i brevkassen, så du kunne måske også overveje at vise dine forældre dit spørgsmål her...for det beskriver virkelig godt hvordan du har det og hvad du er bekymret for.

Kære C, du har allerede taget et stort skridt ved at skrive i brevkassen, og jeg kan høre at du virkelig gerne vil tage det næste og få lettet dig hjerte. At få hjælp til at få lettet din bekymring, og det er jeg sikker på du også kan. Tag snakken med dine forældre. Gør det som du kan gøre det bedst...det vigtigste er at du giver det en chance og åbner op, så du kan få luftet tankerne og få hjælp til at få det bedre.

Mange hilsner
Niels-Christian