Hej M :)

Jeg kan godt forstå din bekymring og dejligt at du ønsker at hjælpe din ven - det er godt at du skriver og søger råd her og dermed gør noget ved din bekymring. Nu han er diagnostiseret med depression ved du så noget om om han er i en form for behandling? Jeg tænker på terapi/samtaler, piller eller andet. Måske du kan prøve at spørge om han selv fornemmer en fremgang med de mørke tanker.

Mange trækker sig og får en berøringsangst når en ven/et familiemedlem får en depression eller andre psykiske problemer. Når vi bekymrer os om hinanden er det fordi vi holder af hinanden og ønsker hinanden det bedste. Det kan være svært, men betydningsfuldt at ’bryde tavsheden’ og forsøge at spørge lidt ind, så han/hun ikke føler sig alene, men i stedet bliver mødt med en åbenhed og accept. Det er her vigtigt at huske at alle er herre over deres eget liv, så vi må ikke komme til at føle os ansvarlige for hvordan andre handler.

Nu ved jeg ikke hvor længe det ’har stået på’, men det kan være at han selv føler en fremgang som han bare ikke har sat ord på overfor dig – måske han har delt det med sine forældre eller andre der kender til hans situation. Du kan eventuelt fortælle ham om Cyberhuset hvor han er velkomne til at chatte eller skrive til brevkassen. En anden ide er at du snakker med andre voksne der er tætte på ham/dig - evt. dine (eller hans hvis du kender dem) forældre eller en lærer. Ikke for at gå bag om ryggen på din ven, men netop fordi du bekymrer dig og tager din bekymring alvorligt og fordi jo flere der er opmærksomme din ven, jo lettere kan I sammen hjælpe og støtte ham så han får det bedre.

Jeg håber, at han vil dele lidt af sine tanker med dig- fortæl ham gerne at du er bekymret og at du ønsker at hjælpe ham. Hvis han udtrykker at han har det skidt, så er det måske en ide at snakke med ham om at få (mere) professionel hjælp. Held og lykke og sejt at du gør noget og ikke bare ’kigger på’!

Mange hilsner

/ Trine