Vi vil have hinanden, men vi kan ikke
Vi vil have hinanden, men vi kan ikke
Hej Cyberhus
Min nuværende ekskæreste og jeg står i en ret nederen situation.
Vi slog op for snart 2 uger siden, fordi vi havde været for meget uvenner og det blev til sidst for hårdt for os begge.
Men nu har vi i 2 uger skrevet og snakket konstant, om, hvor meget vi savner hinanden og hvor hårdt det er at skulle komme videre og se den anden være glad med en ny. Vi vil have hinanden, vi ved begge, at det er meningen, at vi skal være sammen, men alle vores forrige problemer, gør det umuligt for os at være sammen.
Det er som om, at der er en væg mellem os, som stopper os.
Vi havde aldrig råbt af hinanden, før vi slog op og snakkede over telefonen, om hvor sårede vi bliver omkring forskellige ting, såsom hvis en af os er sammen med det modsatte køn eller sådan noget.
Jeg ved han stadig elsker mig og jeg elsker ham. Men eftersom vi har forsøgt så mange gange at holde op med at blive negative og sure på hinanden, så tør han ikke give det flere chancer. Han vil ikke såres mere og han tror ikke på, når jeg siger, jeg ikke vil såre ham..
Jeg ved ikke hvad vi kan gøre, for jeg vil så gerne have ham tilbage, og jeg ved han også gerne vil, men hans ego er for stort til at sige det, og han vil ikke såres mere, så hvad kan vi gøre?
Hvordan kan vi vinde hinanden tilbage, og så oven i købet uden, at det måske skulle ende i noget negativt igen?
Håber I kan hjælpe!
Hilsen mig
Hej med dig
Jeg kan godt forstå, du synes at du og din ekskæreste står i en nederen situation. Det er tydeligt, at du godt kunne bruge nogle tanker omkring jeres forhold. Du skal vide, at det bestemt ikke kun er dig, der kan blive frustreret og forvirret over det med kærligheden. Forhold kan være utrolig svære at finde rundt i og det er derfor meget forståeligt, at du skriver herind og har brug for nogle andre øjne på sagen. Det vil jeg meget gerne prøve at give dig, og så håber jeg, at det er noget, du kan bruge til noget. I dit brev spørger du, hvordan I kan finde sammen igen og uden at det ender i noget negativt. Jeg vil rigtig gerne dele mine tanker med dig. Jeg vil dele mit svar i to dele, udfra de spørgsmål, du stiller:
1) Hvordan finde sammen igen?
I forhold til at finde sammen igen, så er der desværre ikke nogen gylden løsning, som jeg kan fortælle dig om. Det er meget forskelligt, hvordan folk finder sammen igen. Det lyder som om, I begge to gerne vil hinanden, men at din ekskæreste især, er bange for at blive såret igen. Det er der slet ikke noget mærkeligt ved. Når man bliver såret, så sætter det sig i kroppen og den følelse er ikke rar at tænke tilbage på. Derfor er det naturligt, at man ikke har lyst til at opleve det igen. Jeg vil anbefale jer at sætte god tid af til at tale det hele igennem. Snakke om, hvad I hver især tænker om at finde sammen igen. Hvis man sætter sig og ikke skal tænke på tiden, så kan der dukke mange ting op i sådan en samtale.
2) Hvordan undgå at det bliver negativt igen?
Man kan godt blive nervøs eller bange, når man skændes første gang. Især fordi, man slet ikke er vant til at råbe af hinanden, som du også skriver. Det kan være hårdt og gøre ondt. I jeres tilfælde lyder det som om, det har sat nogle spor i jer, som gør jer nervøse for at opleve det igen. Og - som jeg skrev tidligere - er det er meget forståeligt, at I ikke har lyst til at blive sårede igen. Allerførst skal du vide, at det er fuldstændig normalt at blive sure og vrede på hinanden, når man er i forhold. Det er faktisk svært at undgå det. Man er så tætte, så det er naturligt at træde hinanden over tæerne og irritere hinanden ind imellem. Selvom det kan virke som en rigtig dårlig ide at skælde hinanden ud ind imellem, så er det faktisk ret sundt at kunne være ærlige overfor hinanden. Ellers kan det ende med, at man går og bobler indeni, indtil man pludselig eksploderer. For som mennesker har vi godt af at få luft for de følelser og tanker som er indeni - især de negative. Selvfølgelig på en god måde. Man kan f.eks. tænke over at sige: “Jeg føler, at…” i stedet for: “Du gør det og det forkert…”. På den måde fortæller man om tingene i stedet for at beskylde hinanden.
Du skriver, at det er som om, der er en væg igennem jer, og jeg kommer til at tænke på, om I har fået snakket ud om tingene, efter I råbte af hinanden? Når man er vred, kan man nemt komme til at skælde ud og så gå hver til sit, når skænderiet topper. Det er også helt fint at køle ned hver for sig - det er der mange, som har brug for. Men det er ligeså vigtigt, at man får talt ud om tingene bagefter - når man er kølet ned igen. Det er dér, hvor man virkelig har muligheden for at få en god snak. Når man sætter sig og snakker sammen om det, der er sket før - og er faldet ned igen - så er det mulighed for at få forklaret nogle ting, sagt undskyld, få givet et knus og få lavet aftaler om, hvad der skal ske fremover.
Jeg håber, du har fået noget inspiration og måske også mod på det hele igen. Og så håber jeg, at du og din ekskæreste finder ud af, hvad der er bedst for jer. Husk at give jer selv og hinanden plads og tid til at mærke efter indeni, hvad der føles rigtigt. Jeg krydser fingre for jer.
De bedste hilsner fra Mai