Fortvilet

brevkassespørgsmål

Fortvilet

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej brevkassen, jeg har et stort problem og virkelig brug for hjælp. 

Jeg er 16 (snart 17) år gammel og går i 10. klasse. Jeg er født med knæproblemer og blev i 8. klasse opereret i mit knæ. Efter operationen havde jeg 1 måned i kørestol og 1-2 måneder på krykker. Selvom vi spiser sundt derhjemme gik jeg fra at være ret aktiv til ikke at lave noget rigtigt. Jeg tog en del på (har lige siden jeg var helt lille haft knæproblemer og dermed ikke kunne dyrke så meget motion.. derfor har jeg altid været overvægtig) Jeg har aldrig været akut overvægtig, men efter operationen og perioden i kørestol vejede jeg godt 78 kg... jeg er 160 cm. høj.... Selvom det er meget at veje ift. til min højde, så det ikke voldsomt ud, da jeg er ret bredskuldret og derfor kom det også som et kæmpe chok, da vægten, da jeg var på sygehuset til tjek, viste 78 kg. Lægerne foreslog med det samme, at jeg skulle til diætist osv., men at skulle til diætist føltes dengang som et nederlag, så jeg valgte at tage sagen i egen hånd... Da jeg stadig var præget af store smerter i knæene, var det svært at dyrke motion, så jeg begyndte 1-2 dage inden det månedlige sygehus-tjek at kaste mit mad op. Det virkede og jeg tabte mig lidt ad gangen, og lægerne var glade og synes jeg var rigtig sej, og jeg nød virkelig den ros og anerkendelse jeg fik! Jeg ved ikke hvor meget eller hvor lidt jeg gjorde det fra julen i 8 til sommerferien mellem 8 og 9, men jeg husker det som om, at jeg havde styr på det....

I starten af 9. tog jeg en beslutning om, ikke at spise så meget og spiste derfor næsten ikke morgenmad, intet frokost og det jeg spiste til aftensmad kom op igen. Jeg gik på 6 måneder fra at veje 78 kg. til at veje 60 kg... Det var egentlig ikke ikke et voldsomt vægttab ift. mængden af mad jeg indtog, men jeg har også en stofskifte sygdom, så jeg taber mig ikke så let...

Mit problem er nu, at det er kørt helt af sporet. Jeg kaster nogle dage op 7-8 gange og det er selvom jeg stadig ikke spiser optimalt. Jeg får kvalme af en rugbrød og jeg kører mig selv ned psykisk... Jeg har det så dårligt, jeg er træt og ked af det, trods jeg har en stor omgangskreds og mange venner.

Jeg er selv nået til det punkt hvor jeg har brug for hjælp og gerne vil snakke med nogle, men det er svært. Jeg har aldrig kunne snakke med andre omkring mig selv, men jeg har brug for det... Jeg ved selv jeg har et problem og det bliver mere og mere ekstremt, både min spiseforstyrrelse, men også mine tanker (jeg har OCD lignende symptomer, hvilket også stiger mig til hovedet f.eks. hvis jeg går på de mørke felter på en fodgængerovergang kan jeg gå helt amok og føle mig nødsaget til at græde). Ærligt har jeg mistet kontrollen og er også begyndt at få min frustrationer ud, på min egen krop, ved at påføre den smerte (skære osv.)

Jeg er fortvivlet, bange og jeg har brug for hjælp.  

Svar: 

Hej med dig.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes at du er utrolig sej fordi du skriver herind og gerne vil have hjælp med dine problemer. Det kan være rigtig svært at gøre, og selvom det kan være svært at overskue, hvordan man kan få det bedre, så er den bedste start altid at sige højt, at man har brug for hjælp.

Jeg kan godt forstå, at det må have været svært at tage så meget på, på så kort tid, og så ikke have mulighed for at tabe det gennem motion. Og samtidig også have læger, der fortæller, at du har brug for at tabe dig. Det kan være ekstra hårdt at høre det fra andre fremfor hvis det er ens egne tanker. Så det lyder til, at du har følt dig presset til at tabe dig ret hurtigt. Ud fra det du skriver, så virker det til, at du kom ind i en lidt ond spiral, hvor du begyndte at tabe dig, men på en ikke så hensigtsmæssig måde ved at kaste op, men så fik ros for, at du tabte dig. Alle mennesker har brug for anerkendelse, så det er helt naturligt at du blev glad for at få ros for at have tabt dig. Men det lyder også til, at du godt ved, at det ikke er særlig godt for dig, at du taber dig ved at kaste op. Når man mister kontrollen over fx sin krop ved en vægtforøgelse, så er det helt naturligt, at man vil finde en måde at få den kontrol tilbage på, og det kan fx være ved at kaste op eller lade være med at spise, altså gøre noget, hvor man selv kontrollerer, det der sker med ens krop. Men desværre kan det få nogle voldsomme konsekvenser for en selv og for ens selvværd, og man hurtig blive afhængig af fx at kaste op. Ligesom man også kan blive afhængig af at skade sig selv, som jeg også godt kan forstå, at du er begyndt at gøre. For nogen hjælper kortvarigt at skade sig selv, fordi det kan fjerne fokus fra den psykiske smerte ved at have en fysisk smerte, men det er selvfølgelig ikke en hensigtsmæssig måde at håndtere det på, selvom det kan være svært at stoppe igen. Det lyder også til, at du selv er helt opmærksom på, hvad det er der gør, at du skader dig selv, nemlig at få frustrationerne ud. Jeg kan godt forstå, at du er rigtig bange og fortvivlet over at du har mistet kontrollen over det hele. 

Men selvom det hele virker til at være rigtig svært, så er det muligt at få det bedre. Jeg vil anbefale dig, at du kontakter Center mod spiseforstyrrelse og selvskade. Her kan du få rådgivning på enten telefon, chat eller sms. Det kan være rart at tale med nogen, som har meget kendskab og erfaring med, hvor svært det kan være at have en spiseforstyrrelse og komme ud af den igen, og hvad der skal til for at man kan få det bedre. Jeg tænker også, at det måske kan være en idé for dig, at snakke med en psykolog om alle de her udfordringer du oplever? Hvis du tager til din læge, og fortæller lidt omkring de her ting, så kan det være, at du kan få en henvisning til en psykolog, hvor det så bliver lidt billigere. Du skriver også, at du har fået nogle OCD lignende symptomer, og selvom det er svært for mig at sige, om det rent faktisk er OCD symptomer, så lyder det til at det gør dig rigtig bange, og derfor tænker jeg, at det er vigtigt at få snakket med nogen om det, så snart du har mulighed for det, og der kan det være godt med en psykolog eller en læge. Generelt tænker jeg, at det kan være svært at få det bedre selv. Og uanset om du har lyst til at række ud efter professionel hjælp, så tænker jeg, at det kan være godt, hvis du har nogen omkring dig til at støtte dig i at få det bedre. Det kan fx være dine forældre eller en anden voksen, som du har det godt med. Det kan måske også være en god veninde. Det vigtigste er bare, at du ikke går med det selv, for alle de her forskellige ting, som du oplever at have udfordringer med kan godt hobe sig op, så man til sidst ikke kan være i det. Jeg ved godt, at det kan være svært at fortælle alle de her ting, og hvis det er for svært, kan du måske også vise den person, du vil fortælle det til, det her brev, du har skrevet ind.  

I forhold til det du skriver med, at du er begyndt at skade dig selv for at få frustrationerne ud, så tænker jeg, om du kan at prøve at tænke over, om der er andre måder, du kan få den her frustration ud på end ved at skade dig selv. Det er meget forskelligt, hvad der kan hjælpe, men for nogen hjælper det at komme væk fra de omgivelser de er i når de har lyst til at skade sig selv, fx gå en tur, for andre hjælper det med musik eller film, og for nogen hjælper det at de har en de kan ringe til. Næste gang du får lyst til at skade dig selv og du har overskud til det, så kan du måske prøve at tænke efter, om der er noget andet du kan gøre, som kan distrahere dig. 

Jeg synes at du virker som en meget reflekterende og bevidst pige, hvilket er rigtig gode karaktertræk, som helt sikkert vil hjælpe dig i kampen om at få det bedre. Det er rigtig godt at være bevidst omkring de udfordringer man har og hvordan de er opstået, og for mig lyder det til, at du ikke har haft de bedste vilkår her på sidste, for at have det godt. Du skriver også, at du fx har en stofskiftesygdom, som gør det sværere at tabe dig. Så jeg tænker at hvis du kan, så må du prøve ikke være så hård ved dig selv, fordi du virkelig ikke har haft de rigtige betingelser for at tabe dig. Og nu hvor det har udviklet sig til en spiseforstyrrelse, så kan det være meget svært at få det bedre fra den ene dag til den anden. Det tager tid at komme ovenpå igen, og det kræver arbejde, men det er muligt at få det godt igen!

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du får den hjælp, som du har brug for, for at få det bedre. Husk du altid er velkommen til at kontakte os igen, enten her eller i chatten.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program