flytte skole
flytte skole
hej
jeg vil rigtig gerne flytte skole pga et billede der kom ud på min mystory på snapchat ved et uheld og nu har alle fra min skole set det
men jeg tør ik og sige til min mor hvorfor jeg gerne vil flytte skole ps jeg har flyttet skole før men hvad skal jeg gøre? plz hjælp
Hej med dig,
Det lyder på dig som om, at du står i en svær situation, da du har mistet kontrollen og har afsløret noget, som du ikke ønskede, at andre skulle se. Det må være meget ubehageligt for dig. Derfor synes jeg, at din måde at handle på din situation, ved at spørge om råd herinde, er rigtig god.
Nogle gange kan der være episoder i livet, som føles meget ubehagelige at være i. Nøjagtig som den, du beskriver med billedet på snapchat, hvor du ikke kan ændre på, at det er blevet set af eleverne på din skole. Men har du gjort dig nogle tanker om, at billedet måske med tiden vil gå i glemmebogen, således du ikke er tvunget til at skulle flytte skole og flygte fra den situation, du står i lige nu? Min pointe er, at de fleste mennesker oftest er mest optagede af dem selv, og hvordan andre ser på dem. Dermed kan det være, at dine skolekammerater, efter et stykke tid, ikke længere vil gå rundt og huske på dit billede fra snapchat, fordi de i forvejen selv har travlt med, hvad andre tænker om dem. Så hvis du gav det noget tid (selvom jeg godt ved, at det virkelig ikke er rart for dig at være og gå på skolen), kunne det være, at dine skolekammerater glemte billedet ligeså stille. Og du ville således måske ikke være tvunget til at skulle skifte skole. En anden mulighed er, om du kan forestille dig at være ligeglad med, hvad andre tænker om billedet og så at sige "køre dit eget løb". At fjerne dit fokus fra, hvad andre mennesker synes eller måtte tænke om dig.
For kort at opsummere de to muligheder, som jeg har beskrevet, kunne du vælge at give det lidt tid og se, om billedet blev glemt. Eller du kunne måske blæse på, hvad andre mennesker (dine skolekammerater) tænker om dig og billedet. Det er helt op til dig, hvad du føler for at gøre - eller ikke gøre, og om du kan leve med, at billedet er kommet ud på mystory og fortsætte på skolen.
Når man er i en svær situation, tror jeg, at det er en god ide, at prøve at lytte til sig selv, så godt som man kan. Jeg kan høre på dig, hvordan billedet på snapchat har medført, at du føler dig tvunget til at skifte skole. Men hvis du mærker efter, har du så lyst til at udsætte dig selv for at skulle skifte skole igen? Det er meget vigtigt, at du i den her situation lytter til dig selv og tænker på dig selv - i stedet for at handle på, hvad andre (dine skolekammerater) tænker om dig på grund af et billede. Det er synd, hvis de virkelig skal have lov til at styre dit liv, og hvad der skal ske med dig - at du skal skifte skole, selvom du måske aldrig selv havde taget den beslutning, hvis ikke billedet var blevet set af de andre.
Hvis du, som jeg har skrevet, lytter til dig selv og stadig kan mærke, at det er det rigtige for dig at skifte skole - så tror jeg også på, at din mor vil kunne forstå eller hjælpe dig på en eller anden måde. Hvis du forestiller dig, at din gode veninde fortalte dig, at hun var utroligt ked af et billede på snapchat og ville skifte skole, ville du så ikke synes, at det var synd for hende og ville prøve at hjælpe hende? Måske din mor vil gøre det samme og vil forsøge at hjælpe dig. Måske du kunne skrive et brev til hende: I dette kunne du tage dig tid til at forklare dig og skrive, hvad der er sket, hvorfor du gerne vil flytte skole, at du er ked af, at du lige har skiftet skole, men at du virkelig har det rigtig skidt på skolen lige nu på grund af billedet. Eller du kan skrive helt andre ting, så din mor kan forstå, hvordan du har det, og hvorfor du gerne vil skifte. Jeg tænker særligt, at et brev kunne være en oplagt mulighed at få det sagt til din mor på, fordi du skriver, at du ikke tør at sige det til hende. For hvis du afleverer et brev eller lægger det til hende et sted derhjemme, konfronterer du hende ikke på samme måde som i en samtale. Og i brevet vil du stadig kunne få forklaret din situation med skolen grundigt. Det kan også være, du har mere mod på bare at fortælle hende ansigt-til-ansigt, hvad der er sket? Valget er dit, og du skal gøre, hvad du synes, der føles mest rigtigt.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget og ønsker dig al mulig held og lykke med det. Du skal altid være velkommen til at skrive ind igen.
De bedste hilsener,
Nettie.