Mobbet grund af mine bryster!!

brevkassespørgsmål

Mobbet grund af mine bryster!!

brevkassespørgsmål af
Offer
12 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hey cyberhus

Har lidt pinligt problem som jeg vil have hjælp til

Er blevet mobbet siden jeg fik hår "for neden" fordi jeg var den første der fik det og mine bryster begyndt os og vokse men her i sommer ferien vokset de som sindsyg og er blevet alt for store

Det giver en masse problemer os fordi de fleste af mine BH de er for lille til mig men min mor vil vente og se om de vokser endnu mere for hun er sur over vi næsten lige har købt dem til mig

Men de for små BH for mine bryster til at blive mast op og alle mobber mig med de er så store de falder ud folk kalder mig fede selvom jeg kun vejer omkring de 45 og det er meget normalt har jeg fået og vide men det fordi de tænker på mine bryster kun

Og der bliver spredt rygter om jeg har haft sex men det har jeg hellere ikke men alle har åbenbart den holdning jeg vil have opmærksomhed

Men ville virkelig ønske jeg kunne få mine bryster til at gå væk

Har mistet alle mine veninder og ingen gider snakke med mig mere føler mig meget ensom

Hvad skal jeg gøre og kan man få sine bryster til og skrumpe eller gøre noget så de stopper med og vokse

Kan i fortælle om de bliver større er virkelig bange for det for pigerne fra klassen deres er kun lige begyndt og vokse så vokser mine også mere eller???

Og den størrelse BH jeg bruger nu er 75C men skal en størrelse op da de popper ud vil gerne tilbage til en B hvis jeg kan

Håber i har noget der kan hjælpe mig

Svar: 

Kære du

Det er bare ikke rimeligt at du bliver udsat for mobning. Det er rigtig godt at du skriver her i brevkassen. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig. 

Når man kommer i puberteten er det helt naturligt at kroppen begynder at udvikle sig. Nogle begynder tidligt, andre først senere. 
Jeg tror at mange kunne ønske sig at de ike lige er én af de første, eller én af de sidste der udvikler sig og på den måde skiller sig ud. For man vil for det meste bare gerne være som alle de andre. 

Men der er ikke så meget man kan gøre for at styre det. Kroppen udvikler sig i sit helt eget tempo. For dig har det betydet, at du tidligt og hurtigt har udviklet store bryster. Lige nu betyder det at du nok ser anderledes ud end mange af de andre piger. Jeg kan garantere dig at du indenfor de nærmeste uger, måneder og år vil opleve at det ændrer sig. De andre piger begynder også at udvikle sig, og selv om du lige nu er "hende med store bryster" kan det sagtens være, at flere af de andre piger har større bryster end dig om et år. 
Nogle udvikler sig tidligt og rigtig meget på kort tid. Nogle udvikler sig stille og roligt over mange år, mens andre skal vente længe på at udviklingen går igang. Men at det så til gengæld også går vildt hurtigt lige pludselig. Det kan sagtens være at dine bryster ikke vokser ret meget mere, når nu de allerede er vokset en del. 

Men at det hele nok skal ændre sig, hjælper jo ikke lige nu og her. Jeg kan godt forstå du er rigtig ked brysterne, når de på en eller anden måde er "skyld i" at alting har ændret sig i forhold til de andre i klassen. 
At de første der udvikler sig, bliver udsat for drilleri og mobning er desværre noget der ofte kan ske. Det her med at de første der fik hår forneden, store bryster, eller ham der har den største tissemand i omklædningsrummet, sikkert også dem der har prøvet en masse seksuelt. Det er noget jeg ofte har hørt unge fortælle om. At der går en masse historier om dem, bare fordi deres krop udvikler sig tidligt og hurtigt. Det er så urimeligt, og det er selvfølgelig helt forkert. De to ting behøver overhovedet ikke have noget med hinanden at gøre. 

Men hvad kan du så gøre ved det? 
Jeg tænker at du som det første skal snakke med din mor igen, omkring de her bh´er. Du skal selvfølgelig have en bh der passer til din størrelse. Både fordi det ikke er rart at de falder ud, men endnu vigtigere fordi det er usundt at gå med en for lille bh. Jeg kan godt se at det er ærgerligt at købe nyt, hvis nu de vokser mere. Men du kan købe ret billige bh´er i eksempelvis Bilka, Føtex, Kvickly, eller et af de mange andre supermarkeder. H&M Har også tit tilbud, så det ikke behøver koste en masse penge.
Der findes også mange forskellige typer af bh. Måske kunne en sports-bh være en mulighed for dig i skolen. En sports-bh er stor nok til at der er god plads til brysterne, men samtidig sidder den tæt, så brysterne kan komme til at se lidt mindre ud. Det er ikke nødvendigvis sundt at gå med hele tiden, men måske noget du kunne gøre i skoletiden, og så skifte til en anden når du kommer hjem?
Husk igen. Om et år, vil flere af de andre piger også have større bryster, og så vil du sikkert ikke føle dig så anderledes, at du gerne vil "gøre dem mindre". 

Jeg synes også du skal tale med din mor, om at snakke med de voksne i skolen. Jeg tænker nemlig det kunne være rigtig godt for jeres klasse at få en snak om det der med at kroppen udvikler sig, og at det kan være ret svært. Det behøver ikke være en snak der lige skal handle om dig og dine bryster, og at du bliver mobbet lige nu. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til sådan en snak.  
Derfor tænker jeg mere på en snak der handler om, at I alle sammen kommer til at udvikle jer meget de næste år. Og at det er vigtigt at I passer på hinanden i stedet for at drille hinanden med de ting der sker med jeres kroppe. 
Lige nu er det måske dig der skiller sig ud, og derfor bliver mobbet. Om ganske kort tid kan det være andre der pludselig får vildt mange bumser, bliver mega høje, hvis stemme går i overgang og lyder mærkelig, eller som får rigtig mange hår på arme og ben. I kommer alle sammen  til at udvikle jer. De fleste af jer vil også opleve, at jeres kroppe ikke altid ser ud, eller gør som man kunne ønske sig. Måske vil der også være nogle fra klassen der om et et par år ike har udviklet sig ret meget. Og så kan det blive lige så stort et problem for dem, som din tidligere udvikling er for dig nu. Derfor er det så vigtigt en snak at få, så hverken du eller andre skal gå, og være bange for at være anderledes. For i virkeligheden er vi alle sammen anderledes. Vi er alle sammen forskellige, og det skal der være plads til. Måske kan sundhedsplejersken på skolen komme forbi klassen til sådan en snak?

Prøv at tage en snak med din mor igen. Og med én eller flere af jeres lærere. 
Noget af det her skal nok ændre sig helt af sig selv, når de andre også begynder at udvikle sig. Men det skal du selvføglelig ikke bare vente på, og de andre skal ikke mobbe dig. De voksne bliver nødt til at hjælpe dig, så du ikke skal gå og føle dig forkert, for det er du i hvert fald ikke. 

Mange hilsner
Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program