Hej igen

brevkassespørgsmål

Hej igen

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Hej igen :)

Jeg skrev herind for to ugers tid siden ang. En pige fra min klasse

Som sendte blandede signaler.. Har taget imod rådet og har prøvet

At snakke med hende men hun lukker meget af for mig.. Nu er jeg begyndt at

Virke afvisende overfor hende og jeg kan mærke hun ligger mærke til det..

Nu er hun dog begyndt at komme med pirrende kommentarer til mig som meget

Omhandler lesbiske og nogle lidt negative synspunkter,

Og når jeg så ikke giver hende opmærksomhed virker hun til tider søgende,

Så er helt på bar bund.. Hun skriver stadig ting til mig og vi er begyndt at skrive

Om romantik og at jeg er drømmekæresten i hendes øjne men igen er jeg luft dagen efter..

 

Hilsen mig

Svar: 

Hej med dig

Det lyder som om, at det stadig er rigtig kompliceret mellem dig og den her pige, og det lyder til, at det går dig rigtig meget på. Jeg kan se i svaret på dit tidligere brev, at du blev opfordret til at tage en ærlig og åben snak med hende, hvilket jeg også tænker er en rigtig god ide. Men på det du skriver nu, lyder det ikke til, at du føler, at snakken har hjulpet, men at det istedet stadig er rigtig svært mellem jer - det lyder som om, der foregår et spil mellem jer, hvor I prøver nogle ting af, måske fordi der er forvirring om egne følelser og tanker. Du skriver fx at hun lukker af for dig den ene dag, og den næste skriver romantiske ting, og jeg forstår godt at det må være vildt svært at finde ud af, hvad det er hun vil og ikke vil, og hvis du er rigtig glad for hende, må det være rigtig frustrerende at være i. Men når hun virker søgende, eller kommer med pirrende kommentarer, når du er afvisende overfor hende, kunne det godt lyde som om, at hun virkelig nyder at du har interesse for hende normalt. Når hun kommer med negative synspunker om fx lesbiske, tænker jeg, at det måske kan være et udtryk for hendes usikkerhed, når du prøver at være afvisende overfor hende. hvis man føler sig afvist, kan det nemlig for nogle mennesker, være lettere at virke lidt hård, end at vise at man fx er ked af det. 

Jeg tænker på om det mon er muligt at forsøge en gang til, at fortælle hende hvordan du har det, og at du synes det er noget rod I har gang i, og at det gør dig rigtig forvirret. Det lyder som om, at hun er lidt en anden overfor dig, når I skriver sammen - altså at hun fx er mere kærlig, end hun er når I ses i skolen. Jeg tænker derfor om det er en mulighed at skrive en længere besked til hende om, at det er rigtig svært for dig at være i det her, og at du ikke kan finde ud af at tolke de blandede signaler som hun sender. På den måde, kan du fx prøve at konfrontere hende med, at hun skriver de her søde ting til dig, og at det gør dig glad, men at det er vildt svært at du så er luft for hende dagen efter. Hvis det giver mening for dig, kan du fx skrive at du har brug for en form for klarhed fra hende, og viden om hvad det er, hun tænker. Måske vil det være lettere at få skrevet alt det her til hende, og på den måde være ærlig, fremfor at sige det ansigt til ansigt. 

Det kan også være, du selv kan overveje om du bidrager til det, der sker mellem jer. Jeg forstår godt, at du fx har lyst til at være afvisende overfor hende, når hun er på den måde overfor dig, men på den anden side, så sender du måske også selv blandede signaler, uden det er noget du har gjort bevidst. Så måske det kunne være en mulighed for dig, at prøve at forholde dig mere neutralt til hende - være som du altid er. Måske er det lettere sagt en gjort, da vi selvfølgelig bliver påvirket af, hvordan de mennesker vi har omkring os, opfører sig overfor os. Men du kan måske øve dig i det, og med tiden vil det måske blive lettere. På den måde, vil hun måske også mærke, at uanset hvordan hun opfører sig, så er du den samme. Det kan være, at det kan gøre det nemmere for hende også at være mere stabil i måden hun er på overfor dig - da det måske ikke vil være nødvendigt for hende at lave de her store udsving i hendes væremåde, da det alligevel ikke påvirker dig ret meget. 

Jeg håber du har kunne bruge mine tanker, og at det snart bliver bedre mellem dig og den her pige igen, da jeg kan høre at det er noget, der fylder rigtig meget for dig. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive til os igen her i Cyberhus, både her i brevkassen, men også i vores 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte. Du kommer ind til chatten ved at trykke her

De bedste hilsner

Annika 

 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program