Hvad er der galt med mig?
Hvad er der galt med mig?
ok for at forklar det her best må jeg heller starte fra
begyndelsen. Da jeg var lille nok omkring 4 år
eller der omkring blive mine forælder skilt.
2 gange faktis Og da mig og min mor bo selv skændes
vi meget og når jeg var trist var hun der ikke til at trøste
mig fordi hun var sur på mig, så jeg var nød til at trøste mig
selv. Sener efter et par kærester fandt min mor en ny mand da
jeg var 6 år. I starten kunne jeg ikke rigtig lide ham fordi
jeg syndes at han var strang i mod mig, hvilke gør at jeg
faktis blive lidt bange for ham fordi han kunne godt virke
lidt truene. Så var der også en gang hvor jeg nærmest var bange
for alt ting, jeg nærmest gik langs murne. ja kan ikke huske så meget
om det men dan jeg så var omkring 14 år begynde jeg at
få ondt i hoved og sagde at jeg have det dårlig men min sted far
sagde at det bare var psykisk og tvang mig i skole nærmest
sagde at jeg var en løgner når jeg sagde sandhedden. I skolen
var jeg meget for mig selv. Stod bare ved en mur og lyttet til
musik, kigget ned i jord og følte mig trist og uelske.
jeg havde en ven på skolen som jeg var sammen med men jeg fortalte
aldrig nogen hvordan jeg havde det. sener kom jeg så hen på en anden skole og der forander jeg mig
faktis en dele men hvad det skylse ved jeg ikke men der var
jeg så i et år og sener kom jeg på en efterskole hvor jeg enelig har
det godt eller har jeg. For di når jeg er sammen med de
ander kan jeg sagtens have det sjov men når jeg er selv er
det noget andet. ( 16 år her) jeg har det med at høre meget
vred musik. Så når jeg gør det. Vil jeg enlig synge med på
sangen uden at sige noget vis det giver mening. jeg føler
mig meget vred og bange men også følses løs.
Jeg har oplive hurtig hjerte banken. Hyperventilation.
få det varmed. Ryste. Blive svimle. Og i mine tanker.
føglsen af at jeg opliver det melem mig og min sted far
tror jeg er god, en demon, what ever, tror jeg er bedder ind
alle ander. Tanker om at det er en anden der styer mig.
tanker om at der kun er få mensker i varden der kan forstå mig.
jeg har tænkte på om jeg har bpd, bipoler, panic attacks, ptsd og
ja jeg søg enlig et svar så håber i kan hjælpe mig lidt.
Hej med dig,
Det lyder til, at du har været igennem en hel del igennem dit liv, der har gjort dig vred og ked af det. Jeg tænker det er helt forståeligt at de oplevelser du beskriver her påvirker dig meget. Det er helt naturligt og i orden at reagere på livet når det er svært! Når vi oplever ting, der gør ondt, så sætter det sig i vores krop. Det gør det svært at slippe af med det igen og så bliver man ved med at have det dårligt. Jeg kan godt forstå du søger et svar på dine mange spørgsmål og bekymringer og det er rigtig sejt af dig at du har skrevet herind for at få hjælp og svar. Du har fortjent at få det bedre! Det er meget at gå med selv og jeg fornemmer på dit brev, at det tynger dig meget i din hverdag. Jeg synes det er dejligt at høre, at du på din efterskole egentlig har det godt og at du kan have det sjovt med dine venner. Jeg håber mit brev til dig kan hjælpe dig og give dig mod til at tage de skridt der skal til for at få det bedre.
Du skriver i dit brev at du har en masse fysiske symptomer, såsom hovedpine, hjertebanken, hyperventilation, rysten og svimmelhed. Du beskriver også nogle tanker du har, fx. tanker om at der er en anden der styrer dig, tanker om at kun få forstår dig og en følelse af at du er bange og vred, men samtidig føler dig helt følelsesløs. Jeg synes det er rigtig godt at du tør mærke efter hvordan du har det. Det er sejt gået. Jeg synes også det er godt at du tager det seriøst og har mod på at gøre noget ved det så du kan få det bedre! Du er rigtig sej og modig og det skal du huske, for det bliver svært at komme af med sådanne ubehagelige tanker og følelser. Hvis ikke det var svært så gjorde man det jo bare uden at tænke over det, men så nemt er det desværre ikke. Det betyder IKKE at det ikke kan lade sig gøre! For det kan det!
Jeg tænker, at de tanker du har er rigtig gode eksempler på hvordan det er vigtigt for mennesker, som dig og mig, at føle os forstået, set og hørt. Når du skriver at du oplever, at kun få mennesker forstår dig og at du ikke rigtig føler du selv har nogen kontrol, så synes jeg det er helt naturligt at du kan føle dig bange og vred. Vi har en tendens til at lukke ned hvis det bliver for svært, simpelthen for at beskytte os selv mod smerten. Problemet med den taktik er, at det jo ikke får det svære til at forsvinde. Faktisk får det tit stadig lov at fylde det bliver bare på en anden måde. Man kan føles sig følelseløs, som du også skriver, men samtidig kan man have det skidt alligevel. For nogle kan det komme til udtryk ved at få hovedpine, mavepine eller man kan få hjertebanken eller på anden måde føle sig skidt tilpas. Måske kan det forklare hvorfor du også nogle gange oplever sådanne symptomer? Jeg tror din krop prøver at fortælle dig at du bliver nødt til at tage det seriøst og få gjort noget ved det så du og din krop kan få lidt ro. Det tror jeg du trænger til?
Du skriver i dit brev, at du ikke snakkede med din ven om det dengang, men jeg tænker på om du mon har nogle du ville føle dig tryg ved at snakke med det om i dag? Grunden til at jeg spørger er, at det lyder til at du går rundt med en helt masse tanker og følelser som du ikke får snakket med nogle om. De får lov at fylde og vokse sig større og større. Jeg ved godt, at det er rigtig svært at snakke om den her slags, men du kan jo evt. vise dem dit brev her? Det kan være nemmere at snakke ud fra noget man har skrevet ned. Du har jo skrevet et rigtig flot brev, hvor du på en flot måde har beskrevet hvordan du har det, så det synes jeg sagtens du kan bruge hvis du tænker det kan hjælpe dig med at få snakket om det med nogen. Måske har du en god lærer på din efterskole som du kan gå til eller en onkel eller tante, som du er fortrolig med? Hvis ikke du tænker du har lyst til at snakke med nogen du kender, er du også altid velkommen til at logge på 1-1chatten her på cyberhus. Der kan man snakke helt anonymt med en voksen rådgiver om det der er svært. Du finder chatten her.
Du sidder måske og tænker hvad det mon kan hjælpe, men det kan faktisk være en kæmpe lettelse at få delt sine tanker med en som lytter og forstår en. Måske kan vedkommende også hjælpe dig videre. Jeg håber du får mod på at sige det til en som du kan snakke med, for jeg tror du vil føle dig knap så ensom og alene med alt det, der fylder hos dig.
Jeg håber du kan bruge mit svar!
De bedste hilsner,
Astrid