Ude i noget dårligt

brevkassespørgsmål

Ude i noget dårligt

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hej..

jeg er ude i noget meget dårligt..

Efter jeg blev voldtaget er jeg begyndt

at cutte i mig selv hverdag..

jeg føler ikke lysten til livet mere..

jeg cutter,drikker,ryger og stjæler næsten hverdag..

hvad skal jeg gøre?.. 

Svar: 

Hej med dig,

Jeg forstår godt at du gerne vil have hjælp til hvordan du kan komme ud af alt det her. Det lyder ikke rart at have det som du har det. Jeg synes det er rigtig modigt og sejt af dig, at du skriver ind med dine tanker. Det er ikke nemt at sætte ord på, når man har det dårligt og har brug for hjælp, så det er så godt gået at du har skrevet det her brev ind til os. Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge mit svar til noget!

Når man har været udsat for noget meget ubehageligt som du, så går kroppen i overlevelsestilstand. Den gør, med andre ord, alt hvad den kan for at få smerten (enten fysisk eller psykisk) til at gå væk. Det er der flere måder at gøre på. Nogle måder er gode for én, andre knap så gode for én. At cutte kan for de fleste hjælpe lige i det øjeblik man gør det, men det tager ikke smerten i det lange løb. På den måde kan man godt få en kort pause væk fra ubehagelige tanker og følelser, men det kommer igen. Det kan også forværre det, fordi man kan blive så ked af at man har det så skidt at man føler man bliver nødt til at cutte og pludselig har man ikke "kun" 1 problem, men flere, fordi man pludselig også skal til at håndtere at man cutter. Jeg ved ikke om det er noget du kan genkende? Det lyder til, at du har tunge, ubehagelige tanker, som fylder meget og som giver dig trang til at "flygte". Du skriver at du både cutter, drikker, ryger og stjæler og jeg får det indtryk, at det gør du for at glemme eller flygte fra at mærke hvordan du i virkeligheden har det. Nogle gange gør man det også for at andre tydeligt kan se at man har brug for hjælp. Det kan også ske helt ubevidst. Altså uden man egentlig havde tænkt det var derfor man gjorde det. Det er slet ikke sikkert det er derfor du gør det. Uanset hvorfor du gør det, så kan jeg sagtens forstå du har brug for at komme ud af det. Det har du fortjent!

Du skriver ikke meget i dit brev om, om du har snakket med andre om dit problem. Jeg kommer til at tænke på om nogle mon ser dine ar eller lægger mærke til at du ryger og drikker? Jeg tror du vil opleve en lettelse hvis du får snakket med nogle om dine tanker og følelser, så du ikke skal gå rundt med det hele alene. Måske hvis du havde en du kunne gå til, du kunne søge hjælp hos hende eller ham istedet for at cutte eller istedet for at drikke/ryge eller stjæle? Jeg ved godt at det er RIGTIG svært at snakke om den slags, men jeg håber du vil overveje det, så du kan få det bedre! Du kan eventuelt give dem dit brev her, hvis du synes det er for svært at få det sagt mundtligt? Det kan være en god måde at få sagt at man har brug for hjælp. Eller du kan skrive et nyt brev, hvis ikke du synes det skal være det her brev. 
Hvis ikke du har lyst til at snakke med en du kender er du også velkommen til at skrive ind til 1-1chatten, hvor du kan snakke med en voksen rådgiver om det. Det kan også være en god måde at øve sig i at snakke om det med en anden. Du finder chatten her.

Tanker om at man ikke har lyst til at leve mere kan være rigtig skræmmende og ubehagelige og svære at gå rundt med selv. Jeg vil fortælle dig om et sted, hvor man både kan ringe og skrive og de er rigtig gode til at lytte og snakke med en om den slags tanker. Det sted hedder livslinjen. Deres telefonnummer er 70 201 201 og man kan ringe alle dage fra 11-04. Hvis du har lyst kan du læse meget mere på deres hjemmeside.

Jeg synes det er rigtig sejt og dejligt at du har et ønske om at få det bedre. Det er første skridt! Og jeg håber du får mod på at snakke med en om det. Jeg ved du har modet og styrken til det, for det har du allerede vist mig at du har ved at sende dette brev. Du er en sej pige og jeg tror på at du kan få det bedre!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program