Deprimeret osv.

brevkassespørgsmål

Deprimeret osv.

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 6 år 4 uger siden

Hejsa, jeg er en dreng på 13 år, host host, no shit.

 

Tror jeg tager den fra starten, ok, det iorden, tror jeg.

 

Det startede med at jeg gik i 3 klasse, eller som jeg kender det: Lortets år. Folk var begyndt at mobbe mig en smule, koncentrationsproblemer, søvnproblemer, deprimeret. Min far var voldelig, min søster og mor skændtes hver dag, og jeg mener HVER dag. En dag gik det galt, og min mor slog min søster - hvilket gav mig flere koncentrationsproblemer, græd i timerne = mobningen. Min mor var storryger, og røg hver halve time, tror jeg, som gjorde at hun skulle indlægges på hospitalet, hvor hun fik lungebetændelse og cyster. Min lærer kunne mærke at jeg var begyndt at blive trist, hvor hun bagefter fik mig til at gå til en trivselslærer, hvilket ikke hjalp, så jeg skulle gå til psykolog istedet. Jeg begyndte på at prøve at begå selvmord, hvilket min hund reddede mig fra. Jeg blev mobbet med at min mor havde cyster, hvilket var pisse klamt, og har evig had til alle drengene fra min klasse af, som stod og bare kiggede på, grinte osv.

 

4 klasse var ikke så slemt, bortset fra deprimeringshed.

5 klasse begyndte jeg stille at blive mobbet igen, og jeg blev sendt hjem for at forsvare mig, klamme sadistiske svin, vi har på min skole, evigt brænde i helvede. Jeg fortalte min bedste veninde at jeg var virkelig deprimeret, følte mig ensom, havde overvejet selvmord mange gange.

Nu i 6 klasse, er jeg begyndt at cutte, føle mig mere ensom, værre koncentration, søvnproblemerne er blevet slemmere, og ingen ligger mærke til noget.

 

Ligemeget med det, men jeg er skide selvmordstruet, har ikke en skid venner, har 10 eller sådan noget, folk forguder ham der mobbede mig, og har endda sendt et billede af mine ar til folk, hvor jeg bare skrev at jeg burde blive armmodel, pga. mine arme har flot kulør, og jeg har lyst til at dø, dø, dø, dø, dø, dø. 

 

 

Ok, farvel, hate på mig, skider på det og forsvarer mig selv, farvel igen.

Svar: 

Hej med dig!

Hvor er det sejt, at du skriver herind til trods for, at du har det rigtig svært! Det synes jeg du skal have ros for, for det kræver virkelig noget styrke og mod. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det, sur og opgivende med alt det du har været igennem, og derfor er det også så godt klaret, at du på trods af alt det har overskud til at snakke om det herinde og fortælle om dine tanker og følelser!

Det lyder til, at du har været rigtig, rigtig meget igennem og jeg kan godt forstå, at du er deprimeret og påvirket af det. Det er helt naturligt, at man bliver ked af det når man bliver behandlet så dårligt som du er blevet og stadig bliver.  

Jeg har svært ved at læse om du stadig går hos din psykolog den dag i dag, men jeg har forstået det sådan at det stoppede i 3. klasse. Du skriver, at det ikke hjalp dengang, men måske det kunne hjælpe hvis du gav det en chance igen?  Jeg tror i hvert fald, at det kunne være en god ide at give det en chance mere. Måske hun kunne hjælpe dig med at få styr på dine tanker og følelser, så du bedre kunne leve med dem?
Det kan være svært at vide hvordan man lige får fat i en psykolog. Måske er der en lærer du er tryg ved, som du kunne spørge om hun/han kunne hjælpe dig eller give dig nogle råd til hvordan du kommer i kontakt med en? Eller måske er der en anden voksen du har i tankerne?
Hvis ikke du synes, der er en voksen du har lyst til at snakke med, kan du også prøve børnetelefonen, hvor man kan snakke med en voksen, som kan hjælpe og lytte til en. Der kan man også vælge brevkasse eller chat, hvis man er utryg ved at ringe ind til dem. De er rigtig gode til at vide hvordan og hvor man kan få hjælp til at få det bedre.

Det lyder til, at du prøver alt muligt for at slippe af med den smerte, som der er når man er deprimeret. Det kan jeg sagtens forstå, at du har brug for! Nogle cutter for at fjerne opmærksomheden fra alle de andre ting, der gør ondt, men som ikke kan ses. Det kan være lettere at håndtere fysisk smerte, altså den smerte man kan se i form af fx. sår eller ar. Andre cutter af andre grunde, men måske du kan genkende noget af det? Problemet med den måde at fjerne psykisk smerte på er bare, at den ikke virker. Den virker måske i nogle sekunder eller måske nogle minutter, men så kommer den psykiske smerte igen og nogle gange føles den endnu værre end før. Så er det man kan få lyst til at cutte igen og så er man endt i en ond cirkel. Måske har du også oplevet det? Det kan være rigtig godt at kende til andre måder at få en pause fra at have det dårligt. For nogle hjælper det at sætte noget glad musik på, for andre hjælper det at gå en tur, for andre igen hjælper det at ringe til en eller anden og for andre noget helt fjerde. Måske det kunne være en ide at lave en liste over muligheder du kan prøve næste gang du får lyst til at cutte og så se om der er noget der virker?

Når man har det rigtig svært og er deprimeret, så kan alle ens kræfter være brugt op på bare at være tilstede. Så har man ikke kræfter til at koncentrere sig og man kan ikke finde ro til at sove. Jeg tror, at hvis du fik det bedre, så ville du også bedre kunne koncentrere dig og du ville også få en bedre søvn! Det er rigtig træls, at det er sådan, for du har rigtig meget brug for at få sovet. Husk på, at hvis du kæmper for at få det bedre, som jeg er sikker på at du nok skal få, så bliver du meget bedre til også at koncentrere dig og du får en meget bedre søvn! Og når du får en meget bedre søvn, så får du også mere energi til at kæmpe videre for at få det endnu bedre. Det skriver jeg fordi, at det er og bliver en kamp at få det godt efter at man har haft det så dårligt i lang tid. Prøv at tænk på det som et brækket ben. Hvis benet har været brækket i lang tid, så kan man heller ikke løbe på det dagen efter. Så bliver man nødt til langsomt at træne det op igen. Det tager tid og kræfter. Men det er en styrke du har vist mig og som jeg derfor ved at du har. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at du kan få det godt igen!

Når man er deprimeret så kan alting synes helt umuligt. Man kan ikke forestille sig at man kan få det godt igen. Det KAN man! Og det kan du også! Jeg håber, at du vil tro på det og vil give livet en chance! Det har du fortjent!   

Du skriver i dit brev, at du ingen venner har. Jeg kan godt forstå, at det går dig rigtig meget på. Jeg tror nogle gang, at man kan føle, at alle omkring en har det perfekt og har masser af venner. Alting ser tit lidt bedre ud hos alle andre end hos sig selv. Men du HAR venner, du skriver selv at du har 10. Husk på, at det ikke handler om at have så mange som muligt, men at det i stedet for handler om at have tætte, gode venner man kan stole på og regne med. Det kræver meget af en selv at have venner. Man bliver nødt til selv at spørge om de vil snakke og være sammen. Det kan være rigtig hårdt, når man har det svært som du har det, men se alligevel om du ikke kan finde den styrke frem, som du har vist mig og vis dine venner at du holder af dem, for så er jeg sikker på at de også vil vise dig at de holder af dig! Måske de kan hjælpe dig med at få det bedre, hvis du turde fortælle en eller flere af dem hvordan du har det, fordi de så ved hvordan du har det? Det kan være rigtig rart at få snakket med en om sine tanker og sit humør, fordi det ellers kan virke helt uoverskueligt hvis ikke man får det ud af hovedet. Man bliver ofte overrasket over hvad ens venner kan forstå og hjælpe med!

Selvom man ikke er alene, så kan man godt føle sig ensom. Det kan være rigtig hårdt at føle, at andre ikke lægger mærke til en, især hvis man prøver at få deres opmærksomhed! Mange unge kender til følelsen af at føle sig ensom ligesom du gør. Det påvirker ens humør meget at man føler sig ensom. Igen kan det være nødvendigt selv at sørge for at tage kontakt til en ven, lærer, sygeplejerske eller anden og fortælle dem at du føler dig ensom. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at skulle tage kontakt, men jeg er sikker på at du kan klare det og at du finder en, der vil lytte på dig og snakke med dig om det. Hvis ikke du har mod på at snakke med en ansigt til ansigt, kan du hvis du har mod og overskud til det prøve chatten her på cyberhus. Her kan man snakke helt anonymt med en voksen om ensomhed og andre ting, der fylder meget hos en.

Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge mit svar og jeg håber alt det bedste for dig!

Med venlig hilsen Astrid

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program