For gammel i forhold til de andre

brevkassespørgsmål

For gammel i forhold til de andre

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 11 måneder siden

hej jeg er en pige på 14 år.

jeg er træt af at være den ældste. Jeg er på alder med 8/9 klasserne og det er bare ikke sjovt, fordi at de så tror at jeg er så lille. Jeg bliver 15 år om fire måneder. Jeg er bag ud i skolen, men jeg vil så gerne op i min gamle klasse som er 8klassen (jeg gik om i 0 klasse). dem i min klasse er så barnlig i forhold til dem på min egen alder. Jeg har næsten ingen venner i min klasse. Jeg kommer aldri ud og opleve noget, som dem i min klasse, fordi at min mor ingen penge har.

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder til at du er rigtig frustreret over, at du ikke har det så godt i din klasse og du føler, at du er mere moden end dem. Jeg kan sagtens forstå din frustration, og det må heller ikke være rart at føle, at man ikke har nogen venner, og dem der er omkring en er barnlige.

Det lyder til, at du savner din klasse rigtig meget, men at de tror, at du er lille, fordi du går en klasse under dem. Du er langt fra den eneste, der godt kan føle, at de ikke har så mange venner, og derfor godt kan føle sig lidt ensomme. Det gør rigtig ondt at føle sig ensom, og det kan blive sværere at række ud jo længere tid der går. Men en af de eneste måder at komme ud af sin ensomhed på, er ved at åbne sig op over for andre. Derfor tænker jeg lidt på, om det mon kan være en mulighed for dig at tage kontakt til nogen af dem fra din gamle klasse igen? Selvom I ikke går i klasse sammen længere, så kan det stadig være, at du kan være sammen med dem, måske udenfor skoletid, hvis det er nemmere end når I er i skole? Jeg kan godt forstå, hvis det kan være lidt svært at tage kontakt, men du kan måske prøve at skrive en besked til en eller flere af dem, som du snakkede bedst med, og høre om de har lyst til at lave noget med dig? Måske se en film, gå en tur eller noget andet. Hvis du ved, at I har nogle af de samme interesser, så kan det måske være, at I kan lave noget sammen i forhold til det. Jeg tænker også lidt på, om du mon ville have lyst til at tale med din klasselærer om, hvordan du har det i jeres klasse og med de andre? Så vil din lærer måske bedre kunne forstå, hvis du er lidt ked af det nogen gange, og om der er noget hun kan gøre. Måske kan hun eller han sørge for, at du ofte kan placeres sammen med dem, som du snakker bedst med i din klasse til gruppearbejde, eller måske er der nogle problematikker i din klasse, som din lærer kan tage op på klassens time. Det kan være, at du ikke er den eneste som føler, at de fleste er umodne og barnlige. Der er typisk mange piger i din alder, som godt kan føle, at drengene er ret barnlige. Måske du kan prøve at snakke med nogle af pigerne om det? Det kan måske være en måde du kan falde i snak med dem på, selvom du måske ikke føler, at I har så meget tilfælles. Det kan være, at du måske kan prøve at øve dig i at skabe mere kontakt med dem i din klasse, selvom du ikke synes, at de er så modne. Måske vil de overraske dig, hvis du lærer dem bedre at kende? Du kan også prøve at kontakte Ventilen.dk, som er et tilbud til ensomme unge. De har 14 mødesteder rundt omkring i landet, hvor unge kan komme og hygge sig og møde nogle nye mennesker. Måske det vil være noget for dig?

Du skriver, at du aldrig kommer ud og oplever noget, fordi din mor ikke har så mange penge. Det kan jeg godt forstå er rigtig træls, og det kan føles lidt urimeligt. Desværre er der nok ikke mulighed for, at du kan opleve helt de samme ting som dem i din klasse i forhold til rejser osv. Men de fleste byer har en del gratis arrangementer og oplevelser eks. gratis museum, koncerter. Du kan prøve at søge på din kommunes hjemmeside, og se hvilke tilbud der er. Jeg ved godt, at det slet ikke er det samme, og det nok ikke kan måle sig med, hvad de andre i din klasse oplever, men det kan give lyse hverdagen lidt op, at du også kommer ud og ser noget nyt, om det så bare er en gratis koncert i gågaden. Hvis du har mulighed for det og har overskud til det, så kan det måske også være, at du kan prøve at søge et fritidsarbejde, så du kan tjene nogle penge til dig selv, og som du kan bruge på lige det, du har lyst til. Hvis du tænker, at det godt kunne være en mulighed, så kan du prøve at kigge på siden her over fritidsjob.

Selvom det er svært at række ud til andre, så synes jeg, at det vil være super sejt af dig, hvis du har mod på at kontakte nogle fra din gamle klasse.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program