Føler trang til kriminalitet

brevkassespørgsmål

Føler trang til kriminalitet

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 1 uge siden

Hej. Efter jeg begyndte på en ny skole, er jeg begyndt at lave ting som hærværk, true folk, uro og bare generelt sådan lidt "bande" agtigt. jeg har nu valgt at stoppe med det fordi jeg indså hvor dumt det var. Men når jeg så sidder her hjemme føler jeg trang til at at gøre tingene igen, og føle adrenalinen når man bliver jagtet af politiet. Jeg føler også at jeg skal gøre noget vildere hvis jeg gør det igen. Det hele er startet efter jeg begyndte på den nye skole, og efter jeg er begyndt på skolen føler jeg mig også irreteret hele tiden, og orker ingenting. Vil gerne have hjælp til det og miste trangen til kriminalitet og føle mig mere glad igen, men ved ikke hvordan.

Svar: 

Hej Anonym

Først vil jeg sende en masse respekt din vej. Det at stoppe op og tænke over hvad det egentlig er man har gang i er ikke nødvendigvis en let øvelse, så jeg synes det er sejt at du gør det. 

Jeg kan sagtens følge dig i at de her ting du beskriver du har haft gang i kan give nogle adrenalin-kick, og derfor oplever du selvfølgelig også den her følelse af at savne det. Men på den anden side så er virkeligheden også bare at det i sidste ende ikke rigtig fører ret meget andet end kaos og virkelig dårlig energi med sig, så jeg synes du har truffet en rigtig god beslutning. 

Hvad skal du så gøre? 
Jeg synes det er vigtigt at sige at det du egentlig godt kan lide er det adrenalin-kick du får ud af at lave de her ting. Det adrenalin-kick er ikke et du kun kan få ved at lave kriminalitet. Det er de helt samme stoffer (endorfiner) som frigives i hjernen hvis man eksempelvis har sex, springer i faldskærm, laver hård fysisk træning osv. Det jeg vil sige med det er at du kan finde ud af andre ting som giver dig dig det samme kick og så skifte kriminaliteten ud. 

Men jeg synes det er lige så vigtigt at du prøver at finde ud af hvad det er der gør at du hele tiden er irriteret og ikke orker noget. Du siger at det startede da du begyndte på den nye skole, men jeg tænker at det ville være godt hvis du viste endnu mere præcist hvad det handler om. For måske betyder den her irritation at du opsamler en masse dårlig energi i kroppen som du så har brug for at komme af med på en eller anden måde, og den måde der har virket for dig indtil nu har måske været at lave nogle af de ting du beskriver?

Jeg tænker at du har brug for lidt hjælp til det her. Både til at finde ud af hvad det er der gør dig irriteret og hvad det er der gør at du bare ikke orker noget lige nu. Men selvfølgelig også til at få hjælp til at sætte noget andet i stedet for kriminalitet. 
Jeg ved at der findes en masse forskellige muligheder i din kommune, hvor du kan få hjælp. Jeg ved godt at det måske ikke lyder som det fedeste at skulle tage kontakt til sådan nogle kommune folk, men jeg syne du skal overveje det. Du er allerede nået langt i dine tanker og når jeg ser dit brev fornemmer jeg at du virkelig er motiveret for at ændre de her ting i dit liv. Jeg er sikker på at du kan lave de her ændringer med den rette hjælp. 

I din kommune er der eksempelvis SSP som lige præcis er vandt til at snakke med unge som har brug for hjælp til at komme ud af kriminalitet, og unge som generelt er frustrerede over deres situation i skolen eller derhjemme. I Cyberhus har vi faktisk flere gange besøgt SSP i din kommune og jeg kan fortælle dig at det er nogle ret afslappede og cool folk du vil kunne møde. De har et kontor på Underværket, og jeg synes du skal prøve at kontakte dem og høre hvordan de kan hjælpe dig. Jeg ved godt det er et stort skridt, men jeg tænker at du allerede er nået langt i dine tanker omkring det her og derfor tænker jeg at du lige så godt kan tage det næste store skridt som jeg er sikker på kan være det der kan hjælpe dig rigtig godt videre...væk fra det du gerne vil væk fra. Du kan læse mere om SSP her 
Siden ser måske ikke vildt spændende ud, men jeg garanterer dig at dem der arbejder dig er ret så spændende. Jeg håber du tør tage skridtet.

Hled og lykke med det
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program