Bange for at flytte hjemmefra..

brevkassespørgsmål

Bange for at flytte hjemmefra..

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 9 år 2 uger siden

Hej. Jeg skal nu flytte hjemmefra langt om længe her i løbet af et års tid. Jeg vil rigtig gerne komme videre med mit liv, men er så bange og nervøs for det på samme tid. Er der noget specielt med skal vide i forhold til at flytte hjemmefra? Har ikke et specielt godt bånd til familien, så har ærlig talt ikke lyst til at tale med dem om det. Håber der er en der kan hjælpe bare en smule.

Svar: 

Hej Anonym

Først og fremmest tillykke med at du er klar til at komme videre med dit liv. Det er en stor ting at flytte hjemmefra. Både vildt spændende, men også lidt skræmmende og jeg kan sagtens forstå hvis du er nervøs eller lidt bange. 

Jeg synes det er meget svært at sige hvad det præcis er man skal vide når man flytter hjemmefra. Der er selvfølgelig en masse praktiske ting som man skal have styr på omkring at flytte adresse, få forsikringer og alt sådan noget. Se mere om at skifte adresse her og se mere om forsikring her. Grunden til at forsikring er meget vigtig er at det sikrer dig hvis du nu skulle være så uheldig at få indbrud. Så vil du kunne få penge til at købe nye ting. Men endnu vigtigere er det at du får hjælp hvis du selv kommer til at gøre skade eller ødelægge andres ting. Så er det vigtigt at have en forsikring der kan hjælpe med at betale for skaderne, så du ikke selv skal stå med alle udgifterne. Det kan nemlig godt blive ret så dyrt. Der er mange forskellige slags forsikringer men en indboforsikring er det vigtigste fordi det netop er den der også dækker hvis du kommer til at ødelægge andres ting. 

Og så er der selvfølgelig også lige det her med hvad skal man egentlig have med? Her finder du en liste over hvad der er godt at have med.

Så er der også økonomi som også kan være lidt indviklet at finde ud af. På Ung Økonomi kan du finde en masse råd til hvordan du kan få dine penge til at slå til. Ud over det kan du faktisk også få en personlig rådgiver på siden som kan hjælpe dig med at lave et budget, så du har styr på økonomien. Se mere her

Men i det hele taget er der masser af praktiske ting som godt kan virke lidt uoverskuelige. Jeg har fundet en side som samler en masse forskellige artikler og råd omkring det at flytte hjemmefra. Se mere her

Men ud over de praktiske ting tænker jeg også at det kan være en god ting at forberede sig mentalt på det at skulle flytte. Hvis du eksempelvis flytter alene kan det godt være lidt af en omvæltning at gå fra at bo sammen med sin familie til pludselig at bo alene. Det er selvfølgelig skønt at få sig eget men i starten kan det måske også føles lidt ensomt. 
Hvis man flytter sammen med en kæreste eller bare eller måske flytter på et kollegie hvor der bor mange andre unge eller deler en lejlighed med en eller flere andre kan det også være lidt en udfordring at lære de andre at kende og acceptere hinandens vaner. 
Jeg tænker at det vil være godt for dig at gøre noget overvejelser om hvad det er du forventer, og måske lægge en plan for hvad du vil gøre. 
Lav eksempelvis en plan for hvem du vil ringe til hvis du synes du føler dig lidt alene i starten. En veninde eksempelvis, som kunne komme og spise eller noget i den stil. 

I det hele taget tænker jeg det er vigtigt at du tager det stille og roligt og ikke forventer at du bare har styr på det hele. At flytte hjemmefra er ligesom alt andet i livet noget man lige skal vende sig til og øve sig på. Du kommer helt sikkert til at løbe ind i nogle udfordringer. Nogle små og sjove, og andre måske lidt større og frustrerende. Men jeg er sikker på at du kan klare dem alle sammen. Stille og roligt...skridt for skridt. 

Og hvis du sidder i en situation hvor du har brug for nogen at snakke med når du er flyttet hjemmefra kan du altid kontakte studenterrådgivningen. De tilbyder hjælp til unge der har overvejeler eller problemer i forbindelse med deres studie, men også om mere personlige ting som stress, ensomhed eller problemer med økonomien. Du kan se mere om deres tilbud her

Held og lykke med flytningen
Niels-Christian

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program