Alkohol på godt og ondt
Alkohol på godt og ondt
Av av mit hoved!
Kender I det at man vågner søndag eftermiddag med et tungt hoved og en mave i kaos? Det gør jeg.
Faktisk har jeg efterhånden oplevet lige præcis den følelse en del gange, og næsten alle gangene har jeg lovet mig selv, at det skulle være slut - at jeg aldrig mere ville drikke! Det holder lige indtil næste weekend, hvor der ofte er flere ting, der skal fejres - hvis ikke andet, så skal det da fejres at det er weekend. Jeg er ret sikker på at jeg ikke sidder alene med den her oplevelse. Hvis du også har haft en oplevelse med alkohol, så vil jeg anbefale dig at følge med i denne blog det næste stykke tid.
Så vi kan dele vores oplevelser, viden og fortællinger om alkohol - både de gode og de dårlige.
Hvem er jeg?
Men først, vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Signe, er 27 år og psykolog. Da jeg afsluttede min uddannelse, skrev jeg den afsluttende opgave om Unge og Rusmidler. Emnet har længe haft min interesse. Ikke kun fordi danske unge har et højt forbrug af alle slags rusmidler, men fordi jeg undrede mig over hvorfor vi mennesker, i alle aldre, tiltrækkes af fx alkohol. Hvorfor en fest ikke er en "helt rigtig" fest, hvis der kun serveres sodavand og kaffe, og hvorfor en øl fredag (fyraftensøl!) eftermiddag får mig til at give slip på "hverdagen" og sender mig ind i "den sjove" weekend. På den måde har alkohol altså været en del af mit liv på to måder, både personligt og fagligt. I denne blog vil jeg derfor bruge både min egen erfaring, og den viden jeg har fra psykologiens verden.
Hvad skal I?
I november måned laver vi her på Cyberhus et tema om alkohol. Der vil også være en gruppechat om alkohol hver torsdag i november fra kl. 18-21. Jeg vil i min næste blog fortælle mere om hvad det hele kommer til at gå ud på. Indtil da, vil jeg gerne opfordre jer til at skrive i kommentarerne, hvis der er nogle bestemte ting om alkohol og brug af alkohol, I gerne vil have at jeg har fokus på - både på bloggen og på chatten.
Tak fordi du kiggede med!
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
God ide. Det bliver spændende at læse med :)
Tak Nikolaj! Det håber jeg.
Tilføj kommentar