Vægttab

brevkassespørgsmål

Vægttab

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 3 måneder siden

Hej.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tabe mig. Jeg er ca 162 cm. høj og jeg vejer ca. 70 kg. Jeg vil gerne tabe mig ca. 10 kg. Jeg styrketræner et par gange om ugen og så går jeg til dans en gang om ugen og det varer 2 timer. Jeg spiser meget sundt og normalt. Til morgenmad spiser jeg tit rugbrød eller græsk yoghurt med frugt og musli. Til frokost spiser keg mad fra den frokostordnong vi har på min skole og til aftensmad spiser jeg det vi får derhjemme. Jeg spiser engang i mellem slik i hverdagene, men jeg prøver at holde op. Er der andet jeg kan gøre for at tabe mig? For jeg vil cirkelig gerne.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan forstå på dit brev, at du er træt af din vægt og godt vil tabe dig 10 kg. Jeg forstår gennem det, du skriver om din nuværende livsstil, at du styrketræner, går til dans og spiser forholdsvist sundt. Det er rigtig positivt og jeg synes også, at du har et fint syn på hvad sundhed er og hvordan du gerne vil tabe dig.

Du spørger hvad du kan gøre, som du ikke allerede gør for at tabe dig. Jeg vil gerne komme med lidt forskellige råd, så du kan komme i gang med at tabe dig, men vil understrege, at alle er forskellige og har ting, der virker for en. Mit råd vil være at prøve dig lidt frem og finde ud af, hvad der fungerer for dig. Derudover er det ikke altid de tyndeste, der er de sundeste, selvom man ofte bliver vurderet på ens størrelse. Det er fx sundere at spise sundt, motionere og have lidt på sidebenene end at sidde stille hele dagen, spise usundt og være tynd. En tommelfingerregel er, at fedtet helst ikke skal samle sig om organerne, da det ikke er godt for helbredet. Derimod gør fedt på hofterne, armene osv. ikke så meget. Det kan dog have en anden effekt nemlig at man ikke føler sig ligeså tiltrækkende og derfor vil mine råd afspejle det at tabe sig generelt.

Jeg kan forstå på dig, at du dyrker en del motion, hvilket er meget positivt, uanset om man vil tabe sig eller ej. Styrketræning er rigtig effektivt og det er især, når du presser dine muskler til at gøre ting, hvor det næsten føles som om at du bliver nødt til at give op, at man taber sig. Træning af benmusklerne er også en god måde at tabe sig, eftersom lårmusklen er den største muskel i kroppen og derfor forbrændes meget, når denne trænes. Dans er også en fin måde at tabe sig på, for jeg kunne forestille mig, at du får rørt dig en masse og får pulsen op. Jeg vil også anbefale dig at begynde at løbe, da det kan forbrænde meget. Her kan man starte med nogle små ture og så gøre dem lidt længere. Det kan også være en god ide at gå nogle lange ture efter skole, eftersom man sidder meget ned i skolen.

Dit forhold til mad lyder generelt meget sundt. Eftersom du spiser det i får serveret i skolen og hjemme hos dig selv er det svært for mig at sige, om det er noget man tager på af. Generelt er det vigtigt at få en masse salat og grøntsager. Hvis i både får varm mad i skolen og derhjemme vil der ofte blive serveret tilbehør som kartofler, ris og pasta til. Det er også meget fint, men ofte er der en del kulhydrater i disse slags tilbehør som gør, at man tager på. Derfor kan det være en god ide at tage noget mere salat og ikke så meget pasta for eksempel. Derudover er det godt at få nogle mellemmåltider i skolen for, at man ikke spiser alt for meget, når man får mad. Det kan være noget frugt eller et stykke rugbrød. Mange tror, at det der gør, at man tager på er slik og andre usunde sager. Men ofte handler det om en livsændring, hvor man ikke spiser ligeså mange kulhydrater og får dyrket regelmæssig motion. 

Det er derfor helt fint at spise slik engang imellem. Det er faktisk vigtigt, at man ikke er for hård ved sig selv, for så vil man ofte få for meget af den sunde livsstil og komme til at overspise usunde sager. Hvis du ofte får lyst til slik kan man også vælge at lave en lækker frugtsalat i stedet for. Det gør, at man får noget sødt og derfor har man ikke ligeså stor trang til slik. Hvis du spiser chokolade kan du også engang imellem spise mørk chokolade, da det ikke er helt ligeså usundt. 

Jeg håber du kunne bruge mine råd og ønsker dig held og lykke med dit vægttab. 

Med venlig hilsen Signe.

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program